Pianister i Diamanten: Saleem Ashkar (IL/PS) – Schumann og hans liv

Program

Robert Schumann (1810-1856): Fantasi i C, op. 17

David Robert Coleman (1969-): "Schumann"

Johannes Brahms (1833-1897): Klaversonate nr. 3 i f-mol, op. 5

Aftenens koncert er den anden ud af to koncerter, der kaster lys over Robert Schumanns verden. Denne gang er det den musikalske og personlige dynamik mellem Robert Schumann og hans kone, pianisten og komponisten Clara Schumann, og deres forhold til bl.a. Brahms, der er i fokus.

På programmet er også et nyt værk af amerikanske David Coleman, der både er inspireret af og citerer Schumann.

Robert Schumanns fantasi i C-dur, komponeret i 1836 og udgivet i 1839, er skrevet for at markere Beethovens 65-års fødselsdag. Værket indeholder citater af og referencer til Beethoven, herunder en reference til hans syvende symfoni, som ingen musikforskere endnu har kunnet finde! Værket er skrevet til Beethovens ære og dedikeret til Liszt, men den er ikke mindst en kærlighedserklæring til Roberts elskede Clara, som fire år senere skulle blive hans hustru. I 1836 var de to på tragisk vis blevet skilt ad af hendes far, som modsatte sig deres forhold, og der gemmer sig længselsfulde hentydninger og skjulte kærlighedsmotiver i musikken, for eksempel ved brugen af Beethovens An die ferne Geliebte (til den fjerne elskede).

Klaversonaten af Johannes Brahms er skrevet i 1853, samme år som Robert Schumann i sit eget tidsskrift udnævnte Brahms som musikkens unge frelser i en højstemt, begejstret, ligefrem profetisk artikel. I denne periode blev Brahms meget nære venner med Schumann-parret, og endte endda med at flytte ind i parrets hjem for at hjælpe Clara med husholdningen, da Robert blev indlagt på et sanatorium i 1854 efter et selvmordsforsøg. Sonaten er det mest omfattende klaverværk fra Brahms’ hånd, og citerer, ligesom Schumanns fantasi, den store inspirationskilde: Beethoven. Måske vil man kunne genkende den ikoniske rytme (tre korte anslag efterfulgt af ét langt) fra Skæbnesymfonien.