Bogens Verden 1996 nr.4


Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel


Kulturbyen i dansk digtning

Af Lars Handesten, adjunkt, Danmarks Lærerhøjskole



København er kulturby i år. Kaster man et blik på København, sådan som den gennem tiden fremstår i dansk digtning, kan man imidlertid hurtigt blive i tvivl om byen overhovedet har en kultur, og om den i givet fald er værd at vise frem. Det billede, som litteraturen tegner af byen, er nemlig langt fra det rene skønmaleri, men et nærmest endeløst, kritisk portræt. Der er mere opsang end lovsang i digternes ord til byen og dens borgere, som det følgende strejftog gennem digtningens København vil vise.

Allerede fra det øjeblik, hvor København går på scenen er der noget galt. Københavnerne som Holberg sender på komedie er umådeholdne og opblæste. I "Barselsstuen" (1723) kan man således se, hvor urimeligt det går for sig, når forlystelsessyge københavnske håndværkerfruer aflægger visit hos den nybagte mor. I hele fem uger sladrer og pølsesnakker de i lange baner. "Men disse Barselsstuer ere reent ravgalne: Her skulle først 100 Mennesker gives tilkiende som et stort Vidunder, at Hans Hansen eller Jespersen har giort det Mesterstykke ved sin Kone, som enhver Bonde paa Amager kan giøre ham efter"!1 Det er ikke selve festivitasen, Holberg kritiserer, men omfanget og overforbruget af kaffe og kage hos lige præcis de småborgere, som har dårligt råd til det.

I Holbergs komedier er københavnerne et lattervækkende og lettere ukultiveret folkefærd, og byen minder mest af alt om en dårekiste. Meget bedre forholder det sig ikke hundrede år senere i H.C.Andersens roman "Kun en Spillemand" (1837). Her berettes om den uskyldige svendborgdreng Christian, der kommer til byen for at gøre sin lykke. Han fortrylles af Københavns ydre pomp og pragt, men misforstår i al sin naivitet det meste af, hvad han ser. Forarmede prostituerede i "fine" klæder tager han for rige og dannede mennesker, og han ser ikke, at byen mest af alt er et horehus og stedet, hvor den fattige må gå til grunde i ynkeligt armod. Med endnu mere udsøgt perfiditet og satire sammenligner H.C.Andersen i eventyret "Vanddraaben" (1848) byen og dens indbyggere med det mikroskopiske kryb i grøftevand. Sætter man København under lup, viser den sit sande jeg, og det er ikke just noget yndigt syn. Det kribler og krabler, man hiver og slider i hinanden, og man napper og piner intolerant enhver, der afviger fra normalen.

Sådan er Kongens København, byen med de hundrede laster, da man i 1867 beslutter at lade de gamle volde falde og gøre byen til en storby. Den beslutning synes dog kun at gøre ondt værre, som det fremgår af Herman Bangs roman "Stuk" (1887). Heri beskriver han med flimrende impressionisme den moderne storby og skaber en blændende illusion af bevægelse og menneskemasse. Romanens handling strækker sig fra tiden omkring 1864 og frem til 1884. Efter det fatale nederlag og afståelsen af Slesvig og Holsten rejser rest-Danmark sig ved at lade København vokse med febril hast. Man smækker det ene hus op efter det andet i de nye kvarterer på Gammelholm, ved voldene og på broerne. Det symbolske højdepunkt på den hektiske aktivitet er "Victoria-teatret" (alias "Dagmarteatret"), som er bygget i sumpen af den sløjfede voldgrav, hvorfra fugten langsomt, men sikkert trækker op i bygningen og nedbryder den. Det hele ser pænt ud på overfladen, som man har pyntet med stuk for at hæve prisen og dække byggesjusket, men "vi kalker vore Grave", som det så patetisk forlyder i romanen.

Er byens huse og facader præget af stuk, og er byen at sammenligne med en kalket grav, så er københavnerne selv det ikke mindre. Alt hvad de foretager sig er overfladisk og forlorent. Deres kærlighedsliv er et fallitbo, fordi de ikke evner at give sig hen og elske helt og uforbeholdent. Familielivet er i opløsning, fordi fædrene ikke mere har en autoritet, der gælder. Kunsten er meningsløs underholdning og adspredelse, og selskabslivet åndløs snak og sladder. Forretningslivet er korrumperet og bygger på falske veksler - på svindel og stuk.

København vil være hele Skandinaviens hovedstad, og den vokser sig blæreagtigt stor. Den er besat af babelbyggere, hvis grænseløse hovmod står for fald, og alt ender da også galt i "Stuk" med fallit, fængsel, død og ulykkelig kærlighed. Moralen er da, at københavnerne - og danskerne i al almindelighed - skal lære den kunst at være små.

Alt er stuk i denne by af overmodige og øldrikkende småborgere. Lykke-Per, Pelle Erobreren, Jørgen Stein - alle må de give op over for København, fordi byen ikke er til at holde ud, og man tager varig skade på sjæl og legeme af at befinde sig i den. Den er så fuld af "kultur", at den er blevet et rent dæmonisk helvede af åndløse ting og menneskelig forstillelse. Dag og nat er ikke til at skelne fra hinanden i det kunstigt oplyste rum, rigtigt og forkert, sandt og falsk endnu mindre. For Henrik Pontoppidan er byen simpelt hen "De dødes Rige" (1913-16), som en troende fra Jylland må korse sig ved at se:

"Men dette travle Mylr paa Fortovene, disse lange Rækker af Sporvogne, der suste afsted som hele Jernbanetog med svovlblaa Gnister under Hjulene, denne Sværm af Køremaskiner, der fløj snurrende ud og ind mellem hinanden som rødøjede Kæmpebiller, denne Larm af Tudehorn og Klemten af Klokker som paa en Markedsplads - var det virkelig København?
Alle Husene var illuminerede. Over Taget af en Bygning paa den anden Side af Gaden stod der med luende Bogstaver: "Whisky er den bedste Drik". Og se dér! Endnu højere oppe blev der som af en usynlig Haand skrevet henover Himlen med Ildskrift: "Søholms Kaffe er den billigste". "Dette er jo Helvede!" mumlede han."2

Helvede eller ej, så indvandrer folk i tusindvis til København, tvunget dertil af industrialismen, lokket dertil af drømmen om at vinde i det store lotteri og få del i den materielle velstand. Martin Andersen Nexø har i "Pelle Erobreren" (1906-10) nøje skildret, hvordan og på hvilke betingelser vandringen fra land til by er sket i sidste fjerdedel af det 19. århundrede. I den fattiges drøm er København stedet, hvor "man spiser Franskbrød og gaar med Læderfodtøj bestandig". Et stykke tid er byen for den oprørske Pelle desuden selve revolutionens sted. Men efterhånden som han får rigtig øje for byens rette karakter, falmer hans positive syn på byen og han ender med at give den følgende skudsmål:
"Det var bestandig lige besynderligt at færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje - Sultens. Byen øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den giftige Luft var ligsom Opium, de usleste Stakler kunde drømme sig Lykke i den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af de mange Lyde, men Mørket bar det frem." 3

I dét store lotteri som byen er, forbliver de fleste nitter og går en trist fremtid i møde. Storbyen København vokser og vokser, folk bliver mere og mere fremmedgjorte og anonyme, men kultur i form af menneskelig dannelse og åndelig rigdom bliver der ikke mere af. Mogens Klitgaard fortæller om denne mis‚re i romanen "Der sidder en Mand i en Sporvogn" (1937), hvor den lille selvstændige forretningsdrivende, som oprindelig er fra Jylland, må lukke butikken og flytte med familien ud i en baggård på Vesterbro. I det barske og trøstesløse kvarter bliver hans søn kriminel, hans datter løs på tråden og hans kone medlem af en obskur religiøs sekt. Og selv kommer han i lommen på en ågerkarl, hvad der bliver hans vej ud i gæld, druk og underslæb. Således går den store gevinst familien forbi, og det eneste København har at byde denne familie er social fortabelse og moralsk fordærvelse.

I mellemkrigstiden med dens depression står det galt til med København, men end ikke velfærdstiden i 1960erne kan rette op på byens blakkede omdømme. I Sven Holms roman "Min elskede" (1968) er Kødbyen og dens svin det symbolske udtryk for København og københavnerne. Man lever i små aflukker og er angste for både de andre og sig selv. Koncentrationsevnen er ringe og følelsen af sammenhold er svag. Sådan synes københavnerne at leve i en svinesti, men Sven Holm lader det ikke blive ved det. I "Langt borte taler byen med min stemme" (1976) finder han, at en sammenligning med rotterne er mere præcis. Rotterne både ligner og er et forbillede for københavneren, som "afskyr det lille brune dyr med dets mod og initiativ, dets totale frihedstrang og dets fuldstændige evne til at overleve alle elendigheder og overgreb, han afskyr det fordi det i højere grad end ham selv har formået at leve op til det billede som han har lært sig skal forestille et menske, en målrettet kæmper, en ener, københavneren.4

Sven Holm ser København som en svine- og rottekultur med kun få og temmelig utopiske muligheder for at udvikle sig i mere menneskelig retning. De store muligheder for en anderledes kultur har også de yngre digtere i 80erne svært ved at øjne. I både digte og romaner venter man på nogen eller på noget, der kan forløse ‚n af den paralyserede københavnske tilstand. København er forvandlet til en ventesal, hvor man kan sidde her fra til evigheden og vente på Godot, mens man - som Michael Strunge - bruger sin energi på at beskrive "Den Hæslige by" i digtsamlingen "Vi folder drømmens faner ud" (1981). Det er byen, hvor plasticsolen skinner og neonvinden blæser, og hvor folk hjerne- og hjertedøde har glemt de store drømme om et bedre liv og en sand, menneskelig kultur.

København er en dårekiste, et horehus, en kalket grav, et helvede, opium for folket, et hasarderet lotteri, en svinesti, en rotterede og en ventesal. København er kulturløs, eller rettere, den kultur, den måtte have, synes Fanden at have skabt. Så slem, så åndsforladt og umulig er København - og er sådan set ikke et jubelår værd som her i 1996. Og dog. For "allivel så elsker vi byen", som PH synger. København har trods alt sin egen kultur, der er aldeles underbar og fortryllende, hvis man ellers har blik for den.

Det blik har alle de nævnte digtere, som foruden at tugte byen for dens mangel på kultur og menneskelighed, også giver udtryk for deres betagelse af den. København er i flere århundreder det sted i Danmark, hvor man må søge hen for at få del i nye tanker og ideer, og hvor man kan frigøre sig fra udtjente livsformer. København er stedet, hvor det sker både kunstnerisk, politisk og handelsmæssigt, og derfor fascinerer og drager byen også provinsens bedste folk til sig. Det kan man læse om i det hav af dannelsesromaner, der er skrevet i de sidste hundredehalvtreds år.

Begejstring for fuld udblæsning og i skærende kontrast til Pontoppidan finder man i Emil Bønnelyckes prosadigte i "Asfaltens Sange" (1918):

"Jeg lovpriser i ekstatisk Vanvid dette Centrum for København, Raadhuspladsen, en Højsommerdag i Juli, hvor Hotellernes Markiser raaber festligt hvide i Solen, hvor den kære Asfalt er blank af Trafik, Luften ceylonblaa, og Pigerne hvide fra Sko til Skærmhatten. Elskelige, elskelige. Raadhustaarnet glimter gyldent, Sporvognene vaager overfyldte over Trafikkens Skønhed, Travlhedens Helligdom. Cyklerne, o Cyklerne synger, ringer, melodisk, yndefuldt og fint. Dagen kimer sin Larm sødt ind i mit Øre, Sommerdagen, Farverne, Livet."5

Med disse henrivende ord intonerer Bønnelycke københavnerdigtningens lyriske gennembrud. Byen bliver for alvor sat på vers af blandt andre Tom Kristensen, Frederik Nygaard og Jens August Schade. Tom Kristensen, hvis romaner også emmer af København, kan således tage pulsen på byen en hverdagsmorgen og melde alt i skønneste orden:
Du Glød af Morgen, du Glimt af
Maage,
velmødt ved Dronning Louises Bro,
med Cykelkimen, en Lyd som Taage,
Og Morgenskæret i Kvinders Sko.
Et blankt Refleks har forsølvet
Vrimlen,
og Smilet lyner langt ind i Himlen.
Imellem Skyer og Hav i Hvil
fandt København dette første Smil.6

For Bønnelycke og hans generation er Københavns fart og trafik, og dens fabrikker og biografteatre topmålet af vital kultur; men i 1935 lader den ellers så inkarnerede hader af det grå og regnvåde København Johannes V. Jensen ikke Bønnelycke og Kristensen noget efter. Romanen "Gudrun" er ren københavneridyl, og byen beskrives i billedet af en frisk, ung pige. Hun er af arbejderfamilie, svulmende, frodig og sorgløs. Byen omtales som et hjem, og københavnerne som en hel familie af gæve, arbejdsomme og fremadrettede mennesker, der lever et jævnt og muntert liv på jord. De er af sund bondsk afstamning, men byen har forædlet dem og udstyret dem med ny og dannet "natur".

En sund sjæl i en sund by, så ideelt står det ikke til i Tove Ditlevsens roman "Barndommens gade" (1943), hvor Bønnelyckes og Johannes V. Jensens eventyrlige by er erstattet med det langt mere trivielle ydre Vesterbro. En sjæl og en by er der dog, og de hænger sammen som ærtehalm. Ditlevsen beskriver Vesterbros rå og fattigfine gader, der oser af mere eller mindre dulgt seksualitet. Hun fortæller om borgerlig konfirmation i Odd Fellow Palæet og fest i Folkets Hus. Hun kan selv forbande gader og byen, som hun er rundet af, men ingen andre skal komme og sige et ondt ord om den - det tager hun for en personlig fornærmelse.

De indfødte københavnere skal nok forsvare deres by, selv om de ikke altid er bevidste om, hvori dens glimrende kultur består. Men skulle man være i tvivl, så har man en professionel københavner som Dan Turéll til at hjælpe sig. På den ene side er København storbyen, der har alt at byde på, hvornår det skal være. Det er et oplevelsessupermarked, der har åbent døgnet rundt. Og så er den et fristed på grund af sin størrelse, der gør det muligt lynhurtigt at bevæge sig ind i et kvarter, hvor ingen kender en, og hvor man kan spille den rolle, som man har lyst til.

På den anden side adskiller den københavnske kultur sig ikke fundamentalt fra provinsens. Set fra provinsen kan København tage sig ud som én by, men kommer man tættere på og ind i byen, vil man snart mærke, at København er et helt potpourri af provinser. I følge TurŠll er Vangede en provins i København, ligesom Nørrebro, Vesterbro, Herlev, Ballerup, Christianshavn og Hvidovre er det. Hvert sted lever man sit eget liv og har nok i sig selv. I digtet "Alhambravej 1, 1826. Kbhvn.V.: En provins" (1981)7 fremgår det, at digteren kender sit kvarter på Vesterbro så godt, som boede han i en mindre og overskuelig provinsby. Han kender købmanden, slagteren og bankfolkene, og de kender ham. Han er helt på det rene med, at møbelhandleren tager på week-end i sommerhuset, og at købmandens søn passer butikken om mandagen. Folk på gaden spørger til hans kone og barn, og selv forhører han sig om postbudets helbred. Der mangler næsten kun stokroserne, før Vesterbro er forvandlet til ren landsbyidyl og ægte Heimat. Selv det mistænksomme blik over pelargonien i skjul af gardinet og stuens halvmørke er ikke forbeholdt provinsboen, men findes også i Istedgade. Her følges enhver bevægelse af den indfødtes "alt sŠende og intet sigende øjne", som det hedder i digtet "Istedgade" fra "Storby-Blues" (1977).

Dan Turéll udvisker med et enestående kunstgreb den kulturelle kløft mellem hovedstaden og provinsen. København har - set fra en lokal synsvinkel - en provinskultur og er således ikke noget særligt og enestående. Den er måske nok en messe og et digt værd, men end ikke et helt kulturbyår kan gøre det af med dens fundamentalt provinsielle væsen.

Lider København af en fatal mangel på kultur - set med den kritiske digtnings øjne, så savner den til gengæld ikke kunstneriske udtryk for netop denne ømtålelige brist. København er byen som danske digtere elsker at hade, og det er der kommet en del storartede bøger ud af. I "Stuk" har byen ikke den enorme betydning, som den giver sig ud for at besidde; men hvad byen mangler har til gengæld Herman Bangs roman: internationalt format. Af mere nationalt tilsnit er de andre københavnerdigteres værker, hvad enten de vrænger fælt ad byen eller besynger den i ekstatiske vendinger. Fælles for dem alle er dog, at de er værd at tage ned fra hylden, hvis man vil besinde sig på, hvad københavnerkultur har været, er og kunne være.


Noter:

  1. Ludvig Holberg: "Barselsstuen". I:"Comoedierne og de populære Skrifter" (1923), bd.1 s.292. Tilbage
  2. Henrik Pontoppidan: "De dødes Rige" (1917) bd. 1 s. 354. Tilbage
  3. Martin Andersen Nexø: "Gryet" (1910) s.193. Tilbage
  4. Sven Holm: "Langt borte taler byen med min stemme" (1976) s.42. Tilbage
  5. Emil Bønnelycke: "Raadhuspladsen". I: "Asfaltens Sange" (1918) Tilbage
  6. Tom Kristensen: "København" (1940). I: "Blandt københavnere. Nogle erindringsglimt." (1973)Tilbage
  7. Se Dan Turéll: "Gøg og Gokke: Provinsen og storbyen". I: "Kritik" 57/1981. Tilbage

Litteraturhenvisninger:


Nyere behandlinger af københavnerdigtningen:


Tilbage til toppen