Nye folkemusikfællesskaber i 1970’erne – på bølgelængde og på tværs

Ved Lene Halskov Hansen

Projektet undersøger hvordan og hvorfor nye fællesskabsformer med dansk spillemandsmusik, dans og sang i centrum udviklede sig til en landsdækkende folkemusikhusbevægelse i 1970’erne. Bevægelsen voksede ud af en stigende international folkemusikinteresse som vandt indpas i Norden i 1960’erne, og som skabte mange forskellige lokale udtryk. Folkemusikhusbevægelsens navn afspejler at den var inspireret af idéer fra Folkemusikhuset i Hogager, en afdeling af Dansk Folkemindesamling fra 1971-1994. Fra Folkemusikhuset kom bevægelsens overordnede formål: At skabe nye rammer for at alle generationer kunne mødes omkring danske folkemusiktraditioner i bred forstand, og at yngre generationer kunne mødes med og lære af de ældre, erfarne spillemænd, dansere og sangere. Men hvad var de egentlige drivkræfter der holdt bevægelsen i live i hen over 20 år – og hvorfor ebbede den ud?

Projektet baserer sig på interviews med udvalgte personer der var aktive i skabelsen af folkemusikhusbevægelsen i 1970’erne og dem der reagerede imod den. Hovedspørgsmålene er: Hvilke fællesskabsformer var centrale? Hvad var formålet, hvem involverede de, og hvordan blev de praktiseret? Og hvilke former for relationer blev skabt – eller ikke skabt – mellem den yngre og den ældre generation af folkemusikudøvere? Projektet vil udforske hvad forholdet var mellem bevægelsens overordnede formål og drivkraften for den enkelte deltager.

Undertitlen “på bølgelængde og på tværs” hentyder til de relationer og fællesskaber som på tværs af miljøer og generationer blev gensidigt berigende. Samtidig skal "på tværs” også forstås i den betydning at aktører og generationer til tider kom på tværs af hinanden og der opstod konflikter, splittelser, skuffelser og brud i bevægelsen.

Et karakteristisk træk i de lokale folkemusikhuse knyttet til bevægelsen var åbne folkemusikhusaftener eller -eftermiddage hvor alle generationer skulle kunne deltage, og hvor deltagerne på skift spillede, sang, fortalte, dansede, lyttede. Arrangementerne havde dermed karakter af deltagelse og udveksling frem for optræden for et lyttende publikum. Men også undervisning på, for eksempel, aftenskoler samt koncerter eller danseaftener med betalte musikere kunne indgå i miljøet. Bevægelsen udgjordes af enkeltpersoner, lokale folkemusikhuse ( personer, ikke bygninger), folkemusiklaug, samt enkelte sociale institutioner og børnehave- og andre seminarier.

Projektet ”Nye folkemusikfællesskaber” udforsker aktiviteter og relationer i et specifikt folkemusikmiljø i Danmark der opstod i begyndelsen af 1970’erne, og som i det store og hele ebbede ud i 1990’erne. Det giver nye svar på hvordan lokale miljøers aktiviteter havde virkninger der rakte langt ind i hverdagslivet for den enkelte – i spontane sammenkomster, fødselsdage og familiefester m.m., og i studie- og arbejdslivet. Set i en historisk kontekst bidrager projektet til at forstå hvordan folkemusikkens betingelser og fællesskaber i den vestlige verden forandrede sig gennem 1900-tallet og dermed hvor forskellige – og på nogle punkter måske også ens – de var.

Projektet strækker sig over et år på deltid og er en del af Dansk Folkemindesamlings dokumentation af immateriel kulturarv under overskriften “Fællesskaber i dagligdagen: Folkeoplysning, foreningsliv, frivillig aktivitet”.