Storværk om den danske skole modtager årets H.O. Lange-pris

 Ning de Coninck-Smith & Charlotte Appel (red.): Dansk Skolehistorie, 1-5, 2013-15. Aarhus Universitetsforlag

Den mangfoldige danske skole er den, vi alle er rundet af. I 2014 kunne skolen og undervisningspligten fejre 200 års jubilæum. I samme anledning og for første gang i 100 år blev skolens samlede historie skrevet og udgivet. Redaktørerne har også tilstræbt at fortælle mange hverdagshistorier og fra mange synsvinkler. De fem bind tager, ud over historien, fat på både lærermangel, undervisningsformer, kønsroller, etnicitet, eksaminer, forældreråd, elevråd og meget mere.

I motiveringen bag valget af Dansk Skolehistorie 1-5, 2013-2015 som modtager af årets H.O. Lange-pris 2015 er der lagt vægt på følgende:

I løbet af få år er det lykkedes redaktørerne, professor MSO, dr. phil. Ning de Coninck-Smith og lektor, dr. phil. Charlotte Appel, begge Aarhus Universitet, at få dette store værk på omkring 2.500 sider om den danske skoles historie fra den spædeste start i middelalderen til i dag gjort færdigt.

Det er kun anden gang, at der overhovedet er fremkommet et stort bredt værk om den danske skoles historie. Første gang blev den skrevet af en enkelt mand mens det foreliggende værk er skrevet af en større forfattergruppe, der har kunnet støtte sig til den foreliggende forskning, men har i mange tilfælde tillige måttet gribe tilbage til de originale kilder, da undersøgelser af mange forhold har manglet, eller der er valgt nye tilgangsvinkler og stillet andre spørgsmål. Forskning og formidling går hånd i hånd ledsaget af både kendte og mange mindre kendte eller hidtil upublicerede illustrationer. Grundige oversigter over forskningen i dansk skolehistorie med internationalt udblik findes i hvert enkelt bind og øger værdien for læserne uanset niveau. Værket er en stor læseoplevelse.

Prisen overrækkes d. 24. februar 2016 kl. 16.00 i Blixen-salen på Det Kongelige Bibliotek, hvor prismodtagerne interviewes af Georg Metz.

 

Fakta:

 

H.O. Lange-Prisen, der er på 50.000 kr., blev indstiftet i 2001 af Det Kongelige Bibliotek og G.E.C. Gads Fond. Den gives for fremragende formidling af forskning inden for de humanistiske eller samfundsvidenskabelige fag eller undtagelsesvist inden for naturvidenskab.

 

Prisen uddeles hvert år og tildeles en person, en gruppe af personer, en institution el. lign., der gennem et enkelt værk, et livsværk, et kollektivt værk eller andre formidlingsformer har ydet en fremragende formidlingsindsats i Danmark af dansk eller udenlandsk forskning.

 

Prisen er navngivet efter H.O. Lange, Det Kongelige Biblioteks overbibliotekar 1904-24, der som biblioteks- og universitetsmand ydede en fremragende forsknings- og formidlingsindsats over et bredt felt fra ægyptologi, bog- og biblioteksvæsen til folkebibliotekernes og folkeoplysningens udvikling.

 

2014

Post.doc., ph.d. Rasmus Glenthøj for værket 1864 – Sønner af de Slagne (Gads Forlag, 2014).

2013

Professor emeritus Hans Hertel for værket PH – en biografi (Gyldendal 2012).

 

For tidligere modtagere se venligst http://www.kb.dk/da/kb/sponsor/ho_lange/modtagere.html