Gå til hovedindhold

Lån til udstillinger

Det Kgl. Bibliotek samarbejder gerne med arkiver, biblioteker og museer om lån af trykte bøger, håndskrifter, kort, billeder og andre genstande fra samlingerne til brug i udstillinger.

Arbejdsbord med udstillingsmaterialer Ophav ukendt

Biblioteker, arkiver og museer samt lignende institutioner har mulighed for at låne trykte bøger, håndskrifter, kort, billeder og andre genstande fra vores samlinger til deres udstillinger. For vi vil gerne have vores samlinger ud til så mange som muligt.

Der er dog nogle krav til de institutioner, vi låner ud til.

Institutionen skal have:

  • offentlige udstillinger som en del af deres virksomhed.
  • egnede fysiske lokaler.
  • personale, der har den nødvendige uddannelse til at håndtere de værker, som de låner.

Inden vi indgår et samarbejde, vurderer vi, om institutionen kan opfylde de høje sikrings- og bevaringskrav.

For at undgå beskadigelse af samlingernes materialer låner vi udelukkende materialer ud, som kan tåle det.

Endelig låner vi kun udstillingsmaterialer ud til andre institutioner - ikke til privatpersoner.

Inden du ansøger om lån til udstilling

Vi har høje krav til jeres personale, udstillingsområde og håndtering af materialet. Derfor er det vigtigt, at du læser "Betingelser for lån fra Det Kgl. Bibliotek til udstillinger" nøje igennem, inden du kontakter os.

Du er velkommen til at kontakte os, hvis du er usikker på, om din institution kan komme i betragtning som udstillingslokale. Kontakt os gerne tidligt i din planlægning. Send os præcise oplysninger om det materiale, du ønsker at låne, og beskriv hvordan det indgår i udstillingskonceptet.

Send os så vidt muligt en rapport vedrørende sikring og klimastyring af udstillingsrum og montre sammen med din anmodning om lån.