Fredagsjazz på kajen: Gustaf Ljunggren/Emil de Waal
Kom i sommerstemning med erfarne kræfter fra den danske jazzscene, når Ljunggren og de Waal vender tilbage til fredagsjazz på kajen – med fri entré!
Over fem fredage kan man i sommersolen høre etablerede navne og unge talenter i et sublimt udbud fra jazzens stilarter! Nyd en kold drik og kom i sommerstemning foran Diamanten.
To musikere, to temperamenter, to energier mødes og komplimenterer hinanden
Deres musik bringer os sammen. (…) De skaber små zoner af nysgerrighed og generøsitet.
Sådan skriver Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information om albummet ‘Mikroklima’ (2025), det fjerde album fra duoen Gustaf Ljunggren/Emil de Waal.
Lige siden Den Sorte Diamant afholdt den første fredagsjazz i 2020, har duoen været en del af sommerprogrammet. Deres musik er på én gang afslappende og engagerende med rum til lytterens fantasi. Igennem deres mangeårige virke sammen har Gustaf Ljunggren og Emil de Waal udviklet et fintfølende musiksprog. En koncert med Gustaf Ljunggren/Emil de Waal er en hyldest til, hvad der sker her og nu.
Medvirkende
Gustaf Ljunggren, multiinstrumentalist
Emil de Waal, trommer
Oplev jazz på kajen hver fredag fra midt juni til midt juli

Foto: Malthe Ivarsson
Hver fredag fra den 13. juni til og med den 11. juli, kan du nyde eftermiddagssolen på kajen foran Den Sorte Diamant, hvor vi byder på en jazzet fredagsbar. Foran Den Sorte Diamant har man med musik i ørerne første parket til at opleve sommerens karakteristiske københavnerliv i havnekanalen.
Caféens pop-up-bar serverer vin, fadøl, kolde drikke, snacks, småretter og sommerstemning.
Koncerterne starter klokken 16 og varer til klokken 18. Bemærk dog, at koncerten den 4. juli starter klokken 17 og slutter klokken 19.
Koncerten er en del af Copenhagen Jazz Festival.