Kortlægningens grundlægger anses at være Claudius Ptolemæus, der i 100-tallet skrev et værk om geografien, hvori der er angivet ca. 8000 stedsangivelser over den dakendte verden, ligesom der blev angivet metoder til at overføre jordens krumme overflade til en plan flade. De første kendte kort er arabiske og græske kopier fra o. 1200-tallet, men først i 1400-tallet oversættes Ptolemæus’ værk til latin, og de første trykte kort kommer i 1472.

Søkort blev ligeledes fremstillet i Middelhavsområdet, dog uden brug af projektioner, blot baseret på erfaringer om afstande, retninger m.m. i de såkaldte portolankort (havnefinderkort).

I 1500-tallet blomstrer kortlægningen og mange nye kort og atlas ser dagens lys, nødvendiggjort  af den stærkt voksende rejseaktivitet i forbindelse med handel, studierejser og udforskning.

Efter middelalderens stærke symbolsprog bliver det den mere konkrete videnskab, der dominerer korttegningen fremover.