Erik Clausens ”sidste ord” bevares

Filmmand og samfundsrevser, Erik Clausen, lod sig interviewe til ”Det sidste ord”. Det Kgl. Bibliotek bevarer interviewet for eftertiden.

Erik Clausen i profil i "Det Sidste ord"-studiet.

Foto: Klaus Vedfelt/TV 2 Stills

Udgivet 01. november 2024 | Opdateret 26. november 2024

Det har aldrig ligget Erik Clausen fjernt at tage bladet fra munden og sige sin mening. Hvad enten det har været i film, tv-optrædener, gøgl eller gadeteater, har multikunstneren altid talt lige ud af posen.

Nu får han mulighed for at gøre det igen en sidste gang. Erik Clausen valgte nemlig inden sin død at give et interview til Mikael Bertelsen til programserien ’Det sidste ord’.  

Det Kgl. Bibliotek er partner på projektet "Det sidste ord" og vil fremover opbevare den fulde optagelse af Clausens interview i vores samlinger. Hvilket sikrer, at den forbliver en værdifuld kilde til fremtidig forskning.

- I et historisk perspektiv er det særligt interessant for os at lægge arkiv til en så fremtrædende, samfundsrevsende stemme som Erik Clausens. Hele interviewet, som er noget længere end det, der vises på TV, kan i fremtiden give et helt særligt indblik i den tid, som Erik Clausen bevægede sig i. Erik Clausen var ikke bange for noget eller nogen og heller ikke for at overlade sin historie uredigeret til eftertiden. Det siger Søren Bitsch Christensen, vicedirektør og chef for kulturarv på Det Kgl. Bibliotek.

Det Kgl. Bibliotek arbejder for at sikre Danmarks kulturarv for eftertiden, og ser ”Det sidste ord” som en oplagt mulighed for at sørge for, at fremtidige generationer kan få indsigt i de vigtige stemmer, der har formet vores samfund.

Erik Clausen døde som 82-årig efter længere tids sygdom 30. oktober 2024. TV2 udsender det klippede interview på deres kanaler søndag 10. november 2024.