Carl Nielsens forseglede breve åbnet
Efter 50 år i en forseglet kuvert er en række breve nu tilgængelige for forskere og offentligheden. Håbet er at brevene kan give nye indsigter i Carl Nielsens nære relationer og liv.
Foto: Det Kgl. Bibliotek
Udgivet 07. januar 2026 | Opdateret 08. januar 2026
Siden 1976 har 47 breve været gemt i en lukket forseglet kuvert på Det Kgl. Bibliotek. Brevene er til og fra den berømte danske komponist Carl Nielsen og kredsen omkring ham. Ingen har måttet læse dem – før i år. De blev nemlig indleveret med den klausul, at indholdet skulle holdes hemmeligt i 50 år.
““Når materiale er indleveret til Det Kgl. Bibliotek med en klausul, så kan donator have tillid til, at aftalen bliver respekteret. I dag har landets Carl Nielsen-forskere haft en ekstra juleaften, som de har ventet længe på. Det en stor glæde endelig at kunne give adgang til nyt kildemateriale. Og det er et smukt eksempel på, hvordan vi både passer på kulturarven og – når tiden er inde – stiller den til rådighed, så ny viden kan opstå,
6. januar 2026 åbnede Bjarke Moe, seniorforsker på Det Kgl. Bibliotek, og Michael Fjeldsøe, leder af Carl Nielsen Centret på Museum Odense, for første gang op for herlighederne. Og det var med stor spænding, at kuverten forsigtigt blev skåret op, for selv ikke Det Kgl. Biblioteks medarbejdere vidste, hvad man ville finde bag forseglingen.
““Det måtte jo være nogle breve, som familien, der afleverede materialet i sin tid, fandt vigtige at bevare for eftertiden, men samtidigt breve, som med det samme ikke tålte dagens lys. Nu ved vi så endelig, at det overvejende drejer sig om breve til og fra Ove Jørgensen, der var Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens personlige ven, med hvem de delte mangt og meget om deres privatliv,
For forskerne begynder arbejdet nu med at dykke dybere ned i, hvad brevene fortæller.
Den klausulerede kuvert har i årrække været placeret inde i en syrefri æske for at beskytte brevene så godt som muligt, uden at åbne kuverten. Nu kan brevene ompakkes, så de bliver endnu bedre bevaret for eftertiden. Herefter vil de kunne bestilles til Det Kgl. Biblioteks læsesal af vores brugere.