Brug Rigsarkivet i Den Sorte Diamant

27. januar 2020 flytter Rigsarkivet ind hos Det Kgl. Bibliotek, hvor de to institutioner skal dele ny, fælles læsesal.

Det Kgl. Bibliotek og Rigsarkivet. Fælles forskningslæsesal

Foto: Det Kgl. Bibliotek

Nu triller vogne med arkivmaterialer fra Rigsarkivet ind i Den Sorte Diamant, København. Fra mandag 27. januar kl. 12 skal Rigsarkivets brugere nemlig bruge arkivets materialer på den nye fælles læsesal, som vi har døbt "Forskningslæsesalen".

Arkitektfirmaet Arkitema har tegnet og ledet ombygningen af bibliotekets tidligere læsesal, så vi nu kan byde velkommen til en mere nutidig læsesal, der kan indfri brugernes og institutionernes krav. Den nye læsesal er designet til at huse brugere med forskellige behov, og der er for eksempel to skranker - én for Det Kgl. Biblioteks brugere og én for Rigsarkivets.

Ovenfor selve læsesalen er der fri adgang til en række opslagsværker og kildesamlinger.

I forbindelse med åbningen er der reception 27. januar kl. 10 på Kirkebybroen, hvor der er taler af kulturminister Joy Mogensen, rigsarkivar Anne-Sofie Jensen og direktør Svend Larsen.

Er du kommende bruger af Forskningslæsesalen, er du meget velkommen til at møde op og fejre åbningen med os.