Gå til hovedindholdet

Foto: Giorgi Kolbaia

Pianister i Diamanten: Giorgi Gigashvili (GE)

Hør et inderligt og alsidigt program for soloklaver med musik af de to Mendelssohn-søskende, Schumann-parret og Prokofjevs store krigssonate.

Med en interesse for både klassisk, elektronisk og georgisk folkemusik er Giorgi Gigashvili en alsidig musiker med en bred kunstnerisk palet. Den alsidighed farver også aftenens program, som spænder fra 1800-tallets romantiske lieder til Prokofjevs store ”krigssonate”, som komponisten færdiggjorde i 1944. 

Prokofjev påbegyndte allerede sonaten i 1939 og arbejdede på det sideløbende med klaversonaterne nr. 6 og 7 i en periode, hvor verden lå midt i Anden Verdenskrig, og hvor Sovjetunionen var underlagt Stalins diktatoriske styre. Prokofjev var et par år tidligere hjemvendt til Sovjetunionen efter mange år i Vesten og var nødt til at være på god fod med styret. I 1939 modtog han en forespørgsel på at skrive et fejringsværk i anledningen af Stalins 60-års fødselsdag, hvilket han gjorde under foregivelse af, at han var fuld af beundring for Stalin. Det blev til værket Zdravitsa (”Skål”). Det var på denne baggrund, at han indledte arbejdet på de tre ”krigssonater”, som først blev kendt under dette navn senere. 

Koncerten indledes dog et helt andet sted, nemlig i midten af 1800-tallet med to samlinger af romantiske klaverlieder ”uden ord” af søskendeparret Fanny Mendelssohn Hensel og Felix Mendelssohn. Herefter følger Clara Schumanns variationer over temaet Bunte Blätter op. 99 skrevet af hendes mand, Robert Schumann. Variationerne er noget af den sidste klavermusik, Clara Schumann skrev, og hun spillede værket for ham på den sidste fødselsdag, han tilbragte med sin familie, før han året efter blev indlagt på et sanatorium, hvor han befandt sig indtil sin tidlige død i 1956. Inspireret af Clara Schumann komponerede den unge Johannes Brahms, som var en tæt ven af Schumann-parret, desuden sine egne Variationer over et tema af Robert Schumann, som han dedikerede til Clara. 

Første afdeling afsluttes med Robert Schumanns første klaversonate, et inderligt værk også dedikeret til Clara, som på dette tidspunkt var den unge Clara Wieck, datter af Schumanns klaverlærer Friedrich Wieck, og som først flere år senere – efter mange års kamp med faren – skulle blive hans kone.

Medvirkende

Giorgi Gigashvili, pianist, er født i Tbilisi, Georgien i 2000. Han er nomineret som Rising Star 2025/26 hos ECHO (European Concert Hall Organization) og har en lang række priser bag sig, herunder førstepladsen ved Vigo International Piano Competition i 2019. Han udgav det anmelderroste album Meeting my Shadow med musik af bl.a. Beethoven og Messian i 2023 og har endnu et album med musik af Prokofjev på vej i 2026. Han spiller på nogle af de vigtigste scener i Europa, herunder Barbican Centre London, Philharmonie de Paris og Elbphilharmonie Hamburg.

En del af serien Pianister i Diamanten

Dronningesalen i Den Sorte Diamant

Foto: Laura Stamer

En håndfuld gange årligt lader vi tidens bedste pianister få fingrene i Diamantens koncert-flygel til en solokoncert.

Arrangementet er en del af serien Pianister i Diamanten.

Se flere arrangementer i serien

Pianister i Diamanten er støttet af Beckett-Fonden. 

Mere fra Musikscene

Tilmeld dig nyhedsbrevet