H.C. Andersens manuskripter og breve digitaliseres
Det Kgl. Bibliotek har fået 5,8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond til at digitalisere H.C. Andersens mindre kendte manuskripter og breve.

Foto: Det Kgl. Bibliotek
Udgivet 27. juni 2025
Det Kgl. Bibliotek har modtaget en generøs donation på 5,8 millioner kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Fondsstøtten går til digitaliseringen af vores omfattende samling af mindre kendte originale værker og breve fra H.C. Andersen.
H.C. Andersen er kendt for sine tidløse eventyr, men hans litterære arv rummer også en skat af manuskripter, breve, dagbøger og personlige noter. Disse dokumenter er unikke kilder til indsigt i mennesket bag de fantastiske fortællinger. Mens hans eventyr allerede er digitaliseret, har andre dele af hans forfatterskab været mindre tilgængelige for offentligheden.
- Vi er meget taknemmelige over at have fået denne støtte fra Den A.P. Møllerske Støttefond. H.C. Andersens forfatterskab og fantastiske eventyr betyder rigtig meget for danskerne – vi får læst dem højt som børn, lærer om dem i skolen osv. Det, at Det Kgl. Bibliotek nu kan bringe H.C. Andersens manuskripter og breve ud til et bredere publikum, har derfor også stor betydning for, hvordan vi i endnu højere grad kan formidle vores kulturarv. Vi ser frem til at dele H.C. Andersens skatte med offentligheden, siger direktør, Det Kgl. Bibliotek, Bente Skovgaard Kristensen.
Vi ser frem til at dele H.C. Andersens skatte med offentligheden.
Digitaliseringsprojektet, der begynder den 1. september 2025, vil sikre, at de historiske dokumenter bevares for fremtiden og giver brugerne nem adgang til materialerne online. Projektet inkluderer også pilotstudier, der vil undersøge mulighederne for automatisk transskription og avanceret billedanalyse, samt indsamling af metadata for at lette navigeringen i samlingen.
I alt vil 26.260 sider blive digitaliseret, hvilket vil åbne op for en dybere forståelse af H.C. Andersens arbejdsmetoder og bidrage til en ny standard for fremtidige digitaliseringsprojekter.
Vi ser frem til at formidle eventyrdigterens liv og værk gennem udstillinger og brevforestillinger. Og vi glæder os til at dele H.C. Andersens skatte med offentligheden og til at styrke kendskabet til en af Danmarks mest betydningsfulde kulturpersonligheder.