Bogens Verden 1996 nr.6


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Den Litterære Institution uss
Om at oversætte Selma Lagerlöf

Af Lise Ettrup, lektor



Situationen
Den 22.oktober præsenterede Anne Marie Bjerg sin nyoversættelse af Selma Lagerlöfs roman, Jerusalem i Politikens forhal. Interessen var stor. Hun citerede blandt andet en klog kritiker for at have sagt til hende: "En original skrives ind i traditionen, en oversættelse i situationen." Hun kommenterede dog ikke udsagnet, men situationen er klar nok. Forsiden af det nyudgivne værk prydes af et stillfoto fra filmen, Jerusalem, yderligere understøttet af teksten: "Romanen bag Bille Augusts film." Det synes at være blevet et vilkår. Klassikere trækkes frem af glemselen ved hjælp af filmatiseringer. I dette tilfælde er det lykkedes. Bogen sælger godt, og det fortjener den. Men var det nødvendigt at nyoversætte Jerusalem? Og var det den bedste udgave, som lå til grund for nyoversættelsen?


Traditionen
Romanen udkom samtidigt på svensk og dansk : første del I Dalarne i 1901 og anden del Det heliga landet i 1902. Selma Lagerlöf var allerede i 1902 utilfreds med anden del, især slutningen, som hun først forsøgte at få ændret i den svenske udgave; men trykpressen var i gang. Så prøvede hun at få den danske udgave standset, også det var for sent. I 1909, da Bonniers forlag planlagde en stor billigbogsudgave af Selma Lagerlöfs værker, benyttede hun lejligheden til at skrive anden del så meget om, at der må siges at være tale om to forskellige værker.

Der findes to danske oversættelser af origalversionen af Jerusalem. Anne Marie Bjerg valgte at følge førsteudgaven af værkets to dele. Det var et råd fra Henrik Wivel, som i lighed med den svenske Selma Lagerlöf-forsker Vivi Edström anser 1902-udgaven for at være mest helstøbt. Det ejendommelige er, at det i Sverige, til trods for denne vurdering, er andenudgaven fra 1909, som lige siden er blevet genoptrykt. I Danmark har vi derimod haft tradition for at udgive nye oplag af originalteksten. Det er ikke mindre ejendommeligt, at 1909-udgaven aldrig er blevet oversat til dansk. Hvilken udgave kommer mon tættest på Bille Augusts film? 1909-udgaven!

Hvad var det for en tradition, Selma Lagerlöf indskrev sin roman i? Hun ville skrive et værk, som i lighed med andre væsentlige bøger i perioden omkring århundredskiftet tog stilling til de vældige omvæltninger, industrialiseringen og den begyndende sækularisering påførte de gamle bondesamfund. Den etablerede kirke begyndte at miste sin ældgamle eneret til forkyndelsen. Nye sekteriske bevægelser skød op overalt i de nordiske landsogne. Missionshuse opførtes ved siden af de gamle middelalderkirker. Lægprædikanter hærgede med deres profetier om jordens snarlige undergang og greb ødelæggende ind over for den gamle pagt, der havde rådet mellem Gud og bonde. Selma Lagerlöf begynder sin roman Jerusalem således:

Det var en ung karl, som gick och plöjde sitt träde en sommarmorgon.

Med denne sætning ville hun indskrive sig i traditionen. Her som mange steder i romanen viser hun sin forbindelse til de gamle islandske sagaer, hvis stil hun anvender med stor sikkerhed: de mange replikker, de sparsomme bemærkninger om personernes indre tanker og følelser. Gælden til sagaerne og til Bjørnstjerne Bjørnsons bondefortællinger har hun fortalt om. Men denne indledende sætning er også en hilsen til Henrik Pontoppidan. I romanen, Det forjættede Land, som netop omhandler de sekteriske bevægelser, begynder anden del således:

Der gik en ung Mand og pløjede paa de høje Agre nordenfor Vejlby.

Selma Lagerlöf udtrykker i breve sin usikkerhed over for at skulle skrive om bønder. Hos Pontoppidan kunne hun som hos Bjørnson og Johs. V.Jensen finde stor kyndighed, som inspirerede hende. Mens hun skrev Jerusalem, læste hun Kongens Fald. I dette krydsfelt mellem Bjørnsons romantiske bondefortællinger, Pontoppidans moderne, næsten sociologiske beretning og Johs.V.Jensens historiske myte lægger Selma Lagerlöf sin fortælling og forankrer den i et nordisk fælles anliggende. I sin roman sætter hun de gamle værdier op over for de opløsningstendenser, som de nye religiøse bevægelser medførte. Det lyder mere konservativt, end det er ment. Hun vidste godt, at tiden og udviklingen ikke kan standses, men hun ville som i alle sine digteriske værker være bud- bringer og forkynder.


Oversættelserne
Skal en oversætter i 1996 have et forhold til den tradition, som omgærder værkets tilblivelsestid? Umiddelbart må der svares ja til dette. Men samtidig er det væsenligt, at oversættelsen fremtræder i en sprogdragt, som ikke er anakronistisk. Her skal der træffes nogle valg, og det er særligt vanskeligt mellem nært beslægtede sprog som svensk og dansk. Tendensen er her, at fællesord bevares i svensk,men glider ud i dansk eller indsnævrer betydningsfeltet. Oversættelsen skal naturligvis også være semantisk og idiomatisk korrekt. I det følgende vil jeg først sammenligne nogle enkelte afsnit fra de to danske oversættelser og derefter se på dem hver for sig. Romanens start, det vigtige anslag, hvordan lyder det?

Det var en ung karl, som gick och plöjde sitt träde en sommarmorgon. Solen sken ljuvligt, gräset var vått av dagg, och luften så frisk, så att det kunna inga ord beskriva. Hästarna voro smått yra av morgonluften och drogo fram plogen som på lek. De hade en helt annan lunk än den vanliga, karlen fick nära nog springa för att kunna följa dem. 1)
Der gik en ung Mand og pløjede sin Brakmark en Sommermorgen. Solen skinnede varmt, Græsset var vaadt af Dug, og Luften var saa frisk, at Ord ikke kan udsige det. Hestene var ganske vilde af Morgenluften og trak Ploven, som om det var et Legetøj. Det var et helt andet Trav end det sædvanlige; Plovmanden maatte næsten løbe for at følge med.
(1901) Ida Falbe-Hansen og Elisabeth Grundtvig

Anslaget er godt, tonen er den samme. Det begynder først at skurre, når vi kommer ned til hestene. Smått yra bliver til ganske vilde. Og i betragtning af, at lunk (gang) bliver til trav, kunne der være en sammenhæng. Men hvis en plovhest løber i trav, så kan den stakkels mand overhovedet ikke følge med! Stemningen brydes i den danske oversættelse. Hestene er snarere kåde, hvilket også passer bedre til situationen af leg, som det svenske ord lek peger hen til og ikke til legetøj

En sommermorgen gik en ung mand og pløjede sin brakmark. Det var dejligt solskin, græsset var vådt af dug og luften var så frisk at ord ikke kan beskrive det. Hestene var lidt øre af morgenluften og trak ploven som var det en leg. De havde en helt anden fart på end de plejede, manden måtte nærmest løbe for at følge med.
(1996). Anne Marie Bjerg

Hestene klarer sig meget bedre her. Man kan diskutere om ordet øre er et heldigt valg. Det giver på dansk associationer til svimmel. Men den indledende sætning er et fejlskud. Her ryger traditionen. Fra Pontoppidan kommer vi med denne ombytning af leddenes rækkefølge snarere til J.P: Jacobsen (Sommer var det...). Nogle vil måske kalde dette for pedanteri.Men at der er en tilsigtet mening med denne hilsen til Pontoppidan, er der netop tradition for i forskningen. Det kunne Anne Marie Bjerg have forvisset sig om både hos Vivi Edström og hos Henrik Wivel 2). Det var ikke første gang Selma Lagerlöf citerede en anden forfatters værk for at tilkendegive en overensstemmelse og en videre udvikling. Den berømte begyndelse på Gösta Berlings saga: "Ändtligen stod prästen på predikstolen" rækker helt tilbage til den indledende sætning i Fredrika Bremers roman, Famillen H*** fra 1831: "Ändteligen stadnade min släda". Med denne sætning indledtes den borgerlige realistiske roman i Sverige. Om betydningen af denne forbindelse for Selma Lagerlöfs debutroman kan man læse i Birgitta Holms bog, Selma Lagerlöf och ursprungets roman fra 1984. Men ellers er det min opfattelse, at Anne Marie Bjergs oversættelse er mere loyal end den gamle over for Selma Lagerlöfs tekst. Nogle eksempler kan belyse det. Først fra kapitlet, Karin Ingmarsdotter . Karin lever i et ulykkeligt ægteskab med en fordrukken mand. I sit mismod søger hun ofte hen til en lille bænk ved humlehaven.

Där satt Karin en aprilafton. Hon kände sig svag och modlös, som människor ofta göra om våren, då snön går bort, dammig och ned- smutsad, och marken ännu inte har blivit renspolad av vårregn. (...) Det var rätt skarp blåst, trasor och pappersbitar och torra grässtrån virvlade omkring på marken.
Der sad Karin en Aprilaften. Hun følte sig træt og modløs, som man ofte gør om Foraaret, naar Sneen er halvsmeltet, vaad og snavset, og Jorden endnu ikke er bleven skyllet ren af Foraarsregnen. (...) Der blæste en skarp Vind, al Slags Skrab og Papirstumper og tørt Græs hvirvlede henover Marken.
(1901)
Der sad Karin en aften i april. Hun følte sig svag og modløs sådan som folk ofte gør det om foråret, når den snavsede og beskidte sne forsvinder og jorden endnu ikke er blevet skyllet ren af forårsregn. (...) Blæsten var temmelig skarp, klude og papirstumper og tørre græsstrå hvirvlede rundt på jorden.
(1996)

I 1901-oversættelsen hensættes læseren til et dansk klima. Men vi er i Dalarne. Ordet dammig betyder støvet. Sneen er ikke våd. Konteksten i øvrigt peger på tørre elementer, som hvirvler rundt og gør sneen snavset. Henover Marken er forkert, det hedder jorden på dansk. 1996-oversættelsen er mere tekstnær og korrekt i sit valg. Trasor betyder klude, som der står i den nye oversættelse, eller pjalter; men den gamle oversættelses Al Slags Skrab er ganske godt ved ikke at være så konkret. I 1901-oversættelsen den ændres uden grund svag til træt. Den nye oversættelses folk for människor falder mere naturligt end det mere neutrale man, som bruges i den gamle. I kapitlet, Avresan står:

Banan var nyanlagd, och stationen var alldeles nybyggd. Den låg på en ofantlig avröjning mitt i den allra djupaste och svartaste skogen. Där fanns ingen bygd, ingen åker, ingen trädgård, (...) Runt om själva stationshuset var marken jämnad, där funnos en bred plattform av sten, stora avlastningsplatser och vida, tomma, oändliga grusplaner. Ett par handelsboder och verkstäder, en fotografiatelier och ett hotell voro redan uppförda omkring grusplanerna,(..).
Banen var nylig anlagt og Stationen ganske nybygget. Den laa paa en stor ryddet Plads midt i den tætteste og og mørkeste Skov. Der var ingen Landsby, ingen Marker eller Haver,(...) Rundt omkring selve Stationsbygningen var Jorden planeret, der var anlagt en bred, brolagt Kørevej, store Godsrum og udstrakte, tomme, endeløse Gruspladser. Et par Butikker, nogle Værksteder, et Fotografiatelier og et Hotel var allerede opført omkring Gruspladserne, (...)
(1901)
Banen var nyanlagt, og stationen var helt nybygget. Den lå i en uhyrlig rydning midt i den allerdybeste og sorteste skov. Der var ingen beboelse, ingen dyrket mark, ingen have,(...) Rundt om selve stationsbygningen var jorden planeret, der var en bred perron af sten, store pladser til fragtgods og vidtstrakte, tomme, uendelige, grusbelagte flader. Der var allerede opført et par forretningslokaler og værksteder, et fotografisk atelier og et hotel rundt om de grusbelagte flader, (...)
(1996)

De kursiverede ord i de citerede tekster viser eksempler på forkert oversættelse (1901) og forkert ordvalg (1996). Men iøvrigt er begge oversættelser omhyggelige i genskabelsen af dette sceneri, som beskriver den moderne verdens indhug i den gamle skov.


Digterinderne
Ved præsentationen i Politikens forhal sagde Anne Marie Bjerg, at hun havde kigget meget lidt i den gamle oversættelse, men at den vist var lidt "tutte-nuttet." Det synes jeg ikke den er, men den er mange steder problematisk, ikke kun fordi den, som vist, oversætter forkert. Nej, den digter til! Det vil sige, at læseren af den gamle oversættelse ikke med sikkerhed kan vide, hvad Selma Lagerlöf selv skrev. Det kræver nogle eksempler og en slags forklaring. Tilbage til kapitlet om Karin Ingmarsdotter. Før hun indgik det ulyksalige ægteskab, var hun forlovet med Tims Halvor. Ved en letsindig handling mistede han hende og dermed sin ære. På et vist tidspunkt mødes de to hos skolemesteren. Tims Halvor ønsker af forståelige grunde at gå. Det gør han så, men de to danske oversætterinder synes, han skal udtrykke en holdning. De giver ham følgende med på vejen: "Tims Halvor rettede sig endnu mere, han gik omkring med en haard stolt Mine, rakte dem alle Haanden og sagde farvel." Senere, fortvivlet som han er over sin situation, får han i den danske oversættelse denne tanke: "...han syntes, han lige saa gerne kunde gaa hen og hænge sig med det samme." Det gør han heldigvis ikke, for ellers ville han ikke senere være blevet gift med Karin. Var det med Selma Lagerlöf billigelse, at den danske oversættelse digtede med? Hertil må der i et vist omfang svares ja.

Hvem var de to danske oversættere? Ida Falbe-Hansen (1849-1922) var magister i nordisk filologi. Hun underviste på Zahle skole og udgav i 1912 et svensk-dansk leksikon. I en årrække boede hun sammen med den anden oversætter, Elisabeth Grundtvig (1856-1945),som var lærerinde og i en periode redaktør af tidsskriftet, Kvinden og Samfundet. De to kvinder tilhørte den danske kvindebevægelse. Selma Lagerlöf arbejdede i ti år som lærerinde i Landskrona, indtil hun i 1897 flyttede til Falun i Dalarne, for udelukkende at leve af sin pen. I disse ti år var hendes åndelige miljø kvindefællesskabet i Landskrona og København. Samarbejdet med de to danske oversættere skal ses i lys af "søstersolidaritet". Selma Lagerlöf var en ukendt person med store digterdrømme, og alle hendes åndelige veninder medvirkede i begyndelsen til disse drømmes virkeliggørelse. Ida Falbe-Hansen havde, inden de personligt mødtes, oversat det første kapitel af Gösta Berlings saga. Romanen var endnu ikke udkommet, men nogle af kapitlerne var blevet trykt i et såkaldt præsenteroplag. Oversættelsen blev trykt i Kvinden og Samfundet, og Selma Lagerlöf takkede begejstret i et brev. Hun havde fundet sin danske oversætter, som havde hele romanen klar til udgivelse i Danmark, december 1892 et år efter, at den var kommet i Sverige.

Læg en svensk og en dansk udgave af denne klassiker ved siden af hinanden.Det giver nogle overraskelser undervejs. Der er f.eks. i den danske udgave et helt kapitel, Brobypræstens skat, som ikke findes i de svenske udgaver. Det var et tilskud, den danske udgave fik af Selma Lagerlöf. Andre steder er der tilføjelser fra oversætterne, og i følge aftale med forfatteren også forkortelser. Et enkelt pudsigt eksempel. I kapitlet, Julenatten, sammenlignes de tolv kavalerer på Ekeby blandt andet med de tolv olympiske guder, de tolv aser i Valhal og Karl den Stores tolv paladiner. Hos disse fandtes også en forræder: Prometheus hos grækerne og Loke hos nordboerne. Men hos paladinerne i Rolandskvadet findes også en forræder, Ganelon.Ham tilføjede Ida Falbe-Hansen, Selma Lagerlöf syntes det var fint. Hun havde ikke kunnet huske navnet, da hun skrev. Det kom aldrig med i de svenske udgaver. Men i de danske finder vi stadig Ganelon!

Man får en fornemmelse af deres samarbejde, som varede livet ud i følgende brev. Selma Lagerlöf har lige modtaget den danske oversættelse af Antikrists mirakler i 1897 og skriver:

(...) många gånger fann jag, att Ni rättat på småsaker, som jag sedan ändrade i svenskan. Ibland rättade jag fel, som jag nog visste, att Ni skulle ändra själf, det var bara för större säkerhets skull. Alla tre tycker jag, att vi kunna lyckönska oss till den duktighet och uthållighet, som vi visat. Det har sannerligen varit ett arbete, som ej alltför många kunde ha utfört med såpass stor framgång. Jag skulle nog önska jag kunde bjuda Fröken Grundtvig på en flaska champagne. Det hade vi väl ärligt förtjänt.(...) 3).


Nye oversættelser?
Hvis vi i Danmark vil have tekstkritisk korrekte udgaver af Selma Lagerlöfs værker, skal der nyoversættes.Men det gør jo ikke noget, at Ida Falbe- Hansens og Elisabeth Grundtvigs "værker" i mange år fremover vil ligge rundt omkring i de danske hjem til minde om dette stærke venskab.

Anne Marie Bjergs oversættelse af Jerusalem hilses altså velkommen.Det er en smukt sat bog, hvor de mange replikker får lov at stå alene og ikke som i tidligere udgaver indfældes i den episke tekst. Dette og den moderne retskrivning gør bogen uhyre læservenlig. Den er som nævnt loyal over for forlægget og som helhed genskabes tonen og rytmen i bogen. Således klinger sagastilen f.eks.side 105: "Birger Larsson hed en smed..". Men enkelte steder ændres som nævnt rækkefølgen af leddene. I byen Jerusalem bliver mange af svenskerne syge på grund af mangel på ordentlig vand. "Det blev en förfärligt hård sommar i Jerusalem med vattenbrist og sjukdom." "...med sygdom og mangel på vand" s.310 Hvorfor bytte rundt på logikken?


Anakronismer
Selma Lagerlöf bruger i romanen ofte udtrykket "stundom". Det er smukt tænkt at ville gøre det samme på dansk. Men allerede den gamle oversættelse opfattede dette "Blicher-ord" som forældet og valgte "sommetider". Eksemplerne på "stundom" er fra side 11, 65 og 87.

I kapitlet om Gertrud, bruges ordet "vidunderligt" på side 195 for "underbart". Gertrud befinder sig i et landskab, som hun genkender fra nogle forfærdeligt skræmmende hævndrømme, hun har haft om Ingmar, som har svigtet hende. Hun frygter, at drømmen skal gentage sig i virkeligheden, og i en hel time går hun "og forbavses over at der ikke indtraf noget vidunderligt." På moderne dansk kan ordet ikke bruges om noget, som ikke er ubetinget godt. Den gamle oversættelse løser ikke problemet. Her springes ordet bare over. "Underbart" betyder mere end "vidunderligt", og det rigtige ord må være "overnaturligt" eller "forunderligt".

Ordet "forfærdiget." bliver brugt på side 318, og lyder noget kunstlet. Det drejer sig om nogle møbler, som på svensk er blevet "tillverkat". De gamle oversættere vælger "lavet".

Det kan være svært at finde en tidssvarende benævnelse for en gammel titel, men der skal i det mindste være konsekvens. "Kyrkovärd" oversættes på side 12 til "formand for menighedsrådet". Denne institution fik vi først efter århundredskiftet. På side 297 er denne titel blevet til "kirketjener". På dansk har vi ordet, "kirkeværge". Det er blevet brugt om den mand, som havde økonomisk tilsyn med kirken. Posten var altså betydningsfuld. Og det er den også i romanen.


1909-udgaven
Hvorfor ændrede Selma Lagerlöf så omfattende på anden del af Jerusalem?

I et brev til veninden, Elise Malmros, skrevet kort tid før rejsen til Jerusalem, som blev påbegyndt december 1899, lyder det:

Jag kommer, ju längre jag lefver, allt mer till den slutsatsen att vi äro här på jorden för att lefva jordens lif, göra dess arbete och njuta dess fröjder för så vidt som de ej skada oss. Människor som vilja lefva jämt med himmelen för ögonen blifva ganska tråkiga för andra och väl äfven för sig själfva. Förstår du hvad jag menar när jag säger att jag tror att vi förbereda oss bättre för himlen på våra hvardagar än på söndagen. Jag har ofta undrat på att jag hade så svårt för det abstrakt andliga, andliga böcker och föredrag og betraktelser och omöjligen kunde lefva ett sådant där asketlif som betrakter det mesta af det jordiska som ett ondt. Men som sagdt jag tror ej mer att detta är det rätta, vi ska tvärtom dyka djupt i det jordiska och omgestalta det. Ty det behöfver nog omgestaltas. Men jag skulle vilja pre- dika om att Vår Herre kommer att dömma oss efter som vi sköta våra sysslor och ej efter som vi gå i kyrka. Jag vill riktigt tro, att han tycker om jordisk skicklighet, en duktig sömmerska kommer bestämdt längre än en dålig. Jag tror på Gud mer än jag någonsin gjort förr, men jag tror ej på prester. Och lägg märke till att Gud ej tycker om religioner. Ingenting blir så snart förvridet och förstördt som en religion. Jag tror att han skulle ta det med ro om vi <%-2>blefve fritänkare allihop, bara vi arbetade, uppöfvade vår förmåga och ginge härifrån jorden med en smula större duglighet, själfberherskning, måtta och ödmjukhet än vi hade då vi kommo hit. Hvad tror du? (...)

Brevet udtrykker meget klart Selma Lagerlöfs holdning til mennesker, som efter hendes mening hengav sig for meget til det hinsides. Det viser hendes grundlæggende syn på livet, og det ændrede hun ikke. Men rejsen til Jerusalem satte nogle tanker i gang, som hun først fik formuleret i anden- udgaven fra 1909.

Ideen til romanen fik Selma Lagerlöf sommeren 1897. Hun var i Visby på ferie, og en dag kom veninden, Sophie Elkan, hvem bogen er tilegnet, til hende med en lille avisnotits. Den handlede om de svenske bønder, der året før var udvandret til Jerusalem for at tilslutte sig en amerikansk sekt. De skulle leve som brødre og søstre i cølibat og med fælleseje, passe syge og fattige, mens de ventede på Jesu genkomst. I artiklen bad de om at få tilsendt værktøj, landbrugsredskaber, væve med mere, så de i deres nye land kunne virke, som de havde gjort derhjemme til gavn for fællesskabet

Artiklen gærede i Selma Lagerlöf, og på et vist tidspunkt erklærede hun, at nu skulle de to, Sophie Elkan og hun igen ud at rejse sammen. De skulle blandt andet til Jerusalem og besøge kolonien og de svenske udvandrere.

Mødet med Jerusalem blev lige så forfærdende, som det er skildret i romanen. Intolerance religionerne imellem, fattigdom og elendighed fik Selma Lagerlöf syn for i de 14 dage, de var i byen. I kolonien blev de mod- taget med stor gæstfrihed og fik gaver og breve med hjem til slægtninge og venner i Nås. Det er blandt andet skildringen af svenskernes daglige liv, Selma Lagerlöf ændrede på i andenudgaven. I 1902-versionen lader hun Ingmar, der var modstander af udvandringen, og som går "Guds veje" og dermed hendes egne, være den igangsættende kraft. Da han kommer til Jerusalem for at hente Gertrud med hjem, tager han fat på svenskerne og får dem til at arbejde med jorden, væven osv.

Men det forholdt sig jo i virkeligheden anderledes. Notitsen, hun havde læst i Visby, fortalte , at det var dem selv, der tog fat. I 1909-udgaven tegnes et mere lysende og aktivt billede af svenskerne. Det betød ikke, at hun direkte sympatiserede med deres udvandring, som havde forvoldt megen splittelse og sorg i Nås. Men hun kom i tvivl om ikke der på lang sigt kunne være en betydning i deres forehavende. I 1909-udgaven lægger hun en ny tanke ind i Ingmars forståelse af livets indretning. Hjemvendt fra Jerusalem fortæller han hustruen Barbro, hvordan han først havde undret sig over, at ingen af de herligheder, som biblen beretter om, mere eksisterede. Han havde tænkt, at om de stadig var der, og også alt andet, mennesker har udrettet, stadig var der, så ville det være et liv opfyldt af herlighed. Men så var han kommet til tænke på, at om så var,så havde mennesker, som levede nu, intet at tage sig til, intet at arbejde for. Ingmar siger derefter:

(...) Och det är en människas största lycka att få bygga upp vad hon själv behöver och visa vad hon duger till, och därför måste det gamla bort. Och så tyckte jag mig förstå varför Vår Herre låter riken falla och städer krossas och människoverk bortsopas som löv för vinden. Det får lov att vara så, för att människorna alltid ska ha något nytt att bygga upp och visa vad de förmå.Han vill inte, att vi ska gå till ärvda gårdar och uppröjda hemman, utan han vill, att vi ska vinna åt oss på nytt det, som skall vara vårt.(...)

Sådan skriver Selma Lagerlöf i kapitlet, Hemma från vallfarten, som altså ikke er oversat til dansk. Det er blot nogle af de forhold, hun digtede om på. Jeg kunne nævne andre,efter min opfattelse, vellykkede ændringer, som taler for, at man burde respektere hendes nyskrivning af andendelen. (Se endvidere Susanne Bjertrups opposition ved Henrik Wivels doktordisputats, 1992. Optrykt i Kritik nr. 99, 1992 side 86 ff). Indtil 1909-udgaven bliver oversat, må interesserede læse den på svensk. Og det er i grunden ikke så galt.

Her til sidst skal nævnes to udgivelser, som er kommet i år. De belyser begge fint baggrunden for Selma Lagerlöfs roman:

Bron mellan Nås och Jerusalem, red. Vivi Edström, Inger Larsson och Margareta Jonth. Udg, af Selma Lagerlöf-sällskapet.
Tro og skæbne i Jerusalem, virkeligheden bag Selma Lagerlöfs roman.Gyldendal. Af Birgitte Rahbek og Mogens Bähncke.


Noter:

  1. Citaterne fra den svenske udgave af Jerusalem er alle fra 18.oplag 1931. Tilbage
  2. Vivi Edström: Selma Lagerlöfs litterära profil. Stockholm.1986. Side 64. Henrik Wivel: Snedronningen. København.1988. Side 94 f.f. Tilbage
  3. Brevcitaterne er fra Brev I, 1871-1902. I urval.utg.av Y. Toijer-Nilsson. Lund.1967. Tilbage



Tilbage til toppen