Dansk Melodi Grand Prix 70 år!
Kom med, når vi fejrer 70-års jubilæet for Dansk Melodi Grand Prix med bag-om-scenen-historier og genlyt med konkurrencens største hits fra syv årtier.
Program
TBA
I februar 1957 sang Gustav Winckler og Birthe Wilke sig ind på førstepladsen ved den første udgave af den nye sangkonkurrence Dansk Melodi Grand Prix med kærlighedsduetten Skibet skal sejle i nat. Dengang var det de samme to sangere, der fremførte alle konkurrencens seks sange for at finde dén sang, der skulle repræsentere Danmark ved det internationale Eurovision Song Contest for første gang.
Siden da har konkurrencen været igennem mange forandringer. Fra de tidlige års højtelskede refrænsange som To lys på et bord (1960) og Dansevise (1963), Danmarks første internationale vindersang, over en periode på ti år, hvor Danmark slet ikke var med, og til ”guldalderen” i Dansk Melodi Grand Prix, hvor Boom Boom (1978) og Disco Tango (1979) indledte et helt nyt kapitel i konkurrencens historie. Med nye landeudvidelser efter Murens fald, ændrede sprogkrav og internettets indtog, for bare at nævne nogle få eksempler, har konkurrencen bestået, mens verden har ændret sig.
I dag er Dansk Melodi Grand Prix fast inventar på danskernes sendeflade, og i februar 2027 løber konkurrence nr. 70 over skærmen! Kom med, når vi fortæller historien om en sangkonkurrence, et Danmark og et Europa i forandring – og laver genlyt med nogle af de største Grand Prix-hits fra den danske sangskat.
Medvirkende
Henrik Smith-Sivertsen, seniorforsker
Emil de Waal, trommer
Gustaf Ljunggren, guitar og elektronik
TBA