Lea Thau giver ukendte skæbner talerør

Succes for klassisk storytelling via podcasts

 

Danske Lea Thau, der står bag de internationale storytelling- og podcast-succeser The Moth og Strangers besøger nu International Forfatterscene.

 

Lea Thau kom i 1996 egentligt til New York fra Aarhus for at være litteraturvidenskabs-studerende på udveksling ved Columbia University. Men da hun blev introduceret til storytelling-organisationen The Moth, blev hun bidt af fortælle-genrens magi og ændrede kurs. Efter ti års arbejde og engagement i The Moth lancerede hun i 2012 sin aktuelle og populære podcast-serie Strangers. I programmet, der også har rod i storytelling-traditionen, rækker Thau mikrofonen mod sig selv og fremmede, der på mest intime og ærlige vis fortæller historier fra deres liv.

 

Temaerne i Thaus podcasts er mangfoldige og kommer til udtryk i autentiske historier om alt fra amerikansk grænsekontrol og intimvoksbehandling til online dating og gradvise Alzheimers-symptomer. På et overordnet plan figurerer forholdet til det fremmede derfor også i alle Strangers-historierne. ”Stories to make us strangers no more,” er en passende undertitel i Thaus podcasts: Fordi programmet i al sin enkelhed giver almindelige amerikanske skæbner et talerør, bibringer det samtidig lytterne en ny slags indføling og empati med de ukendte stemmer

 

Strangers er siden sin lancering blevet en international podcast-succes med lidt over seks millioner downloads om året.

 

Lea Thau er i Dronningesalen i samtale med journalist og radiovært Susanna Sommer, som bl.a. er vært i programmet P1 podcaster.

 

Fotos kan downloades fra www.kb.dk/pressphoto 

 

For yderligere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, 91 32 43 64, lbha@kb.dk.

 

Mandag 19. juni kl. 20

Dronningesalen

International Forfatterscene
Lea Thau (DK/US) i samtale med Susanna Sommer