Gå til hovedindholdet Change language to English
Billede af skuespillere fra Drama i Diamanten
Josephine Park, Peter Plaugborg, Sonja Richter og Simon Kongsted iscenesætter Lise Nørgaards elskede tv-serie.

Illustration: Det Kgl. Bibliotek

Drama i Diamanten III: Matador

Oplev Matador på en helt ny måde, når nogle af landets dygtigste skuespillere opfører dele af værket i en iscenesat reading og sætter det i kontekst med nyskrevet dramatik.

Skuespillere 
Josephine Park
Peter Plaugborg
Sonja Richter
Simon Kongstad

Instruktion og iscenesættelse 
Christoffer Berdal 

Bearbejdning af originaltekst 
Christoffer Berdal

Moderne gendigtning 
Rasmus Krone

Det Kgl. Bibliotek og Danske Dramatikere går på jagt i den danske dramatiks fortid og giver ikoniske klassikere kamp til stregen, når de udsættes for et moderne greb og præsenteres sammen med en urpremiere på en helt nyskreven tekst – måske én af fremtidens klassikere.

Lise Nørgaards tv-mesterværk Matador er et af det tyvende århundredes absolutte dramatiske hovedværker, der for alvor gør brug af tv-seriens plads til at lade små såvel store fortællinger og tematikker spille sammen. Denne tredje udgave af Drama i Diamanten vil skuespillere ikke bare iscenesætte brudstykker af den historiske serie, de vil også sætte den i kontekst til en ny dramatisk tekst, skrevet til anledningen.  

Første del af aftenen i Diamanten byder på en bearbejdning af brudstykker fra Matador opført i readingform af fire af landets allerdygtigste skuespillere – blandt andet Josephine Park i en central rolle. Josephine Park var senest aktuel i forestillingen Timerne på Det Kongelige Teater, og har gjort sig bemærket i en række af de største danske film og tv-serier som for eksempel thrillerserien Sygeplejersken, der havde premiere på Netflix.

Anden del af aftenen opføres en helt nyskrevet dramatisk tekst, der går i dialog med aftenens klassiske værk. Og denne aften bliver det med en helt særlig krølle: For det er ikke en hemmelighed, at Lise Nørgaard låner ikke bare titlen, men også plot og tematikker fra brætspillet. Men hvad, hvis tv-serien i stedet trak tråde til brætspillet Ludo? Dét har vi – med en tidsbegrænsning på 40 minutter – bedt Danske Dramatikere udskrive en dramatikerkonkurrence om – og vinderen er den danske dramatiker Rasmus Krone, hvis nye dramatisk tekst uropføres på denne aften. 

Medvirkende

Josephine Park er uddannet fra Skuespillerskolen ved Århus Teater i 2014 og har siden da medvirket i en lang række teaterforestillinger, spillefilm og tv-serier. I 2022 modtog hun en Robert for sin rolle som Andrea i filmen Venuseffekten og samme år Ove Sprogøes hæderspris for sit skuespiltalent.

Foto: Emilia Therese

1 / 4
Simon Kongsted er uddannet ved Den Danske Scenekunstskole i Odense i 2019, og har medvirket i både film og teater. I 2024 medvirkede han bl.a. i filmen Mørkeland, og i 2022 vandt han en Reumert for sin rolle i Stolthed og Fordom på Betty Nansen Teatret.

Foto: Hein

2 / 4
Sonja Richter blev uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 1999. Hun fik sit folkelige gennembrud i filmen Elsker Dig For Evigt i 2002 og har gennem tiden vundet flere priser for sit virke. Senest har hun medvirket i musikforestillingen STOLT (2025).

Foto: Robin Skjoldborg

3 / 4
Peter Plaugborg er uddannet fra Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2007. Plaugborg har medvirket i en lang række teaterforestillinger, men har også optrådt i både film og tv-serier. I 2020 kunne man se ham i rollen som Simon i DR’s store dramaserie Ulven Kommer.

Foto: Det Kgl. Bibliotek

4 / 4

Fortidens mesterværker vækkes til live 

Drama i Diamanten er en scenisk og sanselig fejring af Det Kgl. Biblioteks unikke samling af opført dramatik – en samling, der tæller mere end 18.000 skuespil. Først tog vi Holbergs Den Stundesløse under behandling, så var det Strindbergs Faderen, og nu er turen kommet til Lise Nørgaards berømte og højtelskede tv-drama Matador, der både låner titel og plot fra det populære brætspil af samme navn.

Drama i Diamanten

Drama i Diamanten er en serie på tre arrangementer:

  • Efteråret 2025: 24. november kl. 19
  • Foråret 2026: 4. maj kl. 19
  • Efteråret 2026: 16. november kl. 19

Seniorforsker ved Det Kgl. Biblioteks teatersamling Anna Lawaetz åbner arrangementet med en kort introduktion. Arrangementerne bliver også gjort tilgængelige som podcasts efterfølgende.  

Skabt i samarbejde med Danske Dramatikere.

Se flere arrangementer

Onsdag 28. oktober 2026 klokken 20:00
Talkscene, Andet

Dagbogskoncert

Kom til dagbogskoncert i stemningsfulde omgivelser i Gammel Læsesal. Nedfæld dine tanker i en splinterny dagbog, imens salen fyldes af smukke toner fra violin og cello.

Den Sorte Diamant, Gammel Læsesal 
Ikke i salg endnu
Mandag 2. november 2026 klokken 17:00
Talkscene

"Speechless": filmvisning og optakt til midtvejsvalg – Ric Esther Bienstock (CA) i samtale med Lucia Odoom

Som optakt til midtvejsvalget i USA kan du opleve den opsigtsvækkende film Speechless i Dronningesalen til dette særarrangement.

Den Sorte Diamant, Dronningesalen