Jul i Børnenes Bibliotek

Foto: Malthe Ivarsson

Børnenes Bibliotek: Julehistorier og juleønsker

Kom i julestemning og mærk historiens vingesus, når I skal høre julehistorier og lave ønskesedler med fjerpen og laksegl.

Kom med til Børnenes Bibliotek, hvor vi laver aktiviteter i det kreative værksted. Denne gang skal vi skrive og tegne vores egne ønskesedler. Deltag også i en hyggelig oplæsning af julehistorier, som finder sted i den stemningsfulde, gamle læsesal.
 

Praktisk information

Der er fri entré for alle børn og deres voksne til Børnenes Bibliotek. Aktiviteterne er primært målrettet børn i alderen 4-11 år, men alle børn er velkomne. 

Børnenes Bibliotek finder sted i de åbne biblioteksområder kl. 10-16 hver søndag. Følg skiltene gennem bygningen eller spørg personalet i butikken om vej. 

Oplæsningen finder sted kl. 11 og kl. 14 i Gamle Læsesal. Der er et begrænset antal pladser til oplæsningen, og pladserne gives efter først til mølle-princippet.

Mad kan købes i Den Sorte Diamants café. Medbragt mad kan nydes på udvalgte steder i biblioteket.

I bibliotekets arkiver ligger fascinerende bøger og kataloger, hvor man kan se, hvad børn i gamle dage ønskede sig til jul. Vi har fundet billeder fra varehuskataloger fyldt med legetøj, som børn kunne skrive på deres ønskesedler. Inspireret af de gamle ønsker kan I overveje, hvad der skal stå på jeres ønskesedler. Så grib fjerpennen og lav jeres egne ønskesedler i det kreative værksted. 

Julestemningen spreder sig i Gamle Læsesal, når to julefortællinger vækkes til live. Kom og lyt til både en elsket klassiker og en ny fortælling – begge fyldt med juleønsker, gaver og den magi, der kun findes i december. 

Derudover vil I også altid kunne dykke ned i vores samling af særlige børnebøger, klæde jer ud, spille spil eller gå på opdagelse i biblioteket med for eksempel vores Diamantjagt eller udforske den nye magiudstilling. Der er altid børneværter fra biblioteket til stede, som guider jer igennem aktiviteterne og børnetilbuddene. Læs meget mere om det hele nedenfor.

Fantasifulde kostumer og sjove spil 

I Børnenes Bibliotek finder I et lille kostumehjørne. Her kan I klæde jer ud med sjove og flotte hatte, og I kan svøbe jer i smukke kapper med guldbroderi. I kan også spille en særlig udgave af Ludo, Twister og vendespil eller ligge et fint puslespil med motiver fra bibliotekssamlingen. 

Det lille særlige bibliotek 

I december har vi fundet en masse hyggelige julebøger frem, som I kan fordybe jer i. I vores lille bibliotek finder I også de bøger, som I måske ikke har set før. Det er gamle børnebøger fra dengang dine forældre og bedsteforældre var børn, og det er nye børnebogsværker med smukke og anderledes illustrationer. 

Du kan også bladre i en smuk håndindbunden udgave af H.C. Andersens eventyr, som er lavet specielt til Børnenes Bibliotek af bogbindere fra Det Kgl. Bibliotek. Det lille børnebibliotek har også flere bøger om magi, som man kan dykke ned i – evt. i forbindelse med et besøg i bibliotekets magiudstilling. 

Oplev huset og udstillingerne 

Vil I opleve huset eller bibliotekets udstillinger? Så kan I blandt andet tage på Den Store Diamantjagt, som sender jer på eventyr i bibliotekets bygninger, eller I kan udforske Bibliotekshaven med materialet Den hemmelige have. 

I bibliotekets store magiudstilling kan I gå på opdagelse i gamle bøger og billeder, der fortæller om trylleformularer, drager og måske spøgelser. Magiens Nøgle er udstillingens børnespor, hvor I sammen kan udforske udstillingen. Besøg også udstillingen Skatte, hvor I kan gå på Skatteekspedition blandt nogle af bibliotekets mest værdifulde værker.

Flere arrangementer for børn og deres voksne

Tilmeld dig nyhedsbrevet