Concerto Copenhagen: ”Probably the best orchestra in the world”
Lyden af Dresden 1718 vækkes til live! En tid, hvor musikalsk perfektion var et spørgsmål om statsære, og hvor et af Europas mest berømte orkestre blev født.
Program
Johann Georg Pisandel: Sonate i c-mol
Pierre Gabriel Buffardin: Fløjtekoncert i e-mol
Sylvius Leopold Weiss: Danse fra Suiter for lut
Jan Dismas Zelenka: Concerto à 8 i G-dur, ZWV 186
Pause
Antonio Vivaldi: Concerto di Dresda per archi, RV 192
Johann Georg Pisendel: Triosonate, efter Händel, i F-dur, HWV 392
Johann Joakim Quantz: Fløjtekoncert i d-mol, QV 5:86
Johann David Heinichen: Concerto à 7, S.214
I begyndelsen af 1700-tallet glimtede Dresden som få andre byer i Europa. Ved August den Stærkes hof blomstrede musikken med en pragt og virtuositet, der forbløffede hele kontinentet. Det hoforkester, han samlede – som senere skulle blive til Staatskapelle Dresden – var efter sigende tidens bedste orkester.
Hoforkestret bestod af en række stjernemusikere, der alle komponerede musik. Violinisten, og efter sigende en af tidens dygtigste instrumentalister, Johann Georg Pisendel, fløjtenisterne Pierre-Gabriel Buffardin og Johann Joachim Quantz, der begge to, udover at spille og komponere, også byggede fløjteinstrumenter, lutspilleren Sylvius Leopold Weiss, som udgjorde en rival til J.S. Bach, når det gjaldt improvisation, og bassisten Jan Dismas Zelenka, som på grund af sin kirkemusik er blevet kaldt den katolske Bach. Alle forenede de fransk ynde, italiensk glød og tysk dybde i én strålende klang.
Denne koncert vækker lyden af 1700-tallets Dresden til live med musik skrevet af musikerne fra det enestående hoforkester, der sikrede statens ære.
Efter koncerten kan du deltage i langbordsmiddag i Salon sammen med kunstnerne fra scenen. Bestil plads ved bordet, når du køber din billet.
Concerto Copenhagen – ensemble for tidløs musik
I mere end 30 år er Concerto Copenhagen gået på opdagelse i og har fremført musikken fra barokken, wienerklassikken og den tidlige romantik med historisk bevidsthed og kunstnerisk kompromisløshed, og orkestret står i dag som et internationalt fyrtårn på sit område. Musikalsk leder Lars Ulrik Mortensen og Concerto Copenhagen forener kunstnerisk autenticitet og innovation og giver gennem originale fortolkninger musikken nyt liv og relevans for et moderne publikum.
Concerto Copenhagens musikere hører til den internationale elite af barokmusikere, og orkesteret har siden de første koncerter i 1991 været på en spændende kunstnerisk og musikalsk rejse – værdsat og rost af publikum og kritikere verden over. Med et repertoire, der kombinerer velkendt europæisk musik med mindre kendte værker af skandinavisk oprindelse samt ny musik, markerede orkestret sit 30-årsjubilæum i 2021, og blev efterfølgende udnævnt til Årets P2 Kunstner 2022.
Medvirkende
Concerto Copenhagen under ledelse af Lars Ulrik Mortensen
Til middag med kunstneren
Fuldend din musikalske oplevelse i Den Sorte Diamant med en langbordsmiddag efter koncerten sammen med musikerne fra scenen. Madkartoteket og Salon byder på en 2-retters middag med udgangspunkt i sæsonens råvarer. Bestil plads ved bordet, når du køber din billet.
Hovedret
Kalv med grillede spidskål, danske ærter, sauce på hønsefond med timian. Serveres med nye danske kartofler kogt i løvstikke, vendt i karse og persille.
Dessert
Rabarbertærte med havrecrumble og hvid chokoladecreme.
Inkl. vin/drikkevarer.