Ole Lund Kirkegaard

Drengen Topper finder en tømrerblyant på fortovet og tegner et næsehorn på sin gule væg. Blyanten viser sig at være en ikke helt almindelig blyant, men en forhekset blyant! Det gule næsehorn træder nemlig lyslevende ud af væggen i stuen i det røde hus, hvor Topper bor – oven på Café Den Blå Havkat. Næsehornet siger GRUMP, HONK og HORK og spiser gardinerne, en udstoppet papegøje – og rugbrød i ualmindeligt store mængder.

Biblioteket markerer, at en af dansk børnelitteraturs mest betydningsfulde forfattere – Ole Lund Kirkegaard (1940 – 1979) - ville være fyldt 85 år, 29. juli 2025.

Ole Lund Kirkegaards bøger bringer os ind i et skævt og humoristisk univers, hvor han i ord og illustrationer skaber absurde optrin og finurlige karakterer. Hans fortællinger rammer både børn og voksne, fordi vi genkender os selv og de udfordringer, personerne møder. Historierne rummer empati for den lille og svage, og Ole Lund Kirkegaard bruger sin humoristiske tilgang som en påmindelse om, at det skæve og uperfekte har sin egen styrke og værdi. At vi bør stille os kritiske over for autoriteter, og at det sjove og livsbekræftende ofte opstår i det uperfekte.

Du kan møde Otto og Topper og en hel række andre af Ole Lund Kirkegaards velkendte figurer, når du går rundt i vores udstilling i bibliotekets forhal og på vores 1. og 2. sal.

God fornøjelse!

Ole Lund Kirkegaard har skrevet og tegnet værker, der for længst er optaget i den danske børnelitterære skattekiste – og som voksne siden slutningen af 1960’erne har læst sammen med deres børn og børnebørn.

Lille Virgil, Otto, Orla Frøsnapper, Gummi Tarzan og Hodja er karakterer, der befolker Ole Lund Kirkegaards litterære universer sammen med en farverig række af andre bemærkelsesværdigt genkendelige voksne og børn. Personer der på én gang er helt særlige og på samme tid har befolket mange af de klasseværelser, skolegårde og småbyer, vi alle sammen er vokset op i.

Ole Lund Kirkegaard opnåede desværre ikke nogen høj alder. Til gengæld har han skrevet en række børnebøger, der har opnået status som tidløse danske klassikere og som bliver læst på tværs af generationer, der kan genkende sig selv og deres omverden i fortællingerne.

Ole Lund Kirkegaard skrev otte bøger på tolv år: Lille Virgil (1967), Albert (1968), Orla Frøsnapper (1969), Hodja fra Pjort (1970), Otto er et næsehorn 1972), Gummi Tarzan (1975), En flodhest i huset (1978) og Frode og alle de andre rødder (1979) - Han nåede ikke selv at færdiggøre Frode og alle de andre rødder, som derfor er skrevet færdig af familien, og sammen med en række andre kortere historier udgivet efter hans død.

Kilder
Nana Bang Kirkegaard
Jens Andersen, Ole Lund Kirkegaard, en livshistorie, Gyldendal, 2010
Forfatterweb: forfatterweb.dk/oversigt/kirkegaard

Ole Lund Kirkegaards forfatterskab repræsenterer et markant nybrud i måden at skrive bøger til børn på og har referencer, der både peger tilbage på store litterære klassikere som Mark Twain’s Toms Eventyr og Huckleberry Finn.

Hans debutroman om Lille Virgil udkom samme år som Benny Andersens Snøvsen, Eigil og katten i sækken (1967), Cecil Bødkers Silas og den sorte hoppe (1967) Halfdan Rasmussens ABC (1967), Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon (1967) og udgjorde en revolution i dansk børnelitteratur - og peger frem mod senere danske forfatterskaber som f.eks. Bjarne Reuter, Kim Fupz Aakesson og Jakob Martin Strid. 

Ole Lund Kirkegaards universer indeholder elementer af en meget genkendelig, realistisk verden tilsat overraskende magiske elementer, der fører læseren på eventyr i selskab med historiernes hovedpersoner. Hovedpersonerne er nysgerrige, handlekraftige børn, ofte drenge, der vender den voksne verden på hovedet i deres handlinger og spørgsmål.

Fortællingerne omhandler universelle temaer fra vores fælles tilværelse: Opvækst, magtforhold, venskab, kærlighed og frihed, som hovedpersonerne på forskellig vis møder og navigerer i på deres vej gennem historierne.

Ole Lund Kirkegaard bruger både sprog og tegninger til at få sine læsere til at grine af de skøre indfald, føle sympati for de trængsler hovedpersonerne møder og fryde sig over at se en tyran forlade landsbyen med det omrejsende cirkus på kanonkongens hestevogn, så verden igen falder til ro for en stund.

Ole Lund Kirkegaard var både tegner, maler, forfatter, debattør og foredragsholder og han blandede sig uforfærdet i sin tids debatter om børn, skole, pædagogik, undervisning og litteratur.

Hans bøger har forandret måden at bruge sprog og illustrationer i børnelitteratur og behandler temaer som mobning, ordblindhed, forældreroller og børneroller med en humoristisk og fandenivoldsk styrke, der gør værkerne stærkt underholdende og universelt aktuelle. 

I udstillingen kan du opleve en række af Ole Lund Kirkegaards illustrationer, som sammen med fortællingerne danner en integreret, kunstnerisk helhed, der var nyskabende i dansk børnelitteratur, da bøgerne blev udgivet.

Kilder
Nana Bang Kirkegaard
Jens Andersen, Ole Lund Kirkegaard, en livshistorie, Gyldendal, 2010
Forfatterweb: forfatterweb.dk/oversigt/kirkegaard

Ole Lund Kirkegaard voksede op i Skanderborg i en borgerlig tandlæge-familie, hvor forældrene gav ham vide rammer efter tidens normer. Baghaven ved barndomshjemmet blev brugt til at grave huler, klatre i træer og lave indianerklub og cirkus med kammeraterne. 

Her var ingen fin græsplæne eller snorlige tulipaner - til gengæld var der blommetræer og pæretræer og plads til alverdens eksperimenter. Haven var et paradisisk frirum. 

Landskabet omkring Skanderborg med bakker, søer og skove kunne man som barn i 1940’erne og 50’erne forsvinde ud i, uden at forældrene overvågede ens færden. Handlingen i Ole Lund Kirkegaards fortællinger udfolder sig ofte i omgivelser, der ligner hans barndoms landlige lilleby og bakkede landskab.

Ole Lund Kirkegaard blev uddannet lærer fra Aarhus Seminarium. Han slog sig ned som førstelærer og skoleleder sammen med sin hustru Anne Lise i den lille landsby Oue ved Mariager Fjord i juni 1965.

Kilder
Nana Bang Kirkegaard
Jens Andersen, Ole Lund Kirkegaard, en livshistorie, Gyldendal, 2010
Forfatterweb: forfatterweb.dk/oversigt/kirkegaard

Ole Lund Kirkegaard var på alle måder anti-autoritær og greb jobbet som lærer an ud fra sine egne principper og sin intuition. I barndommens klasseværelse havde hverdagen været præget af frygt for lærerens absolutte autoritet og mulighed for at straffe eleverne korporligt.

I Ole Lund Kirkegaards klasseværelse var der ingen kæft, trit og retning. Til gengæld involverede Ole Lund Kirkegaard sig i det enkelte barn og det udgangspunkt barnet havde for at lære og gå i skole og han var optaget af at have et tillidsfuldt, trygt og ligeværdigt forhold til de børn, han var lærer for. Når en elev efter hårdt arbejde med svære regnestykker pludselig forstod sammenhængen, kunne han finde på at åbne vinduet ud mod landsbyen og glad råbe ”HURRA, HURRA for det!” (Andersen 2010, s.162)

Ole Lund Kirkegaard forvandlede den helt traditionelle landsbyskole i Oue til et farverigt univers – ”en indianerlandsby med totempæle, bålplads, reb og huler i træerne, volierer med farvestrålende fugle og malerier på skolegårdens asfalt og på alle vinduerne i klasseværelserne.” (Andersen 2010, s.15).

I Oue begyndte han også at skrive og udfordre den måde, der traditionelt blev skrevet bøger til børn på. Han læste sine fortællinger op for børnene i timerne og børnene var både hans inspiration og ”fintmærkende barometer”, som afgjorde, hvad der skulle blive stående. (Andersen 2010, s.17).

Ole Lund Kirkegaard var lærer og skoleleder i Oue frem til 1973, hvor familien af arbejdsmæssige og private årsager flyttede til Urlev tæt ved Horsens. Her arbejdede han også som lærer, men da forfatterskabet krævede mere og mere af hans tid, forlod han jobbet på den lokale Stenderup Skole. Han mistede dermed sin daglige kontakt til de børn, som han havde et nært forhold til som lærer og som også var hans helt store inspirationskilde.

Et stigende arbejdspres påvirkede både familieliv, ægteskab og forfatterskab. De sidste år af Ole Lund Kirkegaards liv var turbulente og præget af opbrud og flere nedture.

I efteråret 1978 blev Ole Lund Kirkegaard skilt og kæmpede i den sidste tid med den alkoholisme, som havde været til stede i hans tilværelse i flere år og som dominerede den sidste tid af hans liv. Han døde i marts 1979.

Kilder
Nana Bang Kirkegaard
Jens Andersen, Ole Lund Kirkegaard, en livshistorie, Gyldendal, 2010
Forfatterweb: forfatterweb.dk/oversigt/kirkegaard

Ole Lund Kirkegaard blev i sommeren 1966 kendt uden for Oue, fordi han vandt dagbladet Politikens konkurrence om at skrive den ”bedste fortælling for børn fra 7 – 15 år”.

Ud af 1600 indsendte bidrag vandt han konkurrencen med novellen ”Dragen” (1966) som blev forlæg for bogen om ”Lille Virgil” (1967).

I 1967 var tidsånden for alvor ved at forandre sig. Forude ventede studenteroprøret, hippiebevægelsen og kvindernes frigørelse. I tiden var der også strømninger, der havde fokus på at frisætte barnet og Politiken ville med konkurrencen højne børnelitteraturens status og sætte fokus på børns kulturelle behov.  

Folkeskolen fik i 1967 et nyt lovgrundlag, da Folketinget besluttede, at lærerne ikke længere måtte slå eleverne i landets skoler. I centrum satte man nu ”elevens alsidige udvikling” og skolen skulle både ”respektere og stimulere barnets natur og følelsesliv”. 

Ole Lund Kirkegaard udfordrede den etablerede tilgang til det at skrive for børn, som var præget af moraliserende og belærende bøger, der var skrevet af voksne for børn, som fx Jan, Puk, De Fem og Kim-bøgerne, som stadig var standardlæsning for alle raske piger og drenge i midten af 1960’erne.

Der skulle være kant i fortællingerne og de skulle ikke fortælles oppefra og ned, men i øjenhøjde med børnene:
”Mine egne erfaringer som lærer og forfatter siger mig, at man skal skrive om de ting, der optager børnene til daglig, og man skal så prøve at huske, at børn slet ikke er de små engle, som man ofte har villet gøre dem til i børnebøgerne. Man skal for eksempel ikke foregøgle sig selv og læserne, at børn ikke kan være onde ved hinanden. Det kan de, og i modsætning til de voksne lader de deres ondskab mod kammeraterne komme til udtryk, fordi de ikke kan beherske sig.” (Andersen 2010, s. 23)

I 1966 - 67 landede fortællingen om Lille Virgil, der bor alene i sit hønsehus og drikker sodavand til morgenmad ”som en ufo” i både det etablerede børnebogsmiljø og ude hos læserne. 

Der var tale om et radikalt nybrud både i indhold og form. I Ole Lund Kirkegaards bøger udgør tegninger og tekst en integreret helhed og Ole Lund Kirkegaard dyrkede ikke pænheden i hverken tegninger eller tekst, men var optaget af børns sprog og at fortælle så enkelt som muligt. Tegningerne har en overdrevet, karikerende og sjov streg og flere af hovedpersonerne er beskrevet som ”grimme” og uperfekte med strithår, fregner og skæve tænder.

Gyldendals plan i første omgang var at finde en anden illustrator til Oles bog om Lille Virgil. De syntes, at han tegnede for grimt 😊 Men Ole Lund Kirkegaard nægtede at udgive, hvis det ikke var med egne illustrationer.

Kilder
Nana Bang Kirkegaard
Jens Andersen, Ole Lund Kirkegaard, en livshistorie, Gyldendal, 2010
Forfatterweb: forfatterweb.dk/oversigt/kirkegaard

Fortællingen om Orla Frøsnapper er universalfortællingen om den lange lømmel, der mobber byens små drenge. Om den skræk, man kan opleve som lille og forsvarsløs over for overmagten. Som læser lever vi os ind i de dramatiske og humoristiske optrin, hvor Orla næsten får fingrene i os – og fryder os med jeg-fortælleren, når det lykkes ham at narre Orla og bringe ham i fedtefadet. Orla er arketypen på en mobber, der får tiden til at gå med at forfølge andre. Han finder først sin plads i livet, da kanonkongen i Cirkus Benito får øje på ham og gør ham til ny kanonkonge i det omrejsende cirkus. Og de små drenge må se på, at Orla forlader byen på en cirkusvogn – måske med en smule ærgrelse over at spændingen slutter her? 

Drengen Topper finder en magisk blyant og tegner et næsehorn på sin gule væg. Næsehornet bliver levende og er meget sultent. Det er også meget tungt og falder igennem gulvet ned til de andre beboere i ejendommen – og helt ned i Cafe Den Blå Havkat, hvor alt ender i tilsyneladende tumult – indtil der ud af al tumulten viser sig nye sider af beboerne i huset. Den sure hr Løwe bliver en lykkelig cafe-ejer, et modent kærestepar flytter sammen, en politimester forliger sig med verdens uorden – og ikke mindst kommer Toppers far hjem fra langfart på de syv have og finder sin familie – og han ved lige præcis, hvem der ønsker sig et gult næsehorn.

Blyanten er fortællingens magiske redskab, der ligesom i de klassiske eventyr sætter gang i en handling, der vender Toppers tilværelse på hovedet, sætter gang i en række absurde og komiske optrin og udfordrer Topper, der må i gang med at finde løsninger på de mærkeligste problemer. I fortællingen sejler Otto til slut afsted mod Sydhavet – og Topper må finde nye udfordringer – måske som Silles kæreste? 

Fortællingen om Ivan Olsen er universalfortællingen om, hvordan det føles at være helt forkert og ikke kunne leve op til de forventninger, forældre og samfund kan have til dig. Historiens hovedperson er ikke særlig pæn, han er ikke stærk eller god til at læse og hverdagen i skolen er i det hele taget en kamp for Ivan. Med barsk humor viser Ole Lund Kirkegaard os, hvad Ivan lærer - hver dag: Han lærer at i skolen får man buksevand og tæsk. Der er ingen trøst eller hjælp at hente, når han kommer hjem. Ivans mor ryster bare på hovedet, og hans far synes, han er et skvat, og lærer ham, at en dreng skal være et rigtigt mandfolk – ligesom Tarzan – og tæve de andre.

Historien om Gummi-Tarzan rummer også et magisk element – nemlig en heks, der opfylder Ivans største ønske – men desværre kun for en enkelt dag. Så er alt ved det gamle for Ivan Olsen.

Fortællingen adskiller sig fra de øvrige ved dens tragiske slutning. Og giver læseren anledning til at overveje, hvordan vi behandler andre, der ikke lige passer ind i de skabeloner, vi selv er med til at skabe. Og hvordan vi selv passer ind? 

Historien om Hodja fra den søvnige by Pjort er bygget op som en klassisk dannelsesroman. Drengen Hodja keder sig hjemme og drømmer om at komme ud og se verden. Hans far – den skeløjede skrædder – ser gerne at Hodja bliver hjemme og bliver skrædder som sin far. Men Hodja gør oprør mod sit ophav og drager hjemmefra.  

I denne eventyrlige fortælling er det magiske redskab et rødt flyvende tæppe, som bringer Hodja ud i den brogede verden, han gerne vil opleve – og hvor han møder ondskab og farer, men også gode hjælpere, der bringer ham igennem de farlige situationer.  

Historien om Hodja ender ikke med, at Hodja vender hjem til sit udgangspunkt i Pjort – men han overvinder de onde magter og flyver fløjtende ud over Bulgislavs vældige stepper på sit røde tæppe. Hans livsmod og eventyrlyst er intakt.

Den åbne slutning giver læseren mulighed for at digte videre på eventyret om Hodja og det flyvende tæppe. Og måske forestille sig, hvor et flyvende tæppe kunne føre læseren hen? 

Kræftens Bekæmpelse udviklede i 1978 rygekampagnen Farvel og tobak til brug i grundskolen med Ole Lund Kirkegaard som illustrator og forfatter Tom Døllner. Ole Lund Kirkegaards skæve streg og karikerede figurer giver et alvorligt emne en sjov billedside, der formidler budskabet og sætter fokus på problematikker, som skadelig tobak, men også, hvordan vi påvirker hinanden i både positiv og negativ retning. Vi bliver opmærksomme på, at det ikke altid er nemt at sige nej – hverken til sig selv eller til andre.