En kvinde sidder i profil med hovedet dækket af en strudemaske
Afholdt

Foto: Trine Søndergaard

Trine Søndergaard: WORKS

Erindringens landskab og spejlinger, tyste indre rum og kvinders erfaringer gennem historien. Fotografierne i Trine Søndergaards udstilling WORKS lader os se det usynlige.

Særudstillingen WORKS er kurateret i samarbejde med Trine Søndergaard selv og viser, hvordan Trine Søndergaard gennem de sidste 16 år har udforsket mulighederne for at skildre det usynlige. Et bærende tema i Søndergaards arbejde er netop synet og blikket. Hun arbejder særligt med portrættet som genre, men hendes formål er ikke at præsentere os for sandheden om et individ. Derimod stiller hun insisterende spørgsmål til, hvordan skildringen af et menneskes ydre både kan videreformidle og samtidig skjule et indre liv.

Spørgsmål som disse fletter sig ind i Søndergaards interesse for kvinders historiske klædedragter, som ofte optræder i hendes billeder. De traditionelle klædedragter har haft en bestemt arbejdsmæssig eller social funktion. De skulle skærme kvinden mod vind og vejr, eller signalere hendes stand til omverden. I Søndergaards portrætter vender de fotograferede kvinder altid blikket bort, og den øjenkontakt, vi som publikum ikke kan opnå, bliver et mantra om at se nærmere efter.

Det hverdagslige og det højtidelige 

Udgangspunktet for Trine Søndergaard er det dokumentariske og saglige fotografi. Hendes anvendelse af reduktion og gentagelse bringer imidlertid arbejdet tættere på det konceptuelle fotografi, og dialogen med kunsthistorien er altid til stede i hendes værker. Det hverdagslige og det højtidelige får lige meget plads, og understrømmene af melankoli, tab samt billedet som en tilstand hinsides det sproglige kendetegner hele hendes produktion. Som Søndergaard siger: "Med mit kamera lytter jeg efter virkeligheden". 

Størstedelen af Trine Søndergaards værker bliver til i fotostudiets lukkede univers, hvor kunstneren både er fotograf og instruktør. Samtidig bliver billedet til i mødet mellem to mennesker, nemlig fotografen og hendes model. På den måde opstår værket i en legende ånd, perfekt balanceret mellem præcision og spontanitet, mellem det planlagte og det tilfældige. Resultatet er en koncentreret billed-poesi, der udfordrer det fotografiske medie som registrerende praksis.

Internationalt gennemslag 

Udstillingen WORKS viser fotografiske arbejder fra perioden 2005-2021. Udstillingen er produceret i samarbejde med Göteborgs Konstmuseum. 

Trine Søndergaard (f.1972 i Danmark, bor og arbeder i København) er en af Nordens mest betydningsfulde kunstnere, og en af få danske fotografer, der er slået internationalt igennem. Hun debuterede i 1990erne og har siden oplevet stødt voksende interesse. Søndergaard har modtaget den prestigefyldte August Renger Patzsch Award, udgivet prisbelønnede bøger og har udstillet i ind- og udland. Hendes arbejde er repræsenteret i en række internationale samlinger, bl.a. J. Paul Getty Museum i USA. Det Kgl. Bibliotek ejer et stort antal af hendes værker i Den Nationale Fotosamling. 

Udstillingen er realiseret med støtte fra Det Obelske Familiefond, Statens Kunstfond, Politiken-Fonden samt Konsul George Jorcks og Hustru Emma Jorcks Fond. 

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.