Athelas Sinfonietta med klaver og teknisk udstyr
Afholdt
Athelas repertoire bevæger sig mellem kærlighedens og vredens yderpoler.

Foto: Francois Rousseau

KLANG Festival: Athelas Sinfonietta

Premiere på ikke tidligere opført værk af Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Siden 2009 har KLANG Festivalen været et fyrtårn i dansk kulturliv og finder hvert år sted på en lang række af hovedstadens mest spændende venues – heriblandt Den Sorte Diamant.

Festivalen favner musikken fra efter 2. verdenskrig, men har primært fokus rettet mod den nyeste musik. Athelas Sinfonietta er traditionen tro ensemble ved åbningskoncerten.

Ensemblet har selskab af deres faste samarbejdspartner, den meget erfarne og anerkendte franske dirigent Pierre-André Valade, og er væbnet med et repertoire, der – ikke overraskende for et ensemble, som i tidens løb har fortolket alt fra Ligeti til Lou Reed – er fyldt med kontraster.

Program

  • Eivind Buene: Miniatures (2016)
  • Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Variationer til Moster Rix (1968)
  • Sara Glojnaric: Sugarcoating (2017) 
  • Nicolai Worsaae: Gekido (uropførelse)

Vi bliver eksempelvis præsenteret for et aldrig før opført værk af den danske komponist Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Værket, Variationer til Moster Rix (1968), er en kærlig hilsen til komponistens mors moster, som betød utroligt meget for ham. Anekdoter fortæller, at han som ung mand ofte spillede plader for hende i hendes lejlighed på Esplanaden – hun kom på trods af flere forsøg aldrig til at bryde sig om Louis Armstrong – og at hun var så stor, at bilen krængede til den ene side, når de kørte tur i hans lille Citroën 2CV.

Pelle Gudmundsen-Holmgreens hjertevarme familiehilsen kontrasteres øjeblikkeligt af Sugarcoating (2017), der er skrevet af den kroatiske komponist Sara Glojnaric. Værket fremstår med sine brutalt bratte skift og sit viltre, skingre og dissonante tonesprog som den fuldkomne antitese til alt, man normalt ville forbinde med ordet "sugarcoating". Sukkerbelagt kan man bestemt heller ikke kalde Nicolai Worsaaes helt nye værk, der er skrevet specifikt til koncerten, og som bærer den sigende titel Gekido (japansk for vrede). Således bevæger vi os mellem kærlighedens og vredens yderpoler på denne juniaften i Den Sorte Diamant.  

Læs mere om KLANG Festival 2022

Medvirkende

Andreas Borregaard, akkordeon, Asbjørn Nørgaard, bratsch.

Athelas Sinfonietta dirigeret af Pierre-André Valade.

Koncerten er støttet af Statens Kunstfond.

Kultur i Diamanten

Hold dig opdateret om koncerter, talks, udstillinger, foredragsforestillinger og mange andre kulturtilbud i Den Sorte Diamant i nyhedsbrevet Kultur i Diamanten. Udkommer 1-2 gange månedligt.

Oplev også