Et Skib med svenske Arbejdere er kommet til Bornholm. Bønderne er mødt op ved Havnen, vælger sig deres Arbejdskraft ud med øjnene og raaber den an. Der bydes og tinges, hvert øjeblik kryber en eller to Svenskere op i Halmen i Bøndervognene og ruller bort.
    Lidt afsides staar en ældre, ludende Mandsling med en Sæk paa Ryggen og en 8-9 Aars Dreng ved Haanden. Ved deres Fødder staar en grøn Kiste. Hver Gang en Vogn kører, rykker Drengen utaalmodig i den gamle, der snakker beroligende til ham, mens han følger Bønderne med Øjnene og bevæger Munden bekymret. Hans røde, vippeløse øjne løber i Vand af at stirre, og han tørrer dem med Sækkehalsen.
    "Ser du den der?" siger han til Drengen og peger paa en lille tyk Bonde med Æblekinder. "Tro om han ikke skulde være god mod Børn? Skal vi forsøg'en, Pojke?"
    Den gamle er Lasse Karlsson fra Tommelilla, og Drengen er hans Søn, Pelle.
    De staar afsides, og der er ikke nogen, der byder paa dem endnu. Ingen kan skue Far Lasse paa Haarene, at som han staar der, er han et Midtpunkt i Proletardigtningens Indmarch i dansk Litteratur. Uænset af Havnepladsens Mylder er han Genstand for Millioner af Øjnes anspændte Opmærksomhed. Tyske og polske, russiske og amerikanske øjne betragter ham, mens han staar og spejder med sit vippeløse Blik. Denne halvgamle svenske Røgter er ikke blot en af dansk Digtnings faa monumentale Skikkelser, men et Verdenscentrum. Saa forladt, han er, personliggør han en Bevægelse, der omspænder Jorden, hans hjælpeløse Figur er et Sejrens Sindbillede. Lasse er Proletaren, for første Gang sat lyslevende ind i Litteraturen.
    Nu, det er gjort, kan det - som alt, der er lykkedes helt - se ud som en Selvfølge. Det kan være svært at anskueliggøre sig, hvor stor Bedriften i Virkeligheden var. "Pelle Erobreren"'s første Bind, hvori Far Lasse for første Gang dukker op. udkom i en saa fjern Tid som 1906. Bogen er samtidig med hele Bondedigtningens Frembrud, med Aakjærs og Skjoldborgs Skildringer af Husmændenes og Tjenestekarlenes Liv. Men ingen anden af Tidens Proletarbøger - heller ikke Udlandets (Gorki) - løser i saa stor Stil den vanskelige Opgave: at skabe Billedet af den jævneste Mand, noget saa lavt som en Røgter, et Individ, der ikke paa nogen Maade er mærkeligt - og give Billedet Storhed.
    Oehlenschlæger kunde skabe sin Aladdin af sin Ungdom og Troen paa sit Geni og gyde Fantasiens Glans om ham. Dostojefski kunde af sin Menneskekundskab og sin Mystik digte en Fyrst Mysjkin, saa vi i hans Nærhed mærker Suget af de bundløse Dybder i det menneskelige Sind. Men baade en Romantiker som Oehlenschlæger eller en Psykolog som Dostojefski er inderst inde identiske med deres Figurer-kunde fylde dem med hele deres Personlighed og give dem deres eget Genis Gyldighed. Nexø var afskaaret fra at lade sin Lasse straale i noget romantisk Skær, for det var Virkelighed, han vilde fremstille. Og han var afskaaret fra at give ham Dybde ved at aabne for mærkelige Afgrunde i hans Væsen. For det i Sandhed mærkelige ved Lasse er jo netop, at han er jævn, altsaa uden Afgrunde. De store Lidenskaber og romantiske Følelser er i Lasses øjne noget, der til Nød hører Ungdommen til og ellers er forbeholdt Herskabsfolk, der ikke har andet at tage sig for og kan tillade sig at skabe sig gale. Far Lasse er altfor beskeden og staar altfor lavt paa den sociale Rangstige til at eje en indviklet Sjæl.
    Lasse er ikke Nexø, saadan som Fyrst Mysjkin er Dostojefski eller Aladdin Oehlenschlæger. Overfladisk set er han en realistisk Figur, et Stykke Folkelivsskildring, og var han ikke mere, vilde han snart være glemt mellem de tusind andre folkelige Skikkelser fra den naturalistiske Litteratur. Den blot realistiske Beskrivelse og Redegørelse har aldrig frembragt en Figur af almen Betydning eller blivende Værdi. Men Lasse er opfattet indefra: han er Intuition. Selv om Lasse ikke er identisk med sin Skaber, er Nexø dog saa hjerteligt knyttet til ham, at man har Indtryk af, at han - Skikkelsens Skaber - staar i et sønligt Forhold til sin egen Frembringelse. Det er Nexøs Blod, der banker i Far Lasses Hjærte og giver ham hans Livskraft, Varme og gribende Virkelighed.
    Far Lasse er som Virkelighedsskildring næppe overgaaet i Nutidens Litteratur - kan en Person overhovedet sættes mere livagtig hen? Vi følger ham gennem Dagens Arbejde, i alle hans Skuffelser og Glæder, hans fattige Kærlighedslængsler, hans arme Ærgerrighed, hans Pral - Genskæret af hans Kraftdag - hans ømhed for Sønnen, hele hans nøjsomme og kuede Liv. Skikkelser af anden Art end Lasses kan maaske opnaa Storhed, idet de isoleres, men Lasse er ingen Zaratustra paa Bjerget, men et ringe Led af Samfundet. Isoleret vilde han ikke gøre sig bedre end en afhugget Kohale. For at opleve Lasse, maa man se ham som en ringe Del af det Milieu, han tilhører. Vi føres hen til Stengaarden med dens Sværm af Piger og Karle, med dens Landvæsenselever, dens fattige Husmænd og dens Herskab - for at heller ikke Overklassen skal mangle! Det har været et Held for Nexø, at han har kunnet hen lægge Ski ldringen til Bornholm. En Ø er i sig selv et afrundet Hele, saadan som det sande Digterværk. Og indenfor sin Ring rummer Bornholm en særpræget og mangfoldig Befolkning: Byens og Landets, Fiskerens og Bondens, Hjemmefødingens og Svenskernes, de fattiges og de stores. Dette Snit gennem et Samfund oplever vi med Lasses røde, vippeløse øjne og oplever derigennem ham selv - Proletaren paa Bunden af det hele!
    Lasse er mere end blot en Karakterstudie, saa uforlignelig han netop i den Henseende er. Han er et Sindbillede: Proletaren i sin Fornedrelse, men med sin Menneskelighed i Behold trods alt, Proletaren før Frigørelsen, men med alle Fremtidens Muligheder begravet i sit Hjærtes Varme, sin Troskyldighed og Nøjsomhed, sin Smag for Arbejde. Pelle, Drengen, følger ham overalt, og han er den Frigørelse og den Fremtid, Lasse selv ikke skal naa at se. I de følgende Bind af Værket fører Andersen Nexø Pelle gennem Smaabyens Haandværkerliv og Storbyens Fattigkaserner ind i den sociale Kamp og op mod Proletariatets Sejer. Men allerede i Værkets første Del - Bogen om Lasse - er hele denne Udvikling foregrebet. Læseren ser den i et tydeligt Perspektiv, naar Talentet bryder frem i Pelles Snitterier, og naar hans Stolthed og Kamplyst gør sig gældende, hvis nogen træder ham for nær. Saadan falder gennem Drengen Fremtidens Sollys over Far Lasses graa Tilværelse. Mange Gange har man skildret en Olding og en Dreng, der følges - Kipling i "Kim", Anatole France i "Dronning Gaasefod". Ingen har gjort det med simplere Sandhed og dybere Sammenhæng end Nexø med Lasse og Pelle.
    Det var Nexøs Hensigt med "Pelle Erobreren" at skildre Proletarens Sejersgang, og det lykkedes ham at frembringe et Agitationsværk af overordentlig Slagkraft. - Menneskeligt og kunstnerisk har han allerede i første Bind løst sin Opgave, fordi den Sejer, Værket betyder, litter,ært set er fuldbyrdet i Lasses Skikkelse. At en Skribent af Proletariatet med saa overlegen Myndighed kunde sætte Billedet af sin egen Klasse hen foran Folket, var i sig selv Bevis paa, hvilke Kræfter, der gemte sig i Underklassen, og hvor langt den var naaet i Bevidsthed om sig selv.
    Til Løsningen af Opgaven medbragte Andersen Nexø en Gave, der har lettet hans Værk Adgangen til den store Verden: hans ypperlige Fortællertalent. Den, der har Sans for Stil, vil ane, naar han læser første Kapitel af "Pelle", at det har kostet et haardt Arbejde, før Nexøs Talent naaede fri Selvstændighed. Det første Kapitel er endnu for afhængigt af Naturalismens Recept. Det har knebet at komme i Gang - i al Fald: Kapitlet er overarbejdet. Men saa snart Fortællingen kommer i Skub, er vi i Mesterens Haand. Det lyser og knitrer om os af Liv. Nexø har den rigtige Fortællers Vekslen af Bredde og Fart, Beskrivelse og Handling, Referat og Replik ! Og hans Sprog er saa jævnt, som Emnet kræver, men kraftig og sandt.
    Jeg har paa faa Sider skullet prøve at give en Karakteristik af Martin Andersen Nexø fra et litterært Synspunkt. Af hans omfattende Produktion har jeg valgt et enkelt Værk, af Værket en enkelt Del, og af den igen en enkelt Person - men Personen er selve Lasse, dansk Proletardigtnings ypperste Skikkelse. Skulde jeg føre en Læser, der endnu ikke kender Andersen Nexø, ind i hans Digtning, vilde jeg tage ham med hen til Lasse og Pelle, som de staar, skuffede og ensomme, paa Havnepladsen, og opfordre ham til at følge deres Færd, saadan som Tusinder af Husmænd og Arbejdere i Europa og Amerika har fulgt dem.

Otto Gelsted.