Pianister i Diamanten: Julia Fischer (DE) og Yulianna Avdeeva (RU)
To verdensstjerner i mesterligt samspil på violin og klaver med violinsonater af Händel, Respighi og Beethoven.
Program
G. F. Händel: Violinonate i F-Dur, HWV 370 (1730)
Ottorino Respighi: Violinsonate i h-mol, P 110 (1917)
Pause
L. V. Beethoven: Violinsonate nr. 9, op. 47, “Kreutzersonate” (1803)
Violinisten Julia Fischer er en af tidens helt store stjerner på den klassiske musikhimmel, kendt for sin alsidighed som musiker. Pianisten Yulianna Avdeeva er hyldet for sit fyrige temperament og virtuositet på klaveret. Begge er de internationale topmusikere med store solokarrierer – og så deler de den samme kærlighed for kammermusik. Denne aften indtager de Dronningesalen sammen og udfolder deres mesterlige og intuitive samspil i et varieret program bestående af tre violinsonater fra tre århundreder.
Koncerten indledes med G. F. Händels lyse violinsonate fra 1730. Händel var sin tids mest berømte komponist og er særligt kendt og elsket for sit store Messias-oratorie fra 1741. Hans violinsonate har dog en del mystik omkring sig, da flere nutidige forskere slet ikke mener, at det er Händels værk. Der var en del besynderligheder omkring dens tidlige udgivelse, og derfor har værket i dag fået mærkatet ”spurious” (på dansk: falsk).
Værket efterfølges af Ottorino Respighis store, dramatiske sonate fra 1917; den italienske komponists første store kammerværk, som modtog stor international succes. Sonaten blev opført første gang i Bologna i 1918 af Respighis gamle lærer, Federico Sarti, med Respighi selv bag klaveret. Han var begejstret og skrev efterfølgende til en af sine gamle venner: ”Inni! Non faccio per dire, ma abbiamo suonato bene. Io compreso!” (“Herre være lovet! Jeg burde ikke sige det, men vi spillede den godt. Mig selv inkluderet!”).
Koncerten afsluttes med Beethovens Kreutzersonate fra 1803; et monumentalt værk dedikeret til violinisten Rudolphe Kreutzer. Værket var først dedikeret til den afro-polske violinvirtuos George Bridgetower, som uropførte værket sammen med Beethoven i 1803. Det forlyder dog, at de blev uvenner – for Beethoven dedikerede før værkets udgivelse sonaten til Kreutzer i stedet. Kreutzer kunne dog ikke fordrage Beethovens værk og nægtede at spille det. Han endte dermed med aldrig at opføre den sonate, der ellers bærer hans navn.
Medvirkende
Siden Julia Fischer hjemtog førstepladsen ved den internationale Yehudi Menujin Competition i 1995 – en milepæl i hendes karriere – har hun spillet med de bedste orkestre over hele kloden, heriblandt Wienerfilharmonikerne, Berlin Filharmonikerne og New York Filharmonikerne. Hun har modtaget stor ros for sit alsidige musikalske arbejde som både violinist, koncertpianist og underviser og grundlagde i 2010 Julia Fischer Quartet, som hun fortsat turnerer med.
Yulianna Avdeeva vandt i 2010 guld ved den internationale Chopin Piano Competition, hvilket bragte hende stor international anerkendelse. I dag spiller hun jævnligt i Europas største koncertsale, herunder Pierre Boulez Saal i Berlin, Vienna Konzerthaus og Elbphilharmonie i Hamborg. Hun turnerer både med soloklaver og kammermusik og spiller verden over med orkestre som Orchestre Symphonique de Montréal, Deutsches Symphonie-Orchester Berlin og Dresden Filharmonikerne.
En del af serien Pianister i Diamanten
Foto: Laura Stamer
En håndfuld gange årligt lader vi tidens bedste pianister få fingrene i Diamantens koncert-flygel til en solokoncert.
Arrangementet er en del af serien Pianister i Diamanten.
Pianister i Diamanten er støttet af Beckett-Fonden.