Pergament, 138 ff., ca. 22,5 × 16 cm; ca. 1100
Håndskriftet indeholder de første 16 bøger af Priscianus' Institutiones Grammaticae, der i middelalderen ofte kopieredes som selvstændigt værk under betegnelsen Ars maior (værkets to sidste bøger betegnedes tilsvarende Ars minor). Priscianus' værk, der er skrevet i 5.-6. århundrede e.Kr., er den mest omfattende fremstilling af den latinske grammatik, der er bevaret fra oldtiden. Værket er en vigtig kilde til (sen)antik sprogopfattelse, og fik vid udbredelse i middelalderen som grundlag for skolernes undervisning i latin
I håndskriftet indledes de enkelte bøger med større, ganske elegante initialer. Kapiteloverskrifter er skrevet i rødt. Begge dele har gjort det lettere at orientere sig i det omfattende værk
Håndskriftets sidste blade rummer en uregelmæssighed: f. 137 har oprindeligt fulgt efter f. 134. Imellem de to blade er f. 135 og 136 indskudt. De er skrevet i en yngre hånd og i et andet layout end f. 134, f. 137 og håndskriftet i øvrigt. F. 135r begynder med det samme tekststykke som er kopieret på de 5 sidste linier af f. 134v. På resten af 135r, 135v og 136r fortsætter teksten til lib. XVI til og med bogens afsluttende ord sidera polus. F. 136v rummer optegnelser i en meget uformel skrift. F. 137 rummer teksten XVI, 6-13 (“suas uictis compagibus ... inter alias species inueniuntur. Vt” = Grammatici Latini III, ed. M. Hertzius, Lipsiae 1859, 96.20-102.15), som følger umiddelbart efter de sidste ord på f. 134v (”... radice uetusta effudere” = GL III 96.20). Teksten XVI, 6-13 (”Inuenitur tamen etiam... inter alias species inueniuntur” = GL III 96.14-102.15) findes altså kopieret to gange i håndskriftet, dels i håndskriftets oprindelige hånd, dels i en yngre. - På f. 138r er der skrevet en enkelt note, antagelig i Lindenbrogs hånd. 138v rummer en række nu næsten ulæselige optegnelser i en eller flere middelalderlige hænder
Håndskriftet har tilhørt Saint-Victor-klostret i Paris. Det bærer klostrets signatur (f. 1r, delvist ødelagt), dets exlibris (f. 3r), og en senmiddelalderlig, bibliotekarisk note om håndskriftets indhold (f. 136r). Håndskriftet ikke er medtaget i Claude de Grandrues håndskrevne katalog over Saint-Victor-klostrets håndskrifter fra 1514; det har altså ikke stået i klostrets læsesal, men formentlig i dets parvum armarium eller inferior bibliotheca. Det må antages at have været i Saint-Victor endnu omkring år 1600, da Friedrich Lindenbrog (1573-1648) under sit ophold i Paris gjorde dette og flere andre håndskrifter til sine. Lindenbrog overdrog siden håndskrifterne til biblioteket på Gottorp slot ved Schleswig, hvis håndskriftsamling i sin helhed blev overført til Det Kongelige Bibliotek i København i 1735
Det fremgår af håndskriftets foliering og af den bibliotekariske note, at håndskriftet har fået sin nuværende form allerede i middelalderen. Det er derfor næppe korrekt, når Jørgensen betegner håndskriftet som en ”liber mutilus et male compactus”
Bibl.: Ellen Jørgensen, Catalogus codicum Latinorum medii ævi Bibliothecæ Regiæ Hafniensis, Hafniæ 1926, p. 331. - M. Gibson in Scriptorium 26, 1972, p. 108. - M. Passalacqua, I codici di Prisciano, Roma 1978, p. 113 no. 254. - G. Ballaira, Per il catalogo dei codici di Prisciano, Torino 1982, p. 244. - Eva Horváth, Friedrich Lindenbruch. Späthumanist und Handschriftensammler des 17. Jahrhunderts. Ein Beitrag zur Hamburger Bibliotheks- und Gelehrtengeschichte, Hamburg 1988 [dissertation, microfiche], p. 220f. - Gilbert Ouy, Les manuscrits de l’abbaye de Saint-Victor. Catalogue établi sur la base du répertoire de Claude de Grandrue (1514), Paris-Turnhout 1999, tome 2, p. 29 & passim
Erik Petersen
