NIME - musikere møder maskiner!

Wayne Siegel m.fl. optræder til NIME-festivalen 2017

 

Spillelystne fingre, teknologisk puls. Dette års NIME festival & konference finder sted i København og har bl.a. Den Sorte Diamants huskomponist, Wayne Siegel på programmet.

Tidens boomende teknologiske revolution har længe redefineret musikverdenen. Over fem dage i maj i år vil alverdens opfindere og musikere indtage den københavnske tech-scene og præsentere de nyeste trends inden for teknologisk og musikalsk innovation ved den internationale NIME-konference.

NIME (The International Conference on New Interfaces for Musical Expression) er både en musikfestival og en akademisk konference, der udforsker krydsfeltet mellem moderne teknologi og musik.

NIME startede som en workshop i Seattle, Washington i 2001, men har på kort tid udviklet sig til en international konference for vidensdeling mellem opfindere, teknikere og musikere om bl.a. de nye musikalske interface designs, om den såkaldte computermusik, og om samspillet mellem menneske og computer.

Den Sorte Diamant tager del i NIME’s vision og co-præsenterer en række artister, der på egen vis har deres spillelystne fingre på den teknologiske puls. Bl.a. vil Det Kgl. Biblioteks huskomponist Wayne Siegel opføre værket Ritual – en komposition for solo-performer i et ’motion-tracking system’ udviklet af ham selv. Værket er skrevet til Den Sorte Diamants 12 kanals højtaler system. 

Blandt festivalens øvrige værker kan bl.a. opleves Jonghyun Kims Vehicle Music: En fjernstyret legtøjsbil i samspil med en elektrisk guitar, Artemis Magnetic Fields: Hvor et flygel ‘udvides’ med elektromagnetisme eller Palle Dahlsteds Living Strings: Her har komponisten fremstillet en række virtuelle strenge, der er inspireret af de lyde der frembringes ved at spille direkte på strengene inden i flygelet. 

 

Torsdag 18. maj 2017 kl. 20:00
NIME Festival

Jeff Snyder:Ghostline · Artemi: Magnetic Fields · Laura Reid/Tom Davis: Gemmeleg · Yemin Oh: Time Discontinuum · Palle Dahlstedt: Living Strings

Torsdag 18. maj 2017 kl. 21:30
NIME Festival · Atrium
Wayne Siegel: Ritual  · Jonghyun Kim: Vehicle Music

Billetsalg i Diamantinformationen (man-lør 8-21) og på www.billetlugen.dk: Standard 165 kr. Diamantklub 125 kr. Studerende 90 kr
Pressefotos kan downloades og bruges frit – fra
www.kb.dk/pressphoto.
Mere information hos: Musikproducent Jesper Egelund,
jepe@kb.dk – tel: 91 32 42 25