Georg Brandes: 'Henrik Pontoppidan'

|<

<

>

>|

Georg Brandes: 'Henrik Pontoppidan'

"I marts 1910 holdt Georg Brandes et foredrag om Henrik Pontoppidan i Studentersamfundet i Kristiania, måneden efter fremlagde han en omarbejdet og gennemrettet version for et dansk publikum i Kasinos koncertsal i København. Det er denne version der – endnu engang gennemarbejdet – er gået til trykken i tre dele i Politiken d. 18., 19. og 20. april 1911 for siden, i 1913, at stå som det indledende kapitel i Fugleperspektiv (optrykt i Samlede Skrifter, Tredje Bind, 2. udg. 1919).

Brandes må have ladet Politiken beholde manuskriptet. Henrik Cavling har taget det til sig og har – som det fremgår af et kort følgebrev – i 1911 sendt det til "kære Ven", nemlig til Pontoppidan selv, der på dette tidspunkt lå på Kommunehospitalet, efter en netop overstået galdestensoperation. Pontoppidans datter Else Thomsen har siden, i 1964, skænket manuskriptet til Elias Bredsdorff "som Tak for Deres store Forstaaelse og Interesse for min Far’s Personlighed og Forfatterskab", vist i forbindelse med udgivelsen samme år af Bredsdorffs Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En Redegørelse for Brevvekslingen.

Efter Bredsdorffs død havnede manuskriptet på Bruun Rasmussens auktion, hvor Håndskriftafdelingen erhvervede det 2006." (citeret fra Jørgen Knudsens artikel om manuskriptet, der er bragt i tidsskriftet Bogens Verden, 3/2006).

Manuskriptet på 45 + 3 indskudte sider har dimensionerne 17 x 21 cm. Signaturen er Acc. 2006/18.