Thott 2061 4°: Ius civitatis Lubicensis

|<

<

>

>|

Thott 2061 4°: Ius civitatis Lubicensis

Pergament, 19 ff. (A + 1-18 = IV, 1+III, II), ca. 20,5 × 15 cm; Tyskland: Lübeck, 1243

Håndskriftet indeholder Ius civitatis Lubicensis, den latinske version af Lybske Ret (Lübisches Recht). Teksten er kopieret i året 1243 af Henricus de Bruneswich (Heinrich fra Braunschweig) i hans egenskab af ‘scriptor civitatis lubicensis’, skriver for staden Lübeck. Håndskriftet blev sendt som gave fra rådmændene i Lübeck til staden Tønder i Sønderjylland. Der er tale om det ældste kendte eksemplar af den latinske version, som er dateret af skriveren selv

Teksten fra slutningen af § 91 til § 104 samt epilogen mangler i håndskriftet. Slutningen af håndskriftet var gået tabt allerede i 1795, idet Thott-katalogen gør opmærksom på at der mangler tekst sidst i bogen (“sub finem mutilus”). Den tabte tekst i Thott 2061 4° kendes imidlertid i en direkte afskrift af kilden fra håndskriftet Thott 591 8°

Håndskriftet er blevet folieret på et ikke nærmere angivet tidspunkt efter 1951. Første blad blev ikke nummereret; det betegnes som A i denne faksimile. Blad A’s recto-side er blank, mens verso-siden rummer optegnelser fra 1400-tallet om domfældte borgere i Tønder

I Thott-katalogen blev bogen beskrevet som værende i slet forfatning (“male habitus”). Dens nuværende tilstand må betegnes som nogenlunde god, delvist som resultat af nyere konservering. I denne proces er det indre dobbeltblad i første læg imidlertid blevet anbragt omvendt. Det blad, der er folieret som nummer 4 er faktisk bogens blad 3, og vice versa

Håndskriftet har tilhørt juristen og historikeren Andreas Hojer (1690-1739), som var født nær Tønder, hvor han også blev begravet. Herefter tilhørte det greve Otto Thott (1703-1785), som testamentarisk havde bestemt, at hans samling på ca. 4000 håndskrifter skulle overgå til Det Kongelige Bibliotek

Bibl.: Catalogus Bibliothecæ Thottianæ, tom. VII, Hauniæ 1795, p. 496. - Ludwig Andresen, Acta Tunderensia, in: Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, 38, Leipzig 1908, p. 357-371. - Ellen Jørgensen, Catalogus codicum Latinorum medii ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis, Hafniæ 1926, p. 398. - Danmarks gamle købstadlovgivning, I. Sønderjylland, ed. Erik Kroman, København 1951, p. 215-232. - Wilhelm Ebel, Lübisches Recht, I, Lübeck 1971, p. 37f. - Bernhard Am Ende, Studien zur Verfassungsgeschichte Lübecks im 12. und 13. Jahrhundert, Lübeck 1975, p. 47 & passim. - Diplomatarium Danicum, I.7, København 1990, no. 109 p. 103f.

Erik Petersen