P. Heise: Tornerose

|<

<

>

>|

P. Heise: Tornerose

Heise komponerede musikken til Tornerose i 1869 – i samme periode som musikken til balletten Cort Adeler i Venedig.

Peter Heise og Christian Richardt var venner helt tilbage fra skoletiden. De skrev flere værker sammen heriblandt korværkerne Efteraarsstormene, Volmerslaget og Tornerose.

Emnet for Tornerose er det samme som i eventyret af samme navn, men Richardt udelader begyndelsen og koncentrerer sig i stedet om prinsen, der ved hjælp af tro, kærlighed og harpespil befrier Tornerose fra søvnen.

Opførelsen fandt sted i Musikforeningen den 24. marts 1873, og Berlingske Tidende anmeldte værket positivt:

”Heises ”Tornerose” fortjener fuldkomment det levende Bifald, med hvilket Compositionen blev modtagen [...] Poesi og Musik forene sig her til en Fællesvirkning, der er saa meget stærkere, som Emnets rige Romantik ligesom af sig selv løfter Stemningen og gjør Tilhørerne modtagelige for det meget skønne, der bydes dem [...] Baade i Solopartierne og i Chorsangene slutter Musikens Udtryk sig i tiltalende og ædel Form til Texten”.

En af sangene kom til at leve sit eget liv også uden for korværket, nemlig prinsens romance Saa langt jeg kan mindes, drømte jeg om dig, der blev trykt separat.

Litteratur, cd-indspilninger og trykte udgaver