Leïla Slimani i Dronningesalen
Afholdt
Den franske journalist, forfatter og personlige repræsentant udvalgt af præsident Macron, Leïla Slimani, sætter kønsnormer, racisme og klasseskel til debat.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Leïla Slimani (MA/FR) i samtale med Matthias Dressler-Bredsdorff

I 2007 skabte Leïla Slimani stor debat med bogen 'Sex og løgne'. Nu er hun aktuel med bogen 'De andres land' og gæster i den forbindelse Den Sorte Diamant.

Marokkansk-franske Leïla Slimani er en kendt feministisk debat-stemme i den frankofone verden. Hun er født og opvokset i Marokkos hovedstad, Rabat, hvor hun gik i fransk skole. Da hun var 18, tog hun til Paris, hvor hun uddannede sig som journalist inden hun kastede sig over skønlitteraturen. I 2016 blev Slimani den blot anden marokkaner, der har vundet Frankrigs mest prestigefulde litterære pris, Prix Goncourt.

Frankofoniens ansigt – udvalgt af Macron

Slimani har længe været en stor og tydelig stemme i den franske debat. Hun dækkede det Arabiske Forår i Tunesien og har gennemgående været en aktiv fortaler for kvinders rettigheder i Marokko. Som journalist, debattør og forfatter har hun gennemgående sat et stort spørgsmålstegn ved de seksualitets- og kønsnormer, der hersker i Marokko, og har bl.a., sammen med en række andre intellektuelle, krævet loven om forbud mod homoseksualitet ophævet.
 
Hendes politiske aktivisme kombineret med hendes fremgang som forfatter gjorde, at hun blev udpeget til at være præsident Emmanuel Macrons personlige repræsentant for de fransktalende lande. Han beskrev hende som ”frankofoniens åbne ansigt i den multikulturelle verden”.
 

Episk fortælling om racisme, klassehad og fordomme

Nu er hun aktuel med bogen Le Pays des Autres (De andres land), som udkom på Gyldendal i januar. En fortælling med udgangspunkt i Slimanis egen familiehistorie og Marokkos afkolonisering i 1950’erne. Det er en episk fortælling om racisme, klassehad og fordomme på kryds og tværs i et land præget af kolonialismens skel. Det foregår i Marokko præget af kolonialisme og spændinger frem til kampen for uafhængighed i 1956. Slimani skriver om kultursammenstød og undertrykkelse, om forelskelse og ulykke, om at være en fremmed i sit land og kæmpe for sin frihed.

Slimani vil i Den Sorte Diamant være i samtale med journalist Matthias Dressler-Bredsdorff.

Leila Slimani

Leila Slimani har studeret statskundskab ved Parisian Institute of Political Science og har tidligere arbejdet som journalist. Hun debuterede i 2014 med romanen Dans le jardin de l'ogre (I Troldens Have). Som skønlitterær forfatter fik hun med sin anden roman, Vuggesang, et massivt internationalt gennembrud med over 600.000 eksemplarer solgt alene i Frankrig. Bogen har høstet strålende anmeldelser, og i 2016 blev Slimani den blot anden marokkaner, der har vundet Frankrigs mest prestigefulde litterære pris, Prix Goncourt.

Matthias Dressler-Bredsdorff foran en bevokset mur
Matthias Dressler-Bredsdorff er kritiker og skribent ved Politiken.

Foto: Uffe Paulsen / Det Kgl. Bibliotek

Matthias Dressler-Bredsdorff

Matthias Dressler-Bredsdorff er kritiker og skribent ved Politiken, samt Europaredaktør på Magasinet Eftertryk. Har boet de sidste 7 år i Paris, hvor han fra sin base som lektor ved Sorbonne Université forsøgte at forstå den franske samtidskultur og historie. Er netop flyttet hjem til Danmark, men insisterer indtil videre stadig på at høre fransk radio om morgenen.

Arrangeret i samarbejde med Institut Français.

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.