Det Kongelige Bibliotek lancerer sin egen mediekanal

Mediekanalen, der tilgås via Det Kongelige Biblioteks hjemmeside, er oprettet ud fra et ønske om at dele oplevelser fra den danske kulturarv med så mange som muligt. Selv om man ikke bor i København vil man fremover alligevel kunne få glæde af de forskellige kulturtilbud Det Kongelige Bibliotek tilbyder.

Mediekanalen indeholder:

Optagelser fra International Forfatterscene

Historier fra bibliotekets samlinger

Filmede interviews og foredrag

Vejledninger til studerende

Podcast med foredrag og lydeksempler fra bl.a. Dansk Folkemindesamling

Mediekanalen er åben alle døgnets 24 timer 365 dage om året.

Se blandt andet det højaktuelle interview med den britiske succesforfatter Edward St Aubyn, som har fået fantastiske anmeldelser for sine fem bøger om sin grusomme opvækst i den engelske adel.

Hør også den rørende folkevise ”Som stjernerne på himlen blå” med Ingeborg Munch.

Uanset hvor man befinder sig i landet, vil man fremover have adgang til viden og oplevelser fra Det Kongelige Bibliotek, Danmarks Nationalbibliotek og Københavns Universitetsbibliotek.

Så nåede man ikke at købe billet, kunne man ikke den dag, eller var rejsen for uoverkommelig, så kan man nu, ved et enkelt klik på hjemmesiden, indhente det forsømte.

De mange kulturtilbud vil kunne ses og høres her:

 http://www.kb.dk/da/mediekanal/index.html

Vi kan ikke love at være dagsaktuelle og vi kan ikke love, at alle internationale forfattere siger ja til at blive filmet, men et par dage efter arrangementerne, vil det, i de fleste tilfælde, være muligt via hjemmesidens mediekanal at se det, du gik glip af. Her vil også være indsigtsfulde podcasts formidlet af nogle af landets skarpeste hoveder.

Vi håber, at film- og lydklippene vil inspirere til at gå dybere ned i kulturarven eller søge mere viden om emnet via bibliotekets samlinger og digitale materialer. www@kb.dk

For yderlige information kontakt Det Kongelige Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen, 9132 4301, mail EKN@kb.dk.