Litterære verdensnavne på vej til Diamanten
Sidst opdateret: 31-01-2012 09:58Med gæster som Isabel Allende, Hans Magnus Enzensberger og Linn Ullmann kan International Forfatterscene igen i 2012 præsentere aktuel litteratur fra et bredt udsnit af verden
Som altid skaber Det Kongelige Bibliotek gennemtræk for de internationale vinde, når nogle af verdens mest profilerede forfatterstemmer i en række samtaler kan opleves på scenen i Den Sorte Diamant.
”At følge forfatterrækken på International Forfatterscene året igennem er en af de mest effektive måder at komme på forkant med den internationale debat. Hvad tænker, skriver og taler de store forfattere om uden for Danmarks grænser?,” siger producent bag forfatterscenen, Lise Bach Hansen, der i år præsenterer navne fra USA, Chile, Frankrig, Tyskland, Sverige, Norge og England.
One Day hedder romanen, af David Nicholls, som er blevet kaldt årtiets kærlighedshistorie – og som i efteråret have premiere som film instrueret af Lone Scherfig. 22. februar er Nicholls årets første gæst på scenen. Han vil fortælle om hemmeligheden ved at skrive en arketypisk kærlighedshistorie, som vi alle synes, vi har gennemlevet. Og hvordan det er at skrive sin egen historie om til et filmmanuskript.
Den svenske forfatter Steve Sem-Sandberg vil fortælle om arbejdet med sin meget roste dokumentarroman om livet i ghettoen i Lódz. Og i samarbejde med den store københavnske litteraturfestival CPH:LITT præsenterer International Forfatterscene igen i år topaktuelle engelsksprogede forfattere: Engelsk-canadiske Tom Rachman har lagt verden for sine fødder med sit rammende portræt af en avisredaktion i De ufuldkomne, og amerikanske Jennifer Eagan vandt Pulitzerprisen i 2011 for den eksperimenterende post-postmoderne novelleroman A Visit From the Goon Squad, som udkommer på dansk i foråret. Forårssæsonen slutter af med den store kvindelige forfatter fra Norge Linn Ullmann aktuel med romanen Det dyrebare. To superstjerner fra den litterære stjernehimmel bliver topnavne i efteråret: Isabel Allende og Hans Magnus Enzensberger.
David Nicholls (UK) 22. feb. kl. 20. Steve Sem-Sandberg (S) 30. april kl. 20. Tom Rachman (UK) 8. maj kl. 20. Jennifer Eagan (USA) 11. maj kl. 20. Linn Ullmann (N) 21. maj kl. 20. Hans Magnus Enzensberger (Tyskland) efterår 2012. Isabel Allende (Chile) efterår 2012.
www.densortediamant.dk
Gratis pressefotos kan downloades og bruges i forbindelse med omtale fra www.kb.dk/pressphoto
For mere information kontakt kulturproducent Lise Bach Hansen, tel 3347 4364 / 5052 2201, lbha@kb.dk

