P. Heise: Dyvekes Sange

|<

<

>

>|

P. Heise: Dyvekes Sange

Det sidste, Heise komponerede, var Dyvekes Sange.

Holger Drachmanns skrev sin digtcyklus om Dyveke til Peter Heise. Den udkom i foråret 1879 i samlingen Ranker og Roser som Dyvekes Viser under overskrifterne ”I Bergen” og ”Paa Sælland”. Af Drachmanns i alt ti digte udvalgte Heise syv.

Teksterne skildrer Dyveke som ung kræmmerpige i Bergen (Skal altid fæste mit hår under hue), hendes længsel efter at tilhøre samfundet øverste lag frem for blot at være ”Askepot” (Ak, hvem der havde en hue), hendes betagelse af prinsens kansler – det siges, at kansler Erik Valkendorf introducerede Christian og Dyveke for hinanden – og af prinsen, som hun endnu ikke har set (Hvad vil den mand med kæder på), hendes reaktion på mødet med prins Christian (Vildt, vildt, vildt suser blæsten), det ikke uproblematiske liv på Sjælland som kongens elskerinde (Næppe tør jeg tale) med deraf følgende angst og intriger (Det stiger, det stiger, det stiger herop) og endelig Dyvekes fornemmelse af på en gang sommerglæde og af sin egen snarlige død (Se, nu er sommeren kommen).

Synsvinklen er konsekvent Dyvekes, og Heise understreger musikalsk hendes skiftende stemninger og følelser. Meget udtryksfuldt er for eksempel de voldsomme skift i Vildt, vildt, vildt suser blæsten mellem på den ene side voldsom blæst, havet i oprør og Dyveke i ophidset sindstilstand (i klaveret skildret på en måde, der kan sammenlignes med for eksempel Schuberts skildring af det vilde ridt i lieden Erlkönig) og på den anden side Dyvekes smeltende, intense betagelse af prinsen (musikalsk markeret med skift til dur, 6/8-takt og Lento assai og dolcissimo).

Det dramatiske element er i det hele taget kendetegnende for Dyvekes Sange. Heise har sandsynligvis trukket på erfaringerne fra operaen Drot og Marsk, som han havde komponeret få år tidligere.

Heises manuskript rummer syv sange samt en supplerende skitse til sang nr. 6 (noteret i ¾) og en tidligere version af sang nr. 3.

Den trykte version af Dyvekes Sange, som kom i 1879 på Wilhelm Hansens Forlag kort efter Heises død, udelader den sidste sang, Se, nu er sommeren kommen (trykt første gang, særskilt, i 1896). Det rejser spørgsmålet om, hvor Dyvekes Sange slutter. Er det med Dyveke i affekt i den deklamatoriske, anråbende afsluttende linje af Det stiger, det stiger, det stiger herop? Eller med den musikalsk set på overfladen mindre dramatiske Se, nu er sommeren kommen, der tekstmæssigt slutter med ankomsten af de forgiftede kirsebær, der skal forårsage Dyvekes død?

Litteratur, cd-indspilninger og trykte udgaver