Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
De mange historier Den engelsksprogede boghøst 1995 - tværsnit 1
Af Claus Secher, fung. fagleder, dr.phil.
Den angelsaksiske litteratur har på det danske marked altid været præget af at skulle opfylde mange forskellige læserbehov. En stor del af underholdningslitteraturen kommer herfra, fordi grænsen mellem avantgarden og populærlitteraturen dér aldrig har været så klar som på kontinentet. Fra det engelsksprogede litteraturområde importerer vi stadig forbløffende mange historiske romaner. I John Irvings Et ægteskab i 74 kilo klassen er hovedpersonen forfatter af dårlige historiske romaner, og hans far, en professor i historie ved Harvard University, er meget skeptisk over for genren. For ham er historiske romaner både dårlig historie (videnskab) og dårlig litteratur. Men har han ret?I biblioteksverdenens kataloger som f.eks. "Romannøglen" placererer man ofte under historiske romaner bøger, der foregår i gamle dage, men aldrig fra forfatterens side var tænkt som historiske romaner. Bibliotekarernes vurdering er tæt på læsernes brug af litteraturen, hvor litteraturen næsten så snart, den er udgivet, bliver historisk. Fiktion fortæller om landes, epokers og individers historie, og hvad enten den primært er underholdningslitteratur eller idéromaner, der tager sit egentlige udgangspunkt i en aktuel problemstilling, så fastholder den os som historisk forankrede individer.
Historiske romaner
Byron: en roman (Tiderne Skifter) er engelsk i sit emne og måske også i sin form der ligesom Antonia Byatts Besættelse krydser forskellige tidsplaner. Men Sigrid Combüchen er en tyskfødt, svensk forfatter og litteraturkritiker. Byron blev i sit korte liv og umiddelbart efter en myte, der optog hele Europa: adelsmand og oprører, klumpfod og Don Juan, frihedskæmper og tungsindets melankoliker. Kierkegaard så ham som æstetikeren, Georg Brandes som frihedshelten. Sigrid Combüchen indkredser kun indirekte Byron-figuren. Hun starter med en epilog. I 1938, på 150 års-dagen for Byrons fødsel, trænger en gruppe engelske byronister ind i familiegravstedet og åbner digterens kiste. Disse fiktive byronister fra provinsen beslutter at genskabe digterens historie ved hver at fortælle om en person i hans liv. En ser ham gennem halvsøsteren, en anden gennem hustruen der forlod ham. En tredje fortæller om Mary Shelley, en fjerde om hendes mand digteren Percy B. Hovedfaserne i Byrons liv dækkes ind, men Byron selv forbliver et mysterium.
Englænderen Robert Goddard har specialiseret sig i underholdende historiske romaner med et krimiplot, og hans tredje bog på dansk En sluttet kreds (Gyldendal) tilhører genren. Den foregår i 1930'erne med diskrete hentydninger til den økonomiske krise, men krimiintrigen har rødder i 1. verdenskrig. Faktisk opererer romanen med en helt ny fortolkning af, hvorfor 1. Verdenskrig startede. Bag det berømte mord på ærkehertug Franz Ferdinand står ikke, som vi tror, serberne, men en fæl konspiration af økonomiske bagmænd, der kunne tjene store penge på spekulationer i krigsudbruddet. To engelske plattenslagere involveres via en smuk engelsk dame om bord på båden fra Canada til England i et spil, hvor de lugter let tjente penge, men bliver selv ofre for større og mere udspekulerede kræfter.
Ikke alle engelske forfattere tager så let på 1. Verdenskrig, som efterlod et dybt traume også hos den sejrende nation England. Imperiet forestillede sig, at krigen hurtigt ville være overstået, men den blev ved at trække ud, og tabstallene var rystende. Også de overlevende blev psykisk mærket af barbariet. For nylig fik Pat Barker årets Booker Prize for tredje bind af sin trilogi om krigen, Spøgelsesvejen. Helen Dunmores Zennor i mørke (Cicero) er en anden engelsk bog om hvad 1. verdenskrig gjorde ved englænderne. Scenen er en lille fiskerby i Cornwall. Den moderløse unge pige Clare Coyne elsker sin fætter John William, der har overlevet skyttegravsmassakrerne og er hjemme på orlov, før han skal påbegynde sin officersuddannelse. De har en enkelt kærlighedsmorgen på stranden; han er psykisk mærket af krigsoplevelserne og begår selvmord. Clare bliver gravid, men over for lillesamfundets moralske blikke får man opbygget en fiktion, om at de skulle giftes. På egnen har forfatteren D.H.Lawrence slået sig ned sammen med sin tyske kone Frida, der har forladt børn og sin første mand. Clare tiltrækkes af deres åben- og anderledeshed, men digterparret tvinges til at rejse bort på grund af egnens fordømmelse af deres bohème-livsstil og Fridas tyskhed. Styrken i Dunmores stilfærdige, underspillede roman er de nænsomme portrætter af de unge piger og deres familier. Til gengæld synes jeg ikke hun får særlig meget ud af det mere dramatiske stof omkring D.H. Lawrence og Frida der var en langt stærkere kvindeskikkelse, end romanen lader ane.
Engleviden (Centrum) blev nomineret til Booker Prize i 1994. Jill Paton Walsh er mest kendt som børnebogsforfatter i fantasy-genren, og hendes historiske, filosofiske idéroman har tydelige fantasy-træk. På en ø, der iflg. forordet "minder lidt om Mallorca" dukker omkring 1450 to mennesker op, som forstyrrer den feudale, katolske orden: et ulvelignende væsen, som viser sig at være en ung pige, Amare, og en ung ateistisk fyrste, Palinor fra et land, ingen har hørt om, og hvor alle religioner tolereres. Historierne om de to afvigere flettes sammen, fordi den lokale kardinalfyrste gør frigivelsen af Palinor afhængig af et eksperiment med ulvepigen. Hvis hun intuitivt erkender Guds eksistens, har Palinor forsyndet sig mod den Gud, vi alle er født til at erkende. Eksperimentet går galt. Den romerske inkvisition intervenerer, Palinor henrettes, de lokale religiøse autoriteter mister deres tro, og Amare vender tilbage som ulv til bjergene. Walsh' roman er et lidt for entydigt lærestykke imod kristen fundamentalisme og for tolerance og kærlighed til det jordiske.
Holkenfeldt 3 fortsætter prisværdigt udgivelsen af den afdøde jødiske nobelpristager Isaac B. Singers værker. Turen er nu kommet til den fascinerende debutroman Satan i Goraj fra 1935, der blev skrevet på et tidspunkt, hvor det var jødernes gamle landsbyverden, som optog ham. Det er en historisk roman, der formes af Singers forkærlighed for jødisk mystik og dens relation til det erotiske og det sataniske. Den bygger på det autentiske stof om den falske Messias fra midten af 1600-tallet, som danske læsere bl.a. kender fra Ebbe Kløvedal Reichs Rejsen til Messias, og skildrer de dønninger, de historiske hændelser i Mellemøsten rejste selv i en fjern lille jødisk, polsk landsby. Budskabet om hans komme giver jøderne håb om snarlig frelse fra undertrykkelse og pogromer. Bogens hovedpersoner gør sig til talsmænd for Sabbatai og indfører gradvist en mere syndig, erotisk livsform, der til sidst kammer over i den rene satanisme. I slutkapitlet udlægger en from jødisk chassid mange år senere den moralske lære, men som altid lever Singers fiktion gennem den vellystige skildring af udsvævelserne og hans eminente kendskab til jødisk historie og levevis.
Den falske markise (Samleren) af Judith Merkle Riley giver et saftigt og fuldstændig illusionsløst billede af solkongens tid i Frankrig. Ludvig d.14. er en liderlig nar, og kvinderne intrigerer hæmningsløst for at komme blandt hans elskerinder. Spådomskunst og overtro florerer, fordi alle bekæmper alle for at erobre hoffets gunst. Giftmord på rivaler og aborter af uønskede børn er daglig kost, og her får de forskellige sandsigersker og troldkvinder en vigtig samfundsmæssig rolle. Midt i kulden er der dog også plads til lidt romantik.Man kan godt læse et moderne kvindeaspekt ind i beskrivelsen af, hvordan kvinderne formår at udnytte deres marginale sociale position, men først og fremmest er Den falske markise rendyrket underholdning med en lille hilsen til gamle Alexandre Dumas.
Fra den forgyldte tid til Vietnamkrigen
E.L. Doctorow er den amerikanske historiske romans mester. Gennem romaner som Ragtime, Daniels Bog og Billy Bathgate har han givet intense billeder af nyere amerikansk historie. Med Vandværket (Gyldendal) er han tilbage i tiden efter borgerkrigen, den forgyldte tidsalder, hvor et moderne, brutalt industrialiseret samfund skabes, og hvor storbyerne bliver til. Den er først og fremmest en bog om metropolen New York.
Romanens fortæller er New York-redaktøren McIlvaine på The Telegram. Hans arbejdsfilosofi lyder: "Hvis journalistik var en filosofi og ikke en metier, ville den sige, at der ikke findes nogen orden, ingen forståelig mening i verden, uden... den daglige avis...Hvis vi skal kunne se tingene som de er og holde vores deadline, må vi hellere lade være med at blive involveret". McIlvaine bliver dog involveret, da hans bedste freelancer, Martin Pemberton, forsvinder. Dennes far grundlagde sin formue i New York på våbensalg under borgerkrigen til begge parter og på slaveri. Han er død og begravet, men en dag har sønnen set ham i en spøgelsesagtig hestevogn. McIlvaine begiver sig sammen med en af de få hæderlige politifolk byen ud på detektivjagt. Det monumentale vandreservoir er romanens gennemgående symbol på storbyens moderniseringsproces. Vandværket udvikler sig bevidst som en spændingsroman, hvor en gal naturvidenskabsmand arbejder ud fra drømmen om at skabe evigt liv. Men selv om romanen maler i kulørte farver med elementer fra Frankenstein og Dr. Jekyll får den fortalt en fascinerende historie om begyndelsen til det moderne USA, vi både elsker og hader.
En amerikansk roman, der endnu mere direkte tematiserer journalistikken som problemområde er Pete Dexters Avisdrengen (Lindhardt og Ringhof, fremover L&R). Det er Dexters anden roman i Danmark efter gangsterromanen Som brødre. Dexter er også forfatter til den prisbelønnede og filmatiserede Paris Trout. Avisdrengen er romanens fortæller Jack James, søn af en redaktør af en lille provinsavis i Florida. Han bliver chauffør for storebroderen Ward, da dennne kommer til egnen for sammen med en journalistkollega at optrævle et muligt lokalt justitsmord. Ward er den gammeldags samvittighedsfulde journalisttype, hans makker Acheman er en moderne repræsentant for New Journalism, der prioriterer den elegant turnerede pointe højest. Tilsyneladende får journalisterne succes med deres historie. De påviser det lokale retsapparats slendrian og hullerne i bevismaterialet og får løsladt den anklagede. Som belønning modtager de Pulitzer-prisen. Desværre viser det sig, at Acheman har inddigtet et væsentligt vidneudsagn i reportagen, og endnu en journalist kommer på sporet af løgnen i deres artikler. Den løsladte morder fortsætter sin kriminelle karriere, og den samvittighedsfulde Ward James går i hundene i sit monomane forsøg på at nå frem til sandheden. Dexters historie foregår i det dybe Syden, hans miljøbeskrivelse og portrætter fra sociale randområder får en til tænke på Erskine Caldwells fiktioner fra 1930'ernes tobaksvej.
Ingen begivenhed i amerikansk historie har efterladt så mange myter som mordet på præsident Kennedy. Kun ganske få amerikanere tror på den officielle version om én enkelt sindsforvirret morder, Lee Harvy Oswald. Filminstruktøren Oliver Stone har givet sin version af mordet i filmen JFK, og romanforfattere som Don de Lilo og senest Norman Mailer har kastet sig over stoffet. På dansk foreligger nu James Ellroys version i American Tabloid (Hovedland). Ellroy er mest kendt for sine sorte krimier, "Los Angeles-kvartetten", i den umiddelbare efterkrigstids Californien. Sortsynet og kynismen har Ellroy overført fra krimien til sin samtidshistoriske roman. Sit USA-billede lancerer Ellroy i prologen, hvor det bl.a. hedder:" Amerika har aldrig været uskyldigt. Vi mistede vores uskyld på båden herover, og det har vi aldrig fortrudt...Virkelighedens Camelot-treenighed hed Se Godt Ud, Brug Albuerne og Knep til Højre og Venste. John F. Kennedy blev den mytologiske frontfigur i en særlig saftig periode i USA's historie. Han var en bedre taler end de fleste, og han havde en frisure i verdensklasse. Han var en Bill Clinton minus dellerne og den konstante mediekritik".
Ellroys billede af Kennedy-tiden bliver derefter. Bortset fra Robert Kennedy, der er drevet af en vis retfærdighedstrang, er alle personer, såvel de fiktive som de virkelige, dumme, onde, griske, voldelige og liderlige. Med hensyn til afdækning af hvad der virkelig skete, har romanen intet nyt at fortælle. Også Ellroy mener, at FBI, CIA, den kriminelle fagbevægelse og eksilcubanerne stod bag. Også han ser Kennedys manglende engagement i Svinebugts-invasionen på Cuba som den hændelse, der fik alle hans fjender til at stå sammen. Ellroys dybt problematiske form for historisk roman blander ukritisk facts og fiktion, og hans psykologi er enøjet og dybt racistisk.
Walter Mosley er også primært kendt som krimiforfatter. Han er afroamerikansk, og det har ikke skadet lanceringen af hans romaner om detektiven Easy Rawlins, at præsident Clinton har kaldt ham sin yndlingsforfatter. I Delta Blues (Fremad) er sigtet mere ambitiøst. Den gamle døende bluesmusiker Soupspoon Wise fra Mississippi-deltaet og den hvide sydstatspige Kiki fra Arkansas, der som barn blev seksuelt misbrugt af sin far, er endt i samme ejendom i New York. Da Soupspoon smides ud af sin lejlighed, tager den hidsige, men hjertevarme Kiki sig af ham. Vi følger Soupspoons sidste uger, hvor han takket være Kiki får et comeback som bluessanger, samtidig med at han får fortalt og erindret sin livshistorie. Fundamentet i hans liv er blues'en. Blues'en er knyttet til de sortes smertefulde historie i Sydstaterne: "Den ægte blues er dækket med mudder og blod" i Mississippi". De billeder, Mosley giver fra blues-verdenen virker ægte.
Tim O'Brien er en amerikansk forfatter, der hidtil har brugt hele sit forfatterskab på at bearbejde sine oplevelser som soldat i Vietnam-krigen. Hele 5 romaner om Vietnam er det blevet til, hvoraf den næstsidste Det de bar kom på dansk i 1992. I hans nye bog I skovenes sø (Klim) har John Wade påbegyndt en politisk karriere og står foran at vinde en plads i det amerikanske senat, da pressen får fat i historien om hans fortid som deltager i massakrene ved My Lai. Vi møder ham efter det ydmygende valgnederlag,hvor han sammen med sin kone er søgt ud i skovene, for at slikke sårene. Konen forsvinder pludselig, og han kommer under mistanke for at have myrdet hende. En række kapitler under den fælles overskrift: bevismateriale, består dels af fiktive interviews i forbindelse med sagen omkring konens forsvinden og senere hans egen, dels af dokumentarisk materiale omkring Vietnam-krigen og My Lai. Allerede som barn bliver John en habil tryllekunstner. I Vietnam kender soldaterkammeraterne ham under navnet "Troldmanden". Fascinationen ved at trylle bliver en gennemgående metafor for hans evne til at fortrænge. Hvis han kan trylle tingene væk, eksisterer de ikke. I Tim O'Briens forfatterskab er intet tryllet væk.
68'erne og derefter
Romaner, der ikke er historiske, kan få en dårlig historisk patina, hvis de kunstnerisk er mindre vellykkede. Den i Danmark nyligt udsendte Et ægteskab i 74 kilo klassen (L&R) er den populære amerikanske romanforfatter John Irvings tredje roman, fra 1974. Den har mange af de typiske Irving-træk: den bizarre sorte humor, den stedvise stærke sentimentalitet og de pludselige meget dramatiske hændelser. Ligesom i Hotel New Hampshire foregår flere kapitler i Wien, og ligesom i Verden ifølge Garp er dens problemstilling knyttet til 60er-ånden i Amerika. Romanens tema er frisindet på det seksuelle område, som selvfølgelig viser sig at blive katastrofalt. Den har 4 hovedpersoner, to ægte- og vennepar, som med større eller mindre lyst kaster sig ud i partnerbytte og selvfølgelig grundigt forsømmer deres børn. Irvings nye, gamle roman gør overraskende lidt ud af 60er-tidsbilledet, er undertiden morsom og moralsk engageret, men er ikke nogen sværvægter i forfatterskabet.
Frygten for de 50: midtvejserindringer (L&R) har som originaltitel Fear of Fifty. Den spiller selvfølgelig på gennembrudsromanens titel Fear of Flying. Umiddelbart er det ikke frygt, man forbinder den tabubrydende Erica Jong med, og frygten for alderen i en civilisation, der tilbeder ungdommen, viser sig da også at være et påskud for at skrive erindringer med en ikke ringe selvtillid. De handler om hendes jødiske baggrund, hendes forfatterskab, kvindesag, kvindelitteratur, hendes 4 ægteskaber + alle de løse forhold. Når Erica Jong provokererer så mange læsere, også kvinder, er det på grund af hendes næsten maniske selvoptagethed og hendes forhold til sex. Her er hun anarkist og fuldstænding som femnister påstår, mænd er. Hun reducerer manden til krop og placerer lysten hinsides det daglige kvælende samliv. Jongs midtvejserindringer er - som hendes romaner - provokerende, morsomme, snobbede, sexede, selvoptagne og for lange. Når hun engang skriver Frygten for de 90, vil den have undertitlen "Sex på plejehjemmet".
I sin nye roman Fem minutter i himlen (Gyldendal) følger Lisa Alther stier, der tidligere er betrådt i forfatterskabet. Jude vokser op i sydstaten Tennessee sammen med sin far og en sort husholderske. Moderen dør i barselsseng, da datteren er ganske lille. Jude er i opposition til de barske drenge, der i deres lege afspejler tidens konservative, antikommunistiske strømninger. Barndommens lyspunkt er veninden Molly. Deres venskab forbliver varmt og inderligt, indtil de når puberteten, hvor Molly begynder at sætte grænser. Molly omkommer som teenager i en bilulykke. Judes fundamentale livserfaring bliver, at kærligheden ikke kan vare, at man kun er "fem minutter i himlen". Jude flytter i de eksperimenterende sentressere til New York. Efter et kortvarigt forhold til barndomsvennen og bøssen Sandy realiserer hun sin lesbiske natur i forholdet til den ældre lyriker Anna, som er bundet i et masochistisk præget forhold til sin mand. Anna bryder til sidst, men dør kort efter. Hovedparten af romanen fortælles som erindring i Paris, hvor Jude oplever, at de franske kvinder gemmer sig for kærligheden bag et uforpligtende sprogligt spil. Stærkest i Althers bog står barndomsscenerne fra sydstaterne. De har den følelsesmæssige intensitet, der prægede Althers gennembrudsbøger Levende billeder og Arvesynder.
Anita Shreves anden roman på dansk Passion (L&R) er på en måde også en roman om journalistik, selv om den primært er en kvindelig debatroman om vold i ægteskabet. Journalisten Maureen English flygter sammen med sin baby fra sin mand og kollega og lever under påtaget navn i en lille øde fiskerby i Maine. Hun trives i den barske vinternatur og får et forhold til en fisker, der lever i et glædesløst pligtægteskab. Hun forrådes, og konfrontationen ender i mord, retssag og fængselsdom. Romanens fortæller er en kvindelig journalist og forfatter, der har specialiseret sig i voldssager. Hun opsøger i fængslet Maureen English, hvis skriftlige beretning udgør hovedparten af romanen, men suppleres af korte vidneudsagn fra egnens beboere. I romanens begyndelse opsøger fortælleren efter Maureens død hendes datter og viser hende papirerne. Af bogens slutning fremgår det overraskende, at den kvindelige journalist i sine artikler har fordrejet Maureens fortælling og dermed ødelagt det forsvar, der kunne være ført i retssagen, med henblik på at fremstille mordet som selvforsvar. Fortælleren undskylder sig med, at man i 1971 ikke kunne fortælle en historie om vold i ægteskabet, som læserne ville tro . Shreve sætter således til sidst kvindehistorien ind i tidsmæssig mediesammenhæng.
Titlen i Fay Weldons seneste roman Splid (L&R) hentyder til hovedpersonens spaltede psyke, hvor forskellige karaktertræk er i "splid" med hinanden. Angelica skal skilles fra sin aristokratiske mand Edwin Rice. Lady Rice-siden af hende er forurettet og vil gerne bevare ægteskabet. Angelica repræsenterer fortiden som rockstjerne og den hurtigt tilpassede hustru. Som den mere individualistiske, entreprenante Jelly bliver hun ansat som sekretær for mandens advokat, så hun kan mele sin kage i skilsmissesagen, og som Angel lever hun vildt og udsvævende. Som illustration af en moderne kvindes splittelse er ideen sjov, men Weldons nye historie er uden dybde, uden engagement og egentlig også, hvad der er fatalt hos hende, uden humor. Det er, som om Weldon på det sidste - efter sin skilsmisse - er blevet indfanget af en misantropi, der kvæler hendes talent og skrivelyst.
Peter Camerons første roman på dansk, Weekend (Rosinante) er en stilfærdig historie, der udspiller sig i skyggen af AIDS-truslen. Kunsthistorikeren, den homoseksuelle Lyle skal tilbringe en weekend på landet i staten New York hos vennerne John og Marian. Lyle har for præcist et år siden mistet sin kæreste Tony, Johns halvbror. På weekendopholdet tager Lyle sin nye ven, den noget yngre maler Robert med. Lyle er usikker på forholdets bæredygtighed og stadig indfanget af minderne om Tony; Robert er usikker og sårbar. Marian er let depressiv og på vagt over for Robert, John er distanceret og konfliktsky. Robert føler sig og også uelsket og stikker af fra selskabet. Til sidst tager Lyle hjem. Marians sidste spørgsmål: "Har du haft en god weekend"?, må vist besvares negativt. Alt i Camerons lille roman foregår diskret på overfladen, mens liv halvkæntrer i det skjulte. Den er et signalement af en bestemt alderklasses og socialgruppes livsform i begyndelsen af 90erne. I sin minimalisme er den imponerende konsekvent, men også lidt kedelig på grund af fraværet af følelsesmæssige dybder.
I foråret kom endnu en fascinerende roman af Paul Auster, Mr. Vertigo, men sidenhen har Auster markeret sig i forbindelse med to sammenhængende film Smoke og Blue in the Face. Begge er dejlige varme kærlighedserklæringer til lokalmiljøet, en lille cigarbutik i Brooklyn, og er blevet til i samarbejde med instruktøren Wayne Wang. Til Smoke har Auster skrevet drejebogen, på Blue in the Face er Auster medinstruktør. Hvor Smoke bygger på en gennemarbejdet historie, består den anden af korte scenarier fra Austers hånd, hvorudfra skuespillerne har improviseret. Bogen Smoke & Blue in the Face - to film af Paul Auster (Per Kofod) er en lille let sag med mange billeder, men alligevel underholdende og charmerende. Den rummer bl.a. et interview med Auster og hele "August Wrens julefortælling", der afrunder Smoke, en rigtig Auster-historie om tilfældighedernes spil, om moral og humanitet. Bogens sidste halvdel består af de korte scenarier, Auster skrev til Blue in the Face: bagateller, men morsomme og psykologisk præcise.
Canadiske historier
Canadisk litteraturs grand old man, Robertson Davies, ind til sin død for nylig en potentiel Nobelpriskandidat, er herhjemme kendt for sin Deptford-trilogi. I 1994 udsendtes første bind af Cornish-trilogien, De oprørske engle, og i år kommer 2. bind, Hvad man i ungdommen nemmer (Chr. Erichsen). Hvor 1. bind var lige dele universitetssatire og sprænglærd, men humoristisk kulturhistorie, er 2. bind en god gedigen udviklingsroman i en yderst utraditonel ramme. Kunstmæcenen Francis Cornish er død, og en let fordrukken teolog arbejder på hans biografi. Nogle mørke skygger i hans liv anes, og nevøen, en ambitiøs forretningsmand er bange for, at udgivelsen vil skade forretningen. Biografiens engel Zadkiel den Lille og dæmonen Maimas fortæller og debatterer Cornish' livshistorie.
Cornish er på mødrene side canadisk, på fædrene engelsk. På faderens ordre er han protestant, men opdrages mest af sin katolske tante. Kammeraternes fællesskab er han udenfor, og tantens maleri "Kærligheden lukket ude" bliver ikke bare et symbol på hans barndom, men også hans liv som voksen. Cornish kommer til Oxford og ansættes som sin far i efterretningstjenesten. Han læser kunsthistorie, udvikler evner for at imitere fortidens malerier og vikles ind i et eventyrligt projekt med kunstforfalskninger, som skal franarre nazisterne deres udenlandske kunstskatte. Han ender sit liv som rig kunstmæcen i Canada, ensom, men så relativt afklaret, som et menneske kan være.Samtidig med at Hvad man i ungdommen nemmer er en en psykologisk roman om ensomhed og materiel grådighed, diskuterer den underfundigt kunst og kunsthistorie, originalitet over for imitation og forholdet mellem kunst, religion og myte.
Carol Shields er født i USA, men har været bosat i Canada siden 1957. Hun udnytter i Skrevet i sten (Rosinante) sit dobbelte nationale tilhørsforhold, idet hun flytter hovedpersonen Daisy Goodwill frem og tilbage mellem de to lande. Daisy fødes i en lille canadisk landsby, hvor faderen er stenhugger. Moderen nedkommer grotesk uden at have orienteret nogen om sin graviditet og dør under fødslen. Daisy opdrages af en nabokvinde. Som ung flytter hun med faderen til USA, hvor han bliver direktør for et stenbrud og en slags kunstner. Vi følger Daisys skæbne gennem to ægteskaber og som enke, hvor hun har nogle gode år som redaktør af en havebrevkasse og plejemor for et barn født uden for ægteskab. Vi følger hendes livsbane til enden, da hun dør blandt andre ældre kvinder i Florida plejet af sin ældste datter. Daisy fortæller overvejende sin egen livshistorie i jeg-form, men synsvinklen skifter ofte, således at hun mod gængse realismekonventioner fortæller hændelser, hun aldrig har oplevet. Jeg-fortællingens logik sprænges også ofte af andres fortællinger, af breve og af avisuddrag. I bogens midte gengives en række fotografier med romanpersonernes navne, som skaber en spændende tvetydighed i romanens leg på grænsen mellem fiktion og historisk virkelighed. Skrevet i sten er enormt flot fortalt og får derfor gjort et tilsyneladende uheroisk kvindeliv vedkommende.
Det er unægteligt mere specielle kvindeliv, vi møder i Evelyn Laus Friske piger og andre historier (Tiderne Skifter). Lau er canadier med asiatisk blod i årene, stak hjemmefra og levede som den meget tekniske bagsidetekst oplyser "som gadebarn og senere teenage-sexworker i en candisk storby, indtil hun 17 år gammel fik udgivet sin første bog". Hun har tidligere udgivet 3 digtsamlinger.. Friske piger består af ti korte noveller om prostituerede og deres kunder. Pigerne har forskellige navne, men deres skæbner virker forstemmende ens; kunderne tilhører storbyens overklasse. Sadisme, masochsime og fetichisme veksler med ønsker om mere traditionelle elskerinder. Novellerne er paradoksalt nok smukke, fordi de i et lyrisk, impressionistisk sprog fastholder pigernes drømme, (flot gengivet på dansk af Pia Juhl), midt i fornedrelsen.Pigerne, der drikker og tager stoffer for at holde deres liv ud, bærer alle på en drøm om at blive synlige som mennesker i mændenes liv, samtidig med at historierne skånselsløst dementerer deres romantiske illusioner. Hvis man kan tale om solidaritet i den verden, er Evelyn Laus fortællinger gennem deres sprog fuldt ud solidariske med de piger, hun ved at skrive om, har bevæget sig væk fra.
Howard Norman er en ret ukendt amerikansk forfatter, der har boet en del af sit liv i de øde egne i Canada. Hans roman Fuglemaleren foregår i begyndelsen af vort århundrede på New Foundland. Hovedpersonen og fortælleren Fabian Vas afslører allerede som barn et talent for at afbilde fugle og hjælper desuden med i øsamfundets fisker-og jægerliv. Allerede som 15-årig indleder han et forhold til den fire år ældre nabopige Margaret Handle, der har indiansk blod i årene. Fabian er ikke en særligt reflekterende type, og da forældrene pludselig får den vanvittige idé, at han skal giftes med sin kvartkusine, indvilger han uden protest. I perioden op til det arrangerede bryllup er faderen borte på jagt, og moderen indleder demonstrativt åbenlyst et forhold til øens fyrmester. Da faderen vender tilbage, eksploderer det hele, og Fabian skyder moderens elsker. Alligevel drager den splittede familie til Halifax til Fabians bryllup, der gennemføres som en galgenhumoristisk ceremoni, men aldrig fuldbyrdes. Fabian vender tilbage til New Foundland, frikendes på grund af manglende bevis for mordet og ender med blive gift med Margaret.Fuglemaleren er en grotesk roman med en bevidst stærk disharmoni mellem de meget dramatiske hændelser og fortællerens fattige sprog og manglende psykologiske indlevningsevne. Kun Margaret har i sit liv overensstemmelse mellem følelser og sprog. Her får den stringente minimalisme både epoke og miljø til at leve.
Bastardens historie
Salman Rushdies roman Maurerens sidste suk er Rushdies anden voksenbog efter De sataniske vers; novellesamlingen East West er endnu ikke oversat. Den har været ventet med spænding. Ville Rushdie efter fatwaen og de 5 års indespærring føre krigen mod de islamiske fundamentalister videre? Ville hans liv i et ufrivilligt fængsel formørke hele hans livssyn og udtørre hans fantasi?
De svar, Maurerens sidste suk giver, er ikke entydige, men ét er sikkert: fantasien, humoren og den sproglige virtuositet (fremragende gengivet af Thomas Harder) er fuldstændig intakt . I forhold til det tidligere forfatterskab ligner Maurerens sidste suk mest Midnatsbørn, Rushdies gennembrudsbog om det moderne Indiens historie. Også den nye roman er en en bog om Indien, men knap så konkret historisk forankret. Den er en slægtsroman over 4 generationer. Hovedpersonens mødrene slægt nedstammer muligvis fra Vasco da Gama, flere af dem er troende katolikker; faderen er af portugisk-jødisk herkomst, hans forfædre blev smidt ud af Spanien sammen med maurerne i 1492.
Hovedpersonen og jeg-fortælleren Moraes eller "Moor" (maureren) kommer fra en stridbar slægt. Kvinderne er stærke og mændene svage, Moors mor bliver en berømt indisk maler, hvis malerier løbende beskrives som allegorier på familiens og landets nutidshistorie. Romantitlen hentyder til det sidste billede i moderens Maurer-serie. Det har et historisk tema fra det tidspunkt, hvor den sidste mauriske sultan i Alhambraen overgiver nøglerne til paladset til spanierne og modtager følgende spottende ord fra sin mor: "Græd du kun som en kvinde over det, du ikke kunne forsvare som en mand".
Nutidens indiske maurer er også en svag søn med en stærk mor. Han drømmer om et maurisk utopia i Indien, men oplever også denne civilisations forfald. Gennem Rushdies bog går en drøm om at det blandede, det bastardagtige kan få lov til at leve, men samtidig også en erkendelse af at råbene på det etnisk rene er stærke i disse år. Helt konkret angriber Rushdie den nye fundamentalistiske hinduistiske bølge i Indien. Hans drøm kommer til udtryk i bogens slutscene, hvor Moor i Spanien i det fjerne ser Alhambraen: ..."Europas røde fort, søster til det i Delhi og i Agra ... dette mindesmærke over en forspildt mulighed, som ikke desto mindre er blevet stående, længe efter at dets erobrere er faldet; ligesom et vidnesbyrd om den tabte, men allersødeste kærlighed, om den kærlighed, der varer ved hinsides nederlag, hinsides tilintetgørelse, hinsides fortvivlelse; om den besejrede kærlighed, der er større end det, der besejrer den, om det allerdybeste af vore behov, vort behov for at flyde sammen, for at gøre en ende på alle grænser, for at lade selve jeg'ets grænser falde".
Også i formens magiske realisme ligner Rushdies nye bog Midnatsbørn. Moor lever f.eks. dobbelt så hurtigt som andre mennesker, således at han, når han er 36, både fysisk og psykisk er en 72-årig. Romanen vrimler med bizare bipersoner, ofte fra den indiske underverden, skrøne følger på skrøne, og sproget svinger mellem lyrisk patos, sanselighed og fladpandede jokes, som når Moors søster bliver en berømt Country and Eastern-sanger. Etablerede forklaringer på hændelsesforløb bryder pludselig sammen, og en ny subtekst åbenbarer sig. Man kan måske anklage Rushdie for næsten at være for idérig og dermed skade romanens logiske klarhed, men denne læser måtte ihvertfald overgive sig til en af vor tids største forfattere.
Tilbage til toppen