Arktis under forvandling

Nicolaj Coster-Waldau, Minik Rosing og Martin Breum

 

Den kunstneriske brainstorm Arcitc Imagination om Arktis' fremtid fortsætter, når skuespiller Nikolaj Coster-Waldau, geologiprofessor Minik Rosing samt journalist og Arktis-kender Martin Breum besøger Den Sorte Diamant til en samtale om, hvordan Ishavet og landområderne omkring Nordpolen er under forvandling.

 

Nikolaj Coster-Waldau, der blev færdiguddannet som skuespiller i 1993, har de senest år fået et verdensomspændende gennembrud via sin medvirken i tv-serien Game of Thrones. Af FN blev Coster-Waldau, som er grønlandsk gift og har grønlandske børn, i september 2016 udpeget som UNDP Goodwill Ambassador med særligt fokus på at skabe opmærksomhed om klimaforandringerne.

Som Goodwill Ambassador har han været aktiv fra New York til Kenya, fra Thailand til Maldiverne, og i et interview til Det Kgl. Biblioteks kulturmagasin diamanten siger han bl.a., at to ting ligger ham på sinde:
’Lad os høre på de mennesker, der ved noget om de her ting. Hvad er det, de siger? (…) Og ud over det, så tror jeg grundlæggende på, at FN som institution, selvom der er en masse problemer, kan vise den eneste vej fremad’.

 

Minik Rosing er professor i geologi og har spillet en vigtig rolle i den geologiske udforskning af Grønland. For at skabe opmærksomhed om den forsvindende is i Arktis har han – i samarbejde med Olafur Eliasson – skabt værket Ice Watch. Kort fortalt bestod projektet af tolv store stykker is, der i 2014 blev fragtet fra Arktis og lagt i en cirkel på Københavns Rådhusplads for at smelte væk. Året efter blev værket genopført på Place du Panthéon i Paris under klimatopmødet COP 21.

 

Martin Breum er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole og er tidligere vært for DR Udland og Deadline på DR 2. Han har et indgående kendskab til Arktis og Grønland, sidstnævnte har han bl.a. beskæftiget sig med i bøgerne: Når isen forsvinder – Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen og Balladen om Grønland – trangen til løsrivelse, råstofferne og Danmarks dilemma.

 

Arctic Imagination - en kunstnerisk brainstorm om smeltende is og stigende temperaturer på tværs af Atlanten. På blot 100 år er Arktis og Nordpolen blevet forvandlet fra livsfarlige og gådefulde yderområder til egne, der har brug for vores beskyttelse og ansvarsfølelse. Det Kgl. Bibliotek, New York Public Library, Nasjonalbiblioteket i Oslo, Kungliga Biblioteket i Stockholm, Stockholms Stadsbibliotekt, Landsbiblioteket i Nuuk og Det Danske Generalkonsulatet i New York går i 2017 med Arctic Imagination sammen om et enestående samarbejde på tværs af Atlanten, hvor en række højt profilerede kunstneriske og kreative stemmer vil bidrage til den globale brainstorm på området. Bibliotekernes omfattende arktiske arkiver og samlinger fungerer som klangbund for samtalerne.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto

 

For yderligere information kontakt head of programming Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Lørdag 25. november kl. 17
Dronningesalen
Arctic Imagination:

Samtale mellem Nikolaj Coster-Waldau, Minik Rosing og Martin Breum