H.O.Lange-Prisen til stort værk om Dansk Naturvidenskabs Historie

Årets H.O. Lange-Pris tildeles redaktørerne af værket Dansk Naturvidenskabs Historie  
(Bind 1-4. Aarhus Universitetsforlag 2005 – 2006), Helge Kragh, Henry Nielsen, Kristian Hvidtfelt Nielsen og Peter C. Kjærgaard.
 
Luk avisen op, og spalterne er fulde af danske eksperter, der slås om konsekvenserne af klimaforandringer eller andre emner af naturvidenskabelig karakter. Man kan nemt glemme, at de til tider heftige debatter, samtidig er videreførelsen af en mere end 500 år gammel naturvidenskabelig tradition, der har medvirket til at gøre os til dem, vi er i dag..
Siden Tycho Brahe (1546-1601) har naturvidenskaben været en vigtig del af Danmarks kulturelle og samfundsmæssige udvikling. De fire redaktører, der modtager årets H.O. Lange-Pris for fremragende forskningsformidling, der uddeles af G.E.C. Gads Fond og Det Kongelige Bibliotek, har haft det mål at placere naturvidenskaben på det historiske Danmarkskort. Helge Kragh, Henry Nielsen og Kristian Hvidtfelt Nielsen, Steno Instituttet samt Peter C. Kjærgaard, Institut for Filosofi og Idehistorie, Aarhus Universitet, har redigeret det godt 2000 siders store værk Dansk Naturvidenskabs Historie, 1-4. Aarhus Universitetsforlag 2005-2006.
Selv om naturvidenskabens metoder og resultater ikke respekterer landegrænser, mener de fire forfattere, at det i høj grad giver mening at beskrive naturvidenskabens udvikling i en national kontekst. ”Forfattergruppen formår for første gang at formidle hele dansk naturvidenskabs historie til både almindeligt interesserede og andre fagfolk”, hedder det i motivationen, der fortsætter: ”N aturvidenskaben bliver her ikke beskrevet som en perlerække af erkendelsesmæssige landvindinger, men anskuet i en samfundsmæssig og institutionel sammenhæng, der først rigtigt giver indblik i dens betydning for Danmark og det internationale videns samfund”.