Tusindvis af nye udsendelser i Det Kgl. Biblioteks DR-arkiv
Gå på opdagelse i enestående dokumentation af besættelsen, befrielsen, ungdomsoprøret, kvindefrigørelsen og meget mere.
Foto: Ukendt
Udgivet 12. maj 2026
Ca. 18.000 radioudsendelser fra perioden 1931-2008, er netop landet i DR-arkivet, og ca. 55.000 TV-udsendelser fra perioden 1973-2005 er på vej.
En af de helt tidlige optagelser er en live-transmission fra faldskærmsudspringeren John Tranums verdensrekordforsøg d. 7. marts 1935. DRs reporter Aksel Dahlerup er på pletten og opdaterer de spændte lyttere, mens han prøver at få kontakt til Tranum, der befinder sig i den støt stigende flyvemaskine – ganske uvidende om forsøgets tragiske udfald. Tranum nåede aldrig at springe, da han ved ca. 8,5 kilometers højde fik et hjerteanfald og døde.
Transmissionen stammer fra en samling, som rummer uvurderlig dokumentation fra danmarkshistorien – heriblandt besættelsestiden, befrielsen, politiske stormvejr, økonomiske og kulturelle kriser, ungdomsoprør, kvindefrigørelse og meget, meget mere.
Blandt tv-udsendelserne, der er på vej ind i arkivet, kan man indtil videre gå på opdagelse i 1970’ernes ’Skole-TV’, der blev finansieret af Undervisningsministeriet som supplement til folkeskolens undervisning. Udsendelserne handler om alt fra menneskekroppen til verdensrummet og giver desuden et spændende indblik i den danske folkeskole for godt 50 år siden.
Fakta om medieaftalen og DR-arkivet
- I medieaftalen 2023-2026 fik Det Kgl. Bibliotek til opgave at gøre DR’s arkiv tilgængeligt for offentligheden.
- DR-arkivet åbnede for offentligheden i marts 2025 og forventes i 2026 at rumme radio helt tilbage fra 1930’erne og tv til-bage til 1950’erne.
- Formålet er at give alle borgere adgang til centrale dele af Danmarks medie- og kulturarv og styrke et oplyst og demokratisk videnssamfund.
- En omfattende licensaftale med Copydan Arkiv og DR gør det muligt at åbne arkivet, samtidig med at rettighedshavere bliver kompenseret. Det er en aftale uden sidestykke – også internationalt.