Bogens Verden 3-96 Steffen Kronborg

Bogens Verden 1996 nr.3

Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel

Det ordinære liv og
det ekstraordinære livsværk

Af Steffen Kronborg

I 1994 var Anders And-tegneren Carl Barks på en omfattende Europa-turné, som bl.a. førte ham til Danmark. Det var tegnerens første store udenlandsrejse i hans 93-årige liv, så der var knyttet mange forventninger til besøget - såvel fra tegneren selv som fra hans store fanskare. Og man kan roligt konstatere, at forventningerne blev indfriet. Overalt, hvor Barks viste sig, blev han mødt med en begejstring og en festivitas, som var han en befrielseshelt, der hilste på sine tilhængere. Og det er måske ikke nogen helt dårlig sammenligning. Carl Barks er den kunstner, der mere end nogen anden har sat fantasien hos efterkrigstidens børn fri og har givet dem mulighed for at tage på den ene eventyrrejse mere utrolig end den anden, blot gennem købet af et Anders And-blad. For Barks er Disney-universets "gode tegner" - den tegneserietegner, der mest dybtgående har præget flere generationer af tegneserielæsere og givet dem smag for underholdning på et tårnhøjt kvalitetsniveau.
Danmarksbesøget i juni 1994 blev fulgt op af et utal af avisartikler, TV-indslag, arrangementer og reklamepåfund, som i nogle dage overskyggede alle andre begivenheder. Det Kulørte Bibliotek bidrog med en udstilling om mere eller mindre kendte danskeres forhold til Barks, og Nationalmuseet satte trumf på med en stor udstilling af tegnerens oliemalerier. Barks blev hyldet af en tusindtallig skare ved et kæmpemæssigt arrangement i Tivoli, hvor man samtidig fejrede Anders Ands 60 års fødselsdag, og massevis af skoleklasser valfartede fra hele landet til København for at være med til at gøre Danmarksopholdet til en uforglemmelig oplevelse for deltagerne såvel som for den aldrende tegner. Alle sejl blev sat til i løbet af de 4 dage, besøget varede, og efter tegnerens afrejse til Finland - turnéens næste mål - var der næppe nogen i hele kongeriget, som kunne være i tvivl om, hvem Carl Barks var.
Tegnerens Europa-turné havde karakter af et veritabelt triumftog, som satte dybe spor i bevidstheden hos de mange beundrere. Men Barks' Danmarksbesøg gav sig også nogle mere håndgribelige udslag i form af diverse publikationer. Her tænker jeg ikke på de talrige jubilæumsudgaver og fødselsdagsnumre af Anders And-bladet, der udkom i forbindelse med Danmarksbesøget, men derimod på de nok så langtidsholdbare bøger om andetegneren, der fulgte i kølvandet på turnéen.
Den første af disse var kataloget til Nationalmuseets udstilling af oliemalerier med motiver fra Anders Ands verden: Billeder fra Andeby (udgivet af Nationalmuseet og Württembergischer Kunstverein Stuttgart i fællesskab). Hovedparten af kataloget var helliget farvegengivelser af 13 udvalgte malerier - desværre i et format, som ikke på nogen måde lod de glansbilledagtige, men samtidig vidunderligt uskyldige og sprudlende farveglade oliemalerier komme til deres ret. Udstillingskataloget gav dog et udmærket indtryk af stilen i Barks' malerier, og udgivelsen vakte berettiget begejstring hos de mange fans, som dermed fik adgang til et område af andetegnerens virke, der ellers primært havde været forbeholdt et fåtalligt, pengestærkt publikum. At der ikke var nye informationer at hente i katalogets paralleltekster på dansk og tysk gjorde ikke så meget - her var i overvejende grad tale om en billedorienteret udgivelse.

Manden og anden:
De mange danskere, som via Carl Barks' besøg i landet havde fået lyst til at vide mere om tegneren og hans univers, behøvede dog ikke at vente længe på at få deres ønske opfyldt. Allerede i november 1994 - 5 måneder efter besøget - var journalisten Peter Hartungs bog om Barks: Manden og anden, på gaden. Forfatteren skriver selv i forordet, at da han først havde fået ideen til bogen, "gik det stærkt -meget stærkt". Det betyder dog ikke, at indholdet bærer præg af at være venstrehåndsarbejde, eller at der er tale om et tyndt lejlighedsskrift. Hartung har ganske vist ingen ambitioner om at finde dybere tematiske eller strukturelle sammenhænge i andeuniverset, ligesom han ikke nærer noget ønske om at trænge ind bag myten Carl Barks. Med et fermt journalistisk håndelag gennemgår forfatteren historien om Carl Barks' liv og værk, sådan som den nu en gang foreligger i de officielle trykte kilder - først og fremmest i amerikaneren Michael Barriers forskellige udspil i den retning - og denne bundne opgave løser han udmærket.
Vi hører om Carls fødsel på en gård i Oregon i 1901, vi får beretningen om drengens barske og temmelig glædesløse opvækst, om hans første erfaringer med at tegne, om hans ægteskaber og om hans mange forskellige jobs frem til ansættelsen hos Disney i 1935. Derfra fortsætter den biografiske gennemgang med konstante sideblik på tegnerens kunstneriske landvindinger, og snart glider personen helt i baggrunden til fordel for værket. Det er der ikke noget underligt i. Det er fortællingerne om Anders og ungerne, Joakim, Højben og alle de andre kendte figurer, Barks kan takke sin position for - og havde det ikke været for disse fortællinger, ville bogen om Carl Barks være blevet meget tynd. Sagen er nemlig den, at tegnerens liv ret beset er temmelig uinteressant; Barks har oplevet lidt af hvert og har været gift tre gange. Men faktisk er den stille og tilbagetrukne mand ikke det mest oplagte emne for en biografisk portrættering, hvilket man bl.a. får et indtryk af igennem Hartungs indlagte "mellemspil" om Barks' arbejdsgiver, Walt Disney. Her er tale om en helt anderledes farverig person, hvis liv i langt højere grad end Barks' har karakter af skæbne - en igangsætter, som på godt og ondt forstod at bringe sig selv i fokus, og som man kunne vælge at elske eller hade. Eller med andre ord: en mand af det stof, der gøres biografier af.
På baggrund af Barks' ret farveløse livshistorie er det udmærket, at Peter Hartung hurtigt vælger at lægge hovedvægten på tegnerens værk, for det er alt andet end farveløst! Det er nok ikke helt forkert at tale om kompensering gennem kunsten i Barks' tilfælde, for den utrolige idérigdom og den boblende fantasi, der stråler ud fra så godt som alle tegnerens andehistorier, ligner næsten den komplementære side af hans egen begivenhedsløse tilværelse. I sine historier rejste Barks til fjerne lande og fremmede verdener, han opdagede ukendte sagnriger og fandt skjulte skatte - og alt det giver Hartung en fin introduktion til i sin bog. Stadigvæk er der tale om en uhyre overordnet præsentation, som ikke prætenderer at gå i dybden med sit emne. Til gengæld spreder Hartung sig meget bredt og kommer ind på næsten alle tænkelige aspekter og udløbere af Anders And & Co., og det betyder, at læseren får lejlighed til at snuse til så forskellige emner som fan-verdenen, dagens Anders And, Barks kontra Marx, Anders And-oversættelser, -efterligninger, osv. osv. Hartung nævner det hele - og hvis man alligevel skulle have fået lyst til at læse mere, har forfatteren heldigvis også husket at anføre en kildeliste bag i bogen. Tak for det.
For garvede Barks-fans er der næppe meget nyt at hente i Peter Hartungs bog. Men som en første introduktion til tegneren er bogen glimrende, ikke mindst i kraft af sit udmærkede billedmateriale. (Næsten) hvert eneste sideopslag rummer et eller flere billeder, der dels fungerer som illustrationsmateriale til tekstens udsagn, dels indeholder en stribe oplysninger, som kun foreligger i denne form. Der er tale om en flot redigeret og særdeles appellerende billedside, som bringer læseren rundt i alle dele af bogens interesseområde. Her er både de obligatoriske fotografier af tegneren og hans omverden, samt billedeksemplerne fra de forskellige perioder i Barks' karriere. Men derudover finder man et væld af illustrationer, der belyser emner som Anders And-parodier, hyldesttegninger, sekundærværker, udgivelsesformer, osv. Der er lagt et stort arbejde i at få bogen til at fremstå så attraktiv som muligt, og det må siges at være lykkedes formidabelt.
Den eneste lille anke, man kunne fremføre mod Manden og anden er, at billedsiden savner farver. Det er naturligvis en økonomisk afgørelse; men i betragtning af Anders And-universets sprudlende farveglæde kan man godt ærgre sig over, at der ikke var råd til farvegengivelser af de mange illustrationer. Det må dog siges at være en mindre væsentlig indvending: man må gå ud fra, at de, der kunne tænkes at have lyst til at læse Peter Hartungs bog, på den ene eller den anden måde har adgang til Barks' værker i farver, hvorfor det ikke spiller den helt store rolle, om gengivelserne i Manden og anden foreligger i den "rigtige", farvelagte version. Men skulle der alligevel være enkelte læsere, som ikke kender de originale farvebilleder, skal der hermed lyde en kraftig opfordring til at stifte bekendtskab med dem; for farverne er en væsentlig dimension ved Anders And-historierne.
Farverne glimrer ved deres fravær i Peter Hartungs Barks-bog, og det gør de også i det særnummer af specialtidsskriftet Carl Barks & Co., der blev udgivet i forbindelse med tegnerens Danmarksbesøg (nr. 22, oktober 1994). Det er dog ikke særlig bemærkelsesværdigt, for det samme er tilfældet med bladets 21 foregående numre. Men desværre er det ikke blot billederne, men også indholdet, der mangler farve og liv i denne udgave af det ellers normalt interessante tidsskrift. Nr. 22 - med titlen "Europe Tour 1994" - består af en minutiøs gennemgang af Carl Barks' Europa-turné, med oversigter over programmet for de enkelte ophold undervejs - og det er omtrent lige så ophidsende læsning som Billed-Bladets reportager fra de kendtes receptioner. Der er simpelt hen for megen kongerøgelse omkring de relativt få kontante informationer, som særnummeret naturligvis også rummer, til at det er umagen værd at arbejde sig igennem beskrivelserne af de mange middage og museumsbesøg på Barks' Europarejse. Men så kan man da heldigvis kigge på bladets righoldige billedmateriale i stedet for, og her er der rigeligt at glæde sig over - bl.a. de danske serietegneres hyldester til Barks. Jeg synes selv, at Mårdøn Smets grimme ælling og Frank Madsens ænder over vejen under politiopsyn rummer fine variationer over temaet Barks-Danmark.

Den gode tegner:
Men Barks-hyldesterne var ikke slut med Peter Hartungs bog og særnummeret af Carl Barks & Co.. I november 1995 udsendte forlaget Aschehoug Jacob Stegelmanns bog Den gode tegner. Om Carl Barks og Anders And, og selv om der efterhånden var gået halvandet år siden tegnerens Danmarksbesøg, var også denne bog en oplagt udløber af begivenheden. Dels gør Stegelmann selv opmærksom på forholdet i sit forord, dels indleder han sin bog med en (let omskrevet version af en) hyldesttale, han holdt under Barks' visit her i landet. Ligesom Hartungs Manden og anden er Den gode tegner dog andet og mere end et tyndbenet festskrift. Stegelmann har uden tvivl gået med tanker om en bog som den foreliggende i mange år - bl.a. på baggrund af sin rolle som producer af TV's "Så er der tegnefilm"-programmer -og han har så blot benyttet Barks' Europa-turné som en passende anledning til at få nedskrevet sine overvejelser.
Umiddelbart ligner det en hæmsko for en bog som Den gode tegner, at der allerede foreligger én ny bog på dansk om det samme emne. Der er da næppe heller tvivl om, at Peter Hartung med sin bog har mættet en del af markedet for Barks-biografier; men af samme grund har Stegelmann lagt sit værk lidt anderledes an end Manden og anden. Den gode tegner præsenterer sig således umiddelbart som et lidt mere "seriøst" udspil end den tidligere Barks-bog; her er relativt færre billeder, færre grafiske narrestreger i layoutet, og frem for alt: meget mere tekst. Desuden adskiller bogen sig fra sin forgænger ved at lade Barks' liv og karriere være det eneherskende, kronologiske styringsprincip i fremstillingen, lige fra tegnerens fødsel i kapitel 1 og til hans Danmarksbesøg i kapitel 19. Naturligvis er der masser af oplysninger om tegnerens produktion undervejs, ligesom der jævnligt kastes sideblik på de øvrige dele af Disney-universet. Men det er Barks' person, der helt og holdent styrer gennemgangen, og derved adskiller Stegelmanns bog sig væsentligt fra Hartungs noget mere tema-inddelte fremstilling.
Ved sit valg af kronologien og personen som omdrejningsakser for indholdet løber Stegelmann imidlertid direkte ind i det tidligere omtalte pro¬blem: at Barks' liv dybest set er temmelig uinteressant. Derfor hjælper det ikke meget, at Stegelmann udbygger sin levnedsbeskrivelse ved at fylde flere detaljer og flere anekdoter på den ret kortfattede fremstilling, der stod at læse i Hartungs bog - det bliver hovedpersonen ikke mere spændende af. Udvidelsen af sidetallet i forhold til det i den tidligere Barks-bog er altså ikke nødvendigvis kun en gevinst for læseren, der nu må høre om endnu flere ægteskabelige problemer end tidligere.
Men selvfølgelig er der sammen med de flere sider også blevet plads til mere opmærksomhed omkring det væsentlige i beskrivelsen af Carl Barks: hans værker. Stegelmann fortæller ganske underholdende om Barks' mange kunstneriske triumfer midt i de ægteskabelige ørkenvandringer, og på denne måde føres læseren trods alt gennem alle relevante aspekter af tegnerens indsats. Vi hører om hans forskellige selvopfundne figurer, om hans foretrukne motiver og temaer, samt om hans mest kendte fortællinger. Og hvis tekstens omtaler af det sidstnævnte område ikke skulle være tilstrækkelige, har Stegelmann i et appendiks anbragt en særdeles omfangsrig oversigt over tegnerens "bedste historier" - mere end 200! Med så mange titler skulle der være en rimelig chance for, at alle læsere får mulighed for at støde på netop deres favorithistorier i oversigten.
Den gode tegner rummer den (forhåbentlig) definitive gennemgang af Carl Barks' liv og levned - nu kan der vist ikke koges mere suppe på det ben. Men derudover indeholder bogen en række udmærkede (og ind imellem særdeles subjektive) betragtninger over Anders And-universet. Der er formuleringer, man kan studse over, som når Stegelmann f.eks. beskriver den ekstremt anti-kommunistiske fortælling A cold bargain således: "Genial satire, som sovjetvenlige journalister har prøvet at gøre suspekt, selvom satiren for det første er helt berettiget og tilmed nøgtern." Det er vist ikke helt tilfældigt, at det netop er Berlingske Tidende, Stegelmann arbejder for til daglig.
Der er naturligvis også vurderinger, man kan diskutere, som når forfatteren kalder historien om "Den hulkende sømand" for tynd - jeg har i al (u)beskedenhed selv for nylig skrevet en analyse af de grundlæggende temaer i den dybtborende lille historie. Og så er der selvfølgelig enkelte faktuelle fejl i bogen, som når Stegelmann skriver, at beretningen om Marco Polos skat aldrig er blevet genudgivet - men den slags svipsere vil der altid være i et værk som det foreliggende.
Alt i alt er der imidlertid tale om en absolut læseværdig præsentation af en stor kunstnerisk indsats, som rummer materiale til mange timers spændende studier. Det er dog ikke i Stegelmanns bog, man skal lede efter vejledninger til sådanne studier, for den slags bryder forfatteren sig slet ikke om - og derfor har han heller ikke forsynet sit værk med nogen form for litteraturliste! Og Stegelmann er ikke ene om at affeje Anders And-nærlæsningerne som tidsspilde; Barks selv ser heller ingen grund til at gå i dybden med hans værker. Historierne er blevet til som underholdning for børn i alle aldre, og hvis de alligevel skulle vise sig at rumme andet og mere, end man umiddelbart får øje på, er det et rent tilfælde - altså ifølge Barks. Det er denne næsten guddommelige inspirationsteori, Stegelmann er inde på i et afsnit, hvor han med en aldeles pudsig formulering skriver: "Han synes næsten overlagt ubevidst om sine figurers udvikling. Tingene kom, som de kom, figurerne blev lavet, så historierne kunne fortælles - og leder man efter konkrete beslutninger om at indføre dem som faste medvirkende, leder man forgæves." (s. 120).
Trods disse og lignende henstillinger om at holde fingrene fra mesterens værker, vil jeg slutte af med en opfordring til læserne om trygt at gå i gang med at analysere Barks' Anders And-fortællinger. Der er ingen grund til berøringsangst, for historierne rummer masser af spændende og gennemarbejdede strukturer og tema-gennemspilninger -ikke mindst inden for Barks' foretrukne emneområde: natur/kultur-modstillingen. Derfor er der heller ingen grund til, som Stegelmann gør det i sin afslutning, at harcelere over dagens førende historie-fortæller inden for andeuniverset: Don Rosa. Rosa leverer nogle (næsten) lige så flot konstruerede fortællinger som de bedste af Barks' egne historier, hvilket har resulteret i en lang række overbevisende tegneserieudspil - ganske vist lidt mere intellektuelt belastede og tegnet i en lidt mere kantet stil end den, Barks benytter sig af. Men indholdet i Rosas historier holder gennemgående en særdeles høj standard, hvorfor det kan virke underligt, at Barks ikke bryder sig om kollegaens værker - specielt da den gamle mester citeres for følgende udtalelse i Stegelmanns bog: "Der er brug for flere gode forfattere" (s. 190). Måske støder det alligevel hans kunstneriske forfængelighed, at nye navne prøver at gøre ham rangen som alle tiders førende Anders And-tegner stridig?

Bibliografi:
Carl Barks. Billeder fra Andeby. Nationalmuseet, 1994. 27 s. + 13 farvetavler. 88 kr.
Peter Hartung: Manden og anden - en bog om Carl Barks. Bogfabrikken, 1994. 124 sider, 195 kr.
Europe Tour 1994 (Carl Barks & Co., nr. 22). Forlaget Sejd, 1994. 55 sider, 38.50 kr.
Jacob Stegelmann: Den gode tegner. Om Carl Barks og Anders And. Aschehoug, 1995. 228 sider + 16 farvesider, 195 kr.

Tilbage til toppen