Oplev skuespillere i Herman Bangs ukendte stykke Mikaël

For første gang kan publikum opleve uddrag af det nyopdagede skuespil Mikaël, skrevet af Herman Bang. Skuespillerne Tammi Øst, Christian Tafdrup og Søren Spanning vil give tekstmæssige smagsprøver fra det genfundne stykke, hvis historie er forunderlig.
Det 5-akters store skuespil har ligget gemt og glemt i Det Kongelige Teaters Arkiv og Bibliotek siden 1910. Under sin søgen efter Herman Bangs dramatiske arbejder fandt Det Kongelige Biblioteks seniorforsker dr. phil. Knud Arne Jürgensen  med hjælp fra forfatteren Kaj Erik Nielsen sidste år det glemte manuskript. Skuespillet, der bærer titlen Mikaël er baseret på Bangs velkendte roman med samme navn fra 1904. I stykket fremlægges i dramatisk form romanens trekantsdrama om den verdensberømte, aldrende maler og enkemand, Claude Zoret, hans 21-årige model, yndling og plejesøn Eugéne Mikaël og dennes kærlighed til den modne fyrstinde Lucia Zamkof.  Herman Bang dramatiserede romanen i tæt samarbejde med teaterkritiker og dramatiker Sven Lange.
 
Det Kongelige Bibliotek fejrer Herman Bang og udgivelsen af Mikaël –  med arrangementet ”Fritænkeren Bang” den 29. januar kl. 19. Teaterkritiker Henrik Lyding, teaterinstruktør Gerz Feigenberg og seniorforsker dr.phil. Knud Arne Jürgensen vil denne aften diskutere Bang som fritænker og dramatiker. Særligt hædres Bang denne aften for en hidtil overset del af sit forfatterskab – nemlig sit arbejde som dramatiker. Og en førstegangsudgivelse af Bang i år 2008 må siges at være en lille litterær sensation.
 
Tirsdag 29. januar 2008 kl. 19
Dronningesalen, Den Sorte Diamant
Priser:
Standard 50 kr.
Studerende 25 kr.
Medlemmer gratis
 
Billetter online på BILLEtnet og i Diamantens reception
 
Kontaktoplysninger:
Lise Bach Hansen
Tlf.nr. 3347-4364