Kom til dramatiske læsekredse i hele landet
Har du lyst til at opleve dramatik på en ny måde? Det Kgl. Bibliotek inviterer, i samarbejde med landets folkebiblioteker, til læsekredse, hvor du kan være med til at give liv til teatertekster.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
Udgivet 26. marts 2026
I forbindelse med digitaliseringen af 18.000 danske skuespil åbner vi nu døren til en særlig læseoplevelse: Her er du ikke bare læser. Du er medspiller.
Et skuespil er skrevet til scenen og ordene i manuskriptet vækkes først til live, når de bliver læst højt. Derfor får deltagerne i en dramatisk læsekreds mulighed for at indtage roller og læse sammen. Det kræver ingen erfaring med dramatik og ingen forberedelse – kun lysten til at være nysgerrig og læse sammen med andre.
Du møder op, får tildelt en rolle og bliver en del af fælles oplæsning, hvor teksten får stemme, krop og nærvær.
Tre møder – tre forskellige oplevelser
De dramatiske læsekredse består af tre mødegange:
Første møde: Læsning af et værk af en nulevende dramatiker. Dramatikeren er selv med ved mødet og fortæller om sit arbejde og teksten.
Andet møde: En forkortet version af klassikeren Den stundesløse af Ludvig Holberg.
Tredje møde: Fri læsning blandt de mange digitaliserede skuespil fra Det Kgl. Biblioteks samlinger.
Find en læsekreds nær dig
Dramatiske læsekredse afholdes på en lang række folkebiblioteker i hele landet, bl.a.:
Odder, Hørsholm, Albertslund, Helsingør, Aarhus, Vejle, Frederikshavn, Assens, Horsens, Thisted, Lyngby-Taarbæk, Frederikssund, Herlev, Hillerød, Skanderborg, Silkeborg, Høje Taastrup, Slagelse, Frederiksberg, Aalborg, Vordingborg, Kolding, Rudersdal, Nørrebro, Randers, Viborg og Holstebro.
Derudover kommer Svendborg (efteråret 2026) og Herning (efter 2026).
Flere steder er der stadig åbent for tilmelding. Se dit lokale biblioteks hjemmeside.
Fakta: En del af Danmarks Dramatiske DNA
Læsekredsene er en del af projektet Danmarks Dramatiske DNA, hvor Det Kgl. Bibliotek arbejder på at digitalisere dansk dramatik fra 1748 til i dag. Allerede nu er omkring 10.000 skuespil digitaliseret, og mange er frit tilgængelige online. Vil du selv gå på opdagelse i dramatikken, kan du finde inspiration og læse værker direkte på kb.dk.
Projektet er udviklet i samarbejde med folkebiblioteker i hele landet, Danske Dramatikere og Dramatikkens Hus. Projektet er støttet af Augustinus Fonden, Carlsbergfondet og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Find digitaliserede teatermanuskripter
I Det Kgl. Biblioteks teatersamling findes materiale om et bredt udsnit af scenekunst, som dans, teater, performance, cirkus og opera.