Mange flere besøger det hybride bibliotek

Læsesal Øst i Den Sorte Diamant
 Det er et overordnet mål for Det Kongelige Bibliotek at fremme udviklingen af det digitale bibliotek gennem udnyttelse af informationsteknologiens muligheder. Biblioteket abonnerer på mange elektroniske licensbelagte ressourcer og gennemfører selv digitaliseringsprojekter.
De elektroniske samlinger gør det muligt for brugerne at få adgang til relevant information døgnet rundt. Hybridfaktoren er et udtryk for, hvor langt biblioteket er i at udvikle det digitale bibliotek, dvs. den elektroniske benyttelses andel af den samlede benyttelse. Målet er, at den skal være stigende samtidig med, at der skal ske en stigning i den samlede benyttelse. Lånemønstre og øvrige benyttelsesmønstre er som følge heraf under kraftig forandring.
Som det fremgår af årsberetningen er antallet af udlån i 2006 i fortsat stigning. Væksten ligger især på elektroniske lån, mens konventionelle lån ligesom tidligere år udviser en vigende tendens. Nedgangen i de fysiske lån afspejler den generelle udvikling, hvor især brug af trykte tidsskrifter erstattes af elektronisk adgang og benyttelse.
Af årsberetningen fremgår det endvidere, at antallet af aktive lånere er steget fra 23.000 til 37.500 i 2006, det skyldes fusionen i 2005 med Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, ligesom antallet af forespørgsler er steget markant. Læsesal Øst i Den Sorte Diamant er stadig de studerendes mest foretrukne læsesal med 35.000 besøg årligt.
Også i år indeholder årsberetningen - foruden de sædvanlige beretninger om begivenheder og statistikker - en række fokusartikler, hvor der her skal henvises til: Særbevilling til indkøb af ny arabisk litteratur, Universitetsbibliotekets studiemiljø, Carl Nielsen Udgaven og Bibliotekets resultatkontrakt med Kulturministeriet for 2007–2010.