International Forfatterscene: Nino Haratischwili (GE) i samtale med Camilla Mordhorst
Mød den prisvindende tysk-georgiske forfatter, dramatiker og instruktør Nino Haratischwili på International Forfatterscene.
Med sine monumentale romaner har Nino Haratischwili markeret sig som en af sin generations mest betydningsfulde litterære stemmer, og hendes forfatterskab giver en unik indsigt i Europas og Ruslands historie gennem det 20. og 21. århundrede.
Historiske perspektiver i litteraturen
Haratischwili har i sine romaner belyst livet i det tidligere Østeuropa og skildret de store omvæltninger, der har formet verdenshistorien: Den russiske revolution, Stalins regime, Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig. Hun mestrer at kombinere personlige fortællinger med historiske begivenheder og skaber dermed en litterær bro mellem fortid og nutid.
Med gennembrudsromanen Det ottende liv (Til Brilka) har hun skabt et episk værk, der er blevet hyldet over hele Europa. Romanen, der modtog flere prestigefulde priser og blev nomineret til The International Booker Prize 2020, skildrer en families skæbne i skyggen af Ruslands turbulente historie. Hendes seneste roman, Det manglende lys (2023), fortsætter udforskningen af kulturel arv, nationale traumer og de revolutioner, der har formet vores samtid.
En aften med de store fortællinger
Samtalen med Nino Haratischwili vil fokusere på tiden efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, hvor borgerkrigen i Georgien satte dybe spor i regionen. På scenen vil hun tale om sine bøger, deres tilblivelse og den omfattende historiske research, der ligger bag. Hvordan skaber man en episk slægtskrønike, der strækker sig over et helt århundrede? Hvordan formidler man historiens store omvæltninger gennem skønlitteraturen?
Denne aften giver et sjældent indblik i Europas nyere historie og de konsekvenser, fortiden stadig har for nutiden. Haratischwili formår at væve historiske begivenheder sammen med personlige beretninger, og hendes forfatterskab er en vigtig kilde til forståelse af de komplekse forhold i det tidligere Sovjetunionen.
Som The Economist skrev: Et uforglemmeligt kærlighedsbrev fra Georgien og Kaukasus, til liv som leves og skal leves, og til litteraturen selv.
Medvirkende
Nino Haratischwili
Nino Haratischwili er prisvindende forfatter, dramatiker og instruktør. Hun er født og opvokset i den georgiske hovedstad Tbilisi, hvor hun gik på den tyske skole, og bor i dag i Hamborg. Hun fik sit store gennembrud med romanen Det ottende liv (til Brilka), der blev udråbt som årets bedste af det tyske magasin Der Spiegel.
Camilla Mordhorst
Camilla Mordhorst er direktør for Det Danske Kulturinstitut og gennem sit virke dybt involveret og engageret i kulturformidling. Har i mange år været med til at fremme dansk kultur internationalt og styrke den generelle kulturudveksling mellem Danmark og udlandet.
En del af serien International Forfatterscene

Foto: Malthe Ivarsson / Det Kgl. Bibliotek
Mød tidens største forfattere fra hele verden til dybdegående samtaler i Den Sorte Diamants smukke arrangementssal, Dronningesalen. International Forfatterscene blev grundlagt i 2008, og har siden haft besøg af mere end 150 forfattere fra hele verden.
Arrangementet er en del af serien International Forfatterscene.