Titelbladet til almanakken fra 1619 DNLB Klik for at se en forstørrelse

Forsiden til forordningen om almanakreformen i 1700 DNLB Klik for at se hele forordningen

Klik for at se en forstørrelse

Almanakken for februar 1700 efter gammel stil og efter ny stil DNLB Klik for at se en forstørrelse

Kalenderen & almanakker

Kalender
Almanakker

Arbejdet med at udarbejde kalendere og beregne almanakker har været arbejde for astronomer siden oldtiden. Med til beregningerne hørte - og hører - forudsigelsen af astronomiske begivenheder såsom Solens op- og nedgange, Månens faser, planetpositioner, stjernernes tilsynekomst, formørkelser osv.

Den kalender, vi kender i dag, har en lang historie. Opdelingen i 12 måneder à 30 eller 31 dage stammer fra Romerriget. I 200-tallet overtog det kristne samfund denne kalender, men ugens længde blev sat til syv dage, svarende til antallet af dage i skabelsesberetningen - og i øvrigt også til antallet af 'planeter'. Som planeter - vandrestjerner - regnedes Sol, Måne og de fem planeter Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn. Det geocentriske verdensbillede opfattede ikke Jorden som en planet, og planeterne uden for Saturn var ikke opdaget endnu.

Den kalender, den kristne kirke overtog fra romerne, den julianske kalender, bestod af et år på 365 dage med et skudår på 366 dage hvert fjerde år. Årets længde var altså på 365,25 dage. Imidlertid er det tropiske år (tidsrummet mellem to passager af forårspunktet) på 365,2422 dage. Fordi året var sat lidt for langt i den julianske kalender flyttede årstiderne sig langsomt tilbage, således at forårsjævndøgn i 1500-tallet lå den 11. marts, og ikke den 21. marts, som oprindelig. Det førte til, at pave Gregor XIII i 1582 indførte den gregorianske kalender, som er identisk med den julianske, bortset fra antallet af skudår. I den gregorianske kalender er år, som ender på 00 ikke skudår med mindre 400 går op i årstallet. Året 1900 var ikke skudår, år 2000 var det, mens år 2100 ikke skal være det. For at få flyttet forårsjævndøgn 'på plads' blev der sprunget 10 dage over.

Den gregorianske kalender blev straks taget i anvendelse i de romersk-katolske lande, mens de protestantiske lande gjorde det senere. I Danmark blev den gregorianske kalender indført i år 1700 ved at der blev udeladt 11 dage i februar (den julianske kalender var kommet endnu en dag 'bagud'), og den 1. marts fulgte lige efter den 18. februar.

Kalenderskiftet i Danmark skete i høj grad på grund af Ole Rømers indsats. Kalenderskiftet blev ledsaget af en forordning, som især behandlede økonomiske forhold.

Ugedagenes navne

Romerne har givet os ugedagenes navne. De stammer fra Sol, Måne og de dengang fem kendte planeter. De latinske navne er let genkendelige i de romanske sprog, fx fransk: lundi, mardi, mercredi, jeudi, vendredi, samedi og dimanche; lørdag og søndag falder udenfor, det skyldes indflydelse fra den kristne kirke. De danske navne er 'oversat' til de nordiske guder, men der er stadig pæn sammenhæng:

En meget vigtig del af de ældre almanakker, både før og efter universitetsprivilegiet var forudsigelserne. Der var forudsigelser for det kommende år af vejr og vind, af gunstige tidspunkter for åreladning og tandudtrækning, og af krige og katastrofer. Dette prognostiske indhold var med til at gøre almanakkerne populære. Her vises januar 1619 og et udsnit af samme opslag. Her spås om vejret (søndenvind, blæst, Snevind, kold vejr) samt andet ved hjælp af forskellige symboler.

I 1685 optrådte Universitets observatorium, Rundetaarn, for første gang på almanakkens forside. Det blev der indtil 1864, hvor det blev erstattet af det da nye observatorium på Østervold. Denne bygning findes stadig på almanakkens forside, selv om den ikke længere huser observatoriet.

En anden nyskabelse i almanakken for 1685 var, at spådommene på Ole Rømers foranledning blev fjernet. De måtte indføres igen allerede i 1687. Først længe efter 1700 forsvandt forudsigelserne fra almanakken.

I forbindelse med kalenderreformen i 1700 udkom der to almanakker. Forordningen om kalenderreformen kom først den 28. november 1799, og da var de nye almanakker allerede trykt. Klik på almanakkerne for at se en forstørrelse.

Almanakker

I 1636 fik Universitetet privilegium på at udgive almanakker, et privilegium, som blev opretholdt til 1976. Privilegiet blev dog i lange perioder omgået. Med privilegiet fulgte en forpligtelse for Universitetet til at foretage de beregninger, som almanakken blev baseret på: Solens op- og nedgangstider, Månens faser, formørkelser, planeternes bevægelser osv.