Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Mystik, historie og krig
Rigmor Kappel Schmidt, universitetsadjunkt
Som problemerne hober sig op i verden i dag, er tiden til inderlig fordybelse og en mystisk søgen efter det guddommelige. I den traditionelle, religiøse mystik må mystikeren kaste enhver binding til det jordiske liv af sig for måske at nå frem til en erotisk, oversanselig sammensmeltning med Gud. I en verden, hvor det religiøse spiller en stadig mindre rolle, har mystikken fundet vej til romanerne, ikke som religiøse overvejelser, men som en helt personlig søgen efter den intense, indre kraft, som også de religiøse mystikere nåede frem til. Nu sker det uden en gud som mål og uden en kirke at gøre op med. Den moderne, ikke-religiøse søgen efter en særlig kraft har mennesket som mål og udformer sig som et opgør med det almindelige, uovervejede menneskeliv.
Brasiliansk mystik
I Alkymisten af brasilianeren Paulo Coelho drømmer en spansk hyrde om en skat i nærheden af pyramiderne og beslutter sig for at drage ud og finde den. Han kommer gennem nordafrikanske ørkenområder, hvor han er lige ved at glemme sin søgen, da han forelsker sig i en beduinpige. Gradvis åbenbares det for hyrden, hvori hans livsbane består. Han søger verdenssjælen. På sin vej træffer han Alkymisten, der har fundet De Vises Sten og Livets Eliksir. Undervejs lærer han også at lytte til sit hjerte, der fortæller ham om hans drømme og lærer ham at tale ørkenens og vindens sprog. Det hjælper ham til at forvandle sig til vind for at slippe fri fra nogle beduinkrigere, der vil slå ham og Alkymisten ihjel. Endelig finder han skatten i nærheden af Ægyptens pyramider, blot for at den frastjæles ham. Til gengæld kan tyven fortælle, at ligesom hyrden i Spanien har drømt om denne skat i nærheden af pyramiderne, således har bandelederen drømt om en skat i Spanien, i en kirkeruin, hvor hyrderne plejede at overnatte med deres får, men den drøm tror tyven nu ikke på. Det gør hyrden derimod, for han har genkendt stedet fra sin tid som hyrde og kan nu hente skatten, hvor han startede, og derfra tage videre til beduinpigen. Det er en smuk og enkel, Borges-inspireret fortælling om den indre vej. Hyrden når dog ikke frem til nogen religiøs åbenbaring og aflægger sig ikke den materielle verdens magt og rigdom. Tværtimod finder han frem til pigen og den helt store skat.Passionen ifølge G.H. af den brasilianske forfatter Clarice Lispector bærer tydelige spor af europæisk nouveau roman. Et kort forløb mikroskoperes i alle detaljer, så det folder sig ud som en kvindes voldsomme, indre udvikling. Hun går blot ind i sin tjenestepiges værelse, efter at denne har forladt sin plads, men det beskrives som en social nedstigning. I tjenestepigens værelse kommer hun til at mase en kakerlak. Hermed fortsættes nedstigningen fra det lave tyende til en identifikation med den urene kakerlak. Bevægelsen nedad, først til det socialt lave og dernæst til det dyrisk lave, svarer til mystikerens tilintetgørelse af sin egen identitet for at blive til intet og dermed kunne møde Gud, der er alt. I denne eksistentielle forvandling rykker rædslen og mange andre følelser i hende, indtil hun når afklaringens og åbenbaringens nulpunkt og oplever kærligheden og Gud som et infernalsk orgie og et neutralt afkald.
Portugisisk evangelie
Jesusevangeliet af José Saramago var lige ved at bringe ham en pavelig bandbulle på halsen, ligesom regering og kulturministerium i Portugal stoppede indstillingen af ham til den europæiske litteraturpris. Protester fra EU fik dem til at trække i land igen, men da var skaden sket, og Saramago gik i frivilligt indenlandsk eksil på den portugisiske ø Lanzarote. Jesusevangeliet er en blændende elegant og læseværdig bog, og for en dansker ville det være svært at opdage noget særlig blasfemisk ved den.Skandalen er nok ikke kun, at Saramago flytter lidt på tolkningen af Det Nye Testamente, næh, problemet er, at han er en fremragende forfatter og bliver læst vidt og bredt i og uden for Portugal.Jesusevangeliet er skrevet i Saramagos sædvanlige særprægede stil, hvor han glider assocativt af sted gennem sit fortælleunivers. Han dvæler ved en lille detalje hist og en tilfældig tanke eller bemærkning her. Disse fortællende omveje giver en stærk oplevelse af at være til stede og kunne se, høre og lugte det hele og især følge overvejelser og motivationer. Det er reflekterede detaljer, udvalgt fordi de tjener til at give rummet dybde. Den narrative omvej er ofte barok i sin karakter og giver først én, dernæst en ganske anden forklaring. I netop denne roman fungerer den barokke krølle på fortællingen som det allerstærkeste moment. Ved at tolke Jesu gerning i barokkens tvetydige sprog glider man forbi de gængse udlægningers forgrund til alternative forklaringers baggrund. De anderledes billeder af Josef, Maria og Jesus, der langsomt aftegner sig, er menneskeligt meget nærværende og særdeles fejlbarlige.
Romanens første halvdel sætter fokus på Josef og Maria. Josefs store fejl bliver, at han kun tænker på sin egen søn og ikke advarer de andre familier i Bethlehem, da han får et guddommeligt praj om, at Herodes har beordret de små børn dræbt. Livet igennem bøder Josef for det med mareridt, men soner til sidst sin brøde. Men de små barokke krøller får gentagne gange indskudt, at det i sidste ende er Gud, der bærer ansvaret for nedslagtningen af de små børn, for Gud lod kun Josef advare "og måske ville han [Jesus] en dag driste sig til at spørge, Herre, hvornår oprinder den dag da du vil nedstige til os og indrømme dine fejl over for menneskene."
I den anden halvdel er Jesus vor helt og hovedperson, men får følgeskab af den prostituerede Maria Magdalena. Han er endnu bedre end sine fædrene ophav Josef og Gud til at begå fejltagelser. Her slægter han mere Gud end Josef på, for han går ikke i sig selv igen og får samvittighedskvaler. Hårdnakket fremturer han i at afvise sin mor og sine søskende, selv om de higer efter at forliges med ham. Jesus forstår heller ikke den sataniske engels milde lære, da denne prøver at få ham fra at ofre dyr. Sådan lever man som læser med i Jesu liv og levned, ærgrer sig, når han forskertser den milde, sataniske engels jævne liv på jord, græmmes, når han med hårde ord afviser sin mor, og oplever i det hele taget evangeliet så intenst, som når man læser en rigtig god roman.
Livet er en drøm af Don Pedro Calderón de la Barca findes i en oversættelse fra 1800-tallet. Den går på stivbenede rim, så denne nyoversættelse i et letflydende sprog, der indfanger Calderóns elegance, er meget på sin plads.
Ved at skaffe sig viden om fremtiden har kongen af Polen fået kendskab til den død og ødelæggelse, som ellers kun tiden og Gud er herre over. Derfor har kongen holdt sin søn og retmæssige arving til tronen indespærret siden fødslen, fordi sønnen ville bringe Polen i ulykke. Da kongen skal vælge en efterfølger, frigør han sønnen fra dennes lænker og sætter ham i kongens sted ligesom Jeppe på bjerget. Men sønnen går helt amok og må, tilbage i sin indespærring, sande, at det hele var en drøm, en fiktion.
Dette udvortes blik på sig selv som drømt væsen er forudsætningen for, at kongesønnen derefter lærer at bruge sin frie vilje. Men den frie vilje er ikke retten til at udfolde sin lyst i en ubændig kunnen og villen. Den frie vilje, belærer Calderón om, skal bruges til at vælge selvbeherskelsen, pligten, mådeholdet, fornuften.
I denne problemstilling væver en anden konflikt sig. Endnu en prins, der ikke er søn af kongen, samt en prinsesse har meldt sig som tronfølgere. Det bliver blandet op med forførelser, tabt ære og især prinsessens dødsforagtende indsats og krydsklædning som mand. Se, det er et rigtigt barokdrama, hvor den mest stivbenede konvention og klamren sig til æren krydser klinger med næsten metamorfosiske muligheder for at skifte køn og identitet.
Tvivlens have af Fernando Savater bringer os også tilbage i tiden, omend han svigter den spanske barok til fordel for den franske oplysningstid. De politiske brydninger og amourøse affærer indfanger Savater i en fiktiv brevveksling mellem den firsårige Voltaire og en halvt så gammel, kvindelig Voltaire-læser, der udæsker den gamle til i en brevveksling at glemme hendes køn og stand og åbent fortælle løs om sit omskiftelige liv. Resultatet er en lidt altmodisch pastiche på datidens breve, der dog lives op af en særdeles nutidig åbenhed om kærlighedsaffærer, filosofi, politik og intrigemageri. Her bygger Savater på sit kendskab til Voltaires værker og oplysningstiden. Bemærkelsesværdige er hans voldsomme udfald mod Frankrig og alt fransk. Man fristes næsten til at se den spanske penneføring her.
Gode krimier på spansk, fransk og russisk
Det er værd at lægge mærke til de få krimier, der markant skiller sig ud fra den linde strøm af forudsigelige angelsaksiske krimier, skrevet over nedslidte skabeloner. Men her er den altså: chancen for at få en anderledes krimioplevelse.Den spanske journalist og forfatter Arturo Pérez-Revertes krimier er enkeltstående romaner, der bygger på en stor research i kunst, sport og spil. I krimien Det flamske maleri indgår der maleri og skakspil, i Dumas-klubben er det satankult, bibliofili og Dumas, mens det i den nysudkomne Fægtemesteren er fægtning og et kulturhistorisk tidsbillede fra Madrid 1868, hvor vi oplever en typisk spansk tertulia, en lille flok mænd, der trods forskelligheder hver dag sidder ved samme cafébord og diskuterer politik og kultur. Det flamske maleri og Dumas-klubben falder fra hinanden i to dele: krimi-delen og kultur-delen, mens de to dele hænger bedre sammen i den mere vellykkede krimi Fægtemesteren. Pérez-Revertes krimier er for alle dem, der godt kan lide et aristokratisk miljø. Skønt fægtemesteren selv har kendt bedre dage og mændene i hans tertulia heller ikke er velhavende, kommer han som fægtelærer i de bedste, fyrstelige kredse. Således har de brogede kulører altid en duft af adel, rige kunstnerkredse eller dekadent borgerskab hos Pérez-Reverte.
Man møder den stik modsatte verden i den franske forfatter Daniel Pennacs fantasifulde krimier fra det folkelige kvarter Belleville i Paris. Her bor Benjamin Malaussène, der til daglig arbejder for forlaget Talion, hvor han har som job at være professionel syndebuk. Hans mor er en åbenbaring, der jævnligt forelsker sig og hver gang hjembringer et barn, skønt lige nu er hun vendt hjem, vraget og uden barn. I mangel af mand er hendes ældste søn Benjamin familiens overhoved og må holde skansen, når moderen forsvinder. Hr. Malaussène starter hårrejsende. En flok pantefogeder er på vej op for at udpante en stakkels indvandrer, da de brat standser op foran døren, hvor der hænger et korsfæstet barn. Efter en næsten surrealistisk brækscene kommer de så meget til sig selv, at de opdager, at den lille martyr ikke er død. Lidt efter siger barnet: I kommer ikke ind. Og da de spørger hvorfor, kommer svaret: Det er meget værre indenfor. Først da opdager de, at blodet er ketchup og det smadrede væv er løgskæl. Forgæves griber de ud efter barnet, der hurtigt smutter fra dem. Det siger sig selv, at lejligheden herefter bliver godt og grundigt udpantet. Der er blot den interessante detalje ved det, at lejligheden beboes af husets ejer, som er den, der har bestilt udpantningen - af indvandrerne i lejligheden ovenpå. Det lille nummer er sat i scene af familien Malaussène, der meget rigtigt har regnet ud, at med en så hårrejsende afledningsmanøvre vil pantefogederne gå ud fra, at de står foran den lejlighed, der skal udpantes. Også i denne krimi vikles Benjamin Malaussène ind i en lang række mord. Pennacs gale krimier er båret frem af den anarkistiske solidaritet i det alt andet end rige kvarter Belleville. Det er langtfra socialistisk realisme, men snarere anarkistisk fantasifuldhed, der hersker i krimierne.
Topol og Neznanskijs krimi Kreml minder om Neznanskijs andre krimier, der er skrevet med hans insighter viden fra hans 10-årige virke som advokat og 15-årige arbejde som efterforsker ved den offentlige anklagemyndighed i Moskva. Når forfatteren vil, er krimien en eminent genre til at vise samfundsproblemer, idet forbrydelser jo altid udspiller sig på kanten af de love, der sætter grænserne for samfundet. Og den afhoppede Neznanskij, han vil. Ligesom i sine andre krimier fra tiden omkring glasnost har Neznanskij sammen med Topol skabt afslørende billeder af Sovjetsamfundets korrupte ledelse med Politbureau, Generalsekretær Brezjnev og KGB som de store syndere i Kreml. Et selvmord, der viser sig at være et mord, tegner sig først som en brydning mellem det selvrådige, lovløse KGB på den ene side og Moskvas kriminalmilitsia og unionens anklagemyndighed på den anden. Men sagen involverer Brezjnev selv, idet en stor antikorruptionskampagne har til formål at styrte den korrupte Generalsekretær Brezjnev. Vi får indblik i et system, hvor ingen kan have rent mel i posen, for kun ved at mingelere og sno sig kan man overleve i et pilråddent samfund. Selv den rimeligt hæderlige anklager benytter sig af privilegiesystemet, idet han køber de særlige madvarer, han har adgang til via sin arbejdsplads. Men han kan dog i det mindste selv se den paradoksale komik i at modtage små privilegier i et system, hvor han skal bekæmpe ulovligheder, blot i større stil.
Krimien tegner tidsbilleder af et dårligt fungerende mangelsystem, der tynges af en umådeholdent rig elites korruption og magtmisbrug. Samtidig giver romanen indblik i magtens korridorer, hvor en Andropov på vej mod magtens tinder diskret deltager i konspirationen mod Brezjnev uden direkte at kompromittere sig selv. Det er selvfølgelig bare fiktion, skrevet i 1982. Men hvem var det, der senere blev generalsekretær i Sovjetunionen? Ikke kun Gorbatjov, men også Andropov.
Der er forbavsende mange oversættelser fra italiensk, i betragtning af, at kun et par af dem er indlysende udgivelser.
Susanna Tamaro lader i Følg dit hjerte en bedstemor skrive til sit barnebarn. Ideen er god nok og kunne finde læsere blandt bedstemødre, hvis ikke den gode idé havde været så patetisk og uoverbevisende gennemført. Til gengæld kan man overgive sig til Dacia Maraina, der på dansk er udkommet med Den stumme hertuginde. I Bagheria vender hun i essayistiske erindringsbilleder tilbage til barndommens Bagheria på Sicilien, hvor familien havde et stateligt barokpalads. Adelens liv før i tiden og smukke beskrivelser af de fornemme omgivelser brydes af forfatterens erindringer om sult og afsavn, da hun som barn under krigen opholdt sig i japansk koncentrationslejr. De adelige familiers velstand kæder Maraina sammen med deres forbindelser til mafiaen, ligesom hendes vemodige beskrivelser af paladsernes og parkanlæggenes gradvise ødelæggelse ledsages af harmfulde udfald mod navngivne politikere for korrupt at have tilladt ulovligt byggeri af grimme lejekaserner.
Italo Calvino, hvis fantastiske litteratur er rigt oversat til dansk, er nu udkommet med en række forelæsninger om litteratur: Til det næste årtusind. Med eksempler fra europæisk og italiensk litteraturhistorie taler han om lethed, hurtighed, nøjagtighed, synlighed og mangfoldighed i litteraturen. Gang på gang vender han tilbage til sine egne værker, så i grunden bliver forelæsningerne en slags poetik for Calvinos eget forfatterskab. Som en af Italiens største fortællere indgår Calvino selvfølgelig også i Den begravede prinsesse, en samling italienske, fantastiske noveller, sammen med bl.a. Luigi Malerba, Antonio Tabucchi, Stefano Benni og Paola Capriola, der alle kendes på dansk. Fantastikken bruges til at iscenesætte naturstridige virkeligheder, der bryder med vores verdens fornuft, naturlove og rationalitet.
Antonio Tabucchi er en af Italiens store nulevende forfattere. Hævder Pereira foregår i Portugal i 1938 under Salazars diktatur, samtidig med at Franco med hjælp fra Hitler og Mussolini er ved at vinde borgerkrigen i Spanien. Den midaldrende journalist Pereira, der får til opgave at redigere en kulturside, ansætter en praktikant til at udarbejde forhåndsnekrologer over kendte forfattere. Denne vanrøgter imidlertid hvervet og skriver glødende hyldester til revolutionære og frihedselskende forfattere som Majakovskij og García Lorca. Den midaldrende journalist, der tidligere ikke vidste, hvad han skulle stille op med sig selv og sit meningsløse liv, vælger nu at støtte den unge oprører økonomisk og skjule ham i sin lejlighed. Her indhenter det brutale diktatur dem, og den unge tæves ihjel. Det driver journalisten til at skrive åbent om mordet på sin kulturside og snørkle det igennem censuren. Det er en god og vedkommende bog om at blive midaldrende og ikke gå i frø. Kun skæmmes den af det vedholdende omkvæd: "hævder Pereira".
Umberto Eco har skrevet endnu en omfangsrig roman: Øen af i går. Vi skal tilbage til 1630, hvor Roberto de la Grieve kastes overbord på en dør fra skibet Amarilli og få dage efter skvulpes hen til det grundstødte og mennesketomme skib Daphne. Inspireret af Saramago, men kedeligt og omstændeligt ynder jeg-fortælleren at korrigere Roberto, når han har ham mistænkt for at forskønne beretningen. Romanen er tydeligvis skrevet over Robinson Crusoe af Daniel Defoe. Robinson Crusoe var panikslagen, da han første gang så ét og kun ét spor af et menneske på øen. Først da det viser sig, at han kan få en skygge i Fredag, der fuldstændig underordner sig ham, falder han til ro igen. Tilsvarende har Roberto helt fra barnsben forestillinger om en dobbeltgænger: der må eksistere endnu en bror, som blot er forstødt. Så selvfølgelig må der ske det, at der på skibet begynder at vise sig tegn på, at en anden er ombord. Den Indtrængende på skibet viser sig senere at være en tandløs gamling ved navn fader Caspar Wanderdrossel. Og så begynder beretningen at blive bare en lille smule interessant. Vi slipper for Robertos uinteressante fortid, da han og Caspar går i gang med alskens projekter, hvori skibets instrumenter og andet videnskabeligt grej indgår i stadig mere absurde forsøg på at nå ind til øen.
Tyrkisk fantasi
Yasar Kemal er om nogen det tyrkiske folks kronikør. Han forstår at indfange brydningen mellem traditionel og moderne kultur, ligesom han fordomsfrit bevæger sig mellem fiskere, tømrere, smede og banditter, som om dette at være storsmugler er et lige så godt erhverv som alle andre håndværk. Således også i Drengen hvis øjne så alt. Drengen Salih bliver kaldt Salih Kigger, fordi hans nysgerrighed gælder alt og alle i den lille fiskerby. Selv om han er nysgerrig, bliver han ved at virke lidt enfoldig, for han samler ikke på viden for at blive klogere, men bruger viden som afsæt til at digte videre. Således lever han i det lille lokalsamfund, men helt i fantasiens verden. Da en sømand fortæller ham om lindormen, digter Salih videre på historien, som herefter fletter sig ind og ud af den realistiske historie om Salih, hans familie, legekammeraterne og den lille bys håndværkere. Det er ikke to adskilte verdener for Salih. Således optræder han selv, legekammeraterne og andre fra byen også i historien om lindormen. Salih er ikke kun en kigger. Han lurer også. Derfor ser han alt, hvad der sker inde ved naboen Metin, der er smugler. Men fordi han digter så vildt, bliver man først efterhånden klar over, at dette ikke er drengens fanasi, men rent faktisk storsmuglere. Sikker bliver man først, da obersten, der styrer smugleriet, lader Metin dræbe. På grund af glidningerne mellem fantasi og virkelighed, får man et vældig godt indblik i tyrkisk skik og tankegang, samtidig med at drengens fantasier krydrer virkeligheden, som var det et billede af Chagall.
Verdener i bevægelse
I dag når verden os ikke kun i form af ord og billeder. Mennesker alle vegne fra kommer hertil, nogle af lyst, men de fleste drevet på flugt af krig og utrygge forhold. At de alligevel har en masse ressourcer at trække på, har Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med to danske forlag vist med en smuk udgivelse på fem bind, der er udvalgt fra et overvældende stort antal værker, som blev sendt ind til en litterær konkurrence.De tre af udgivelserne er hverken værre eller bedre end tilsvarende danske, og som disse rummer de heller ikke nogen påtrængende nødvendighed.
Ajintana Kuna Mogensen fortæller i Ban Dongbang om livet i den landsby, hun stammer fra i Nordøstthailand. Det er en dejlig bog, der kan minde om tilsvarende udgivelser fra Mellemfolkeligt Samvirke. Der er dog den behagelige forskel, at skik og brug ikke bliver fortolket af en udefrakommende, men forklaret indefra af en, der selv holder af at spise gammel fisk, træmyreæg, ristede biller, græshopper, guldsmede, silkeorme, fugleedderkopper, frøer og larver, snegle, haletudser og firben.
Polakken Grzegorz Wróblewski bringer i Siesta på Nørrebro lettere absurde digte, der humoristisk indfanger danskere set med en udlændings blik. Relationer mellem mennesker gøres til kød, og vores eksistens bliver en udsat død, men hans diskrete forsøg på at være morsom rykker ikke rigtig ved oplevelsen af verden.
Chileneren Julio Belmar har en heterogen samling digte i Poste restante. De viser ham som en rigtig macho, der lidt stereotypt begriber afstanden tilbage til Latinamerika som en forskel mellem det kolde Danmark og det varme osv. Suk.
Anderledes vedkommende virker to digtsamlinger fra verdens brændpunkter. Det er imidlertid ikke det, der giver samlingerne deres intense sammenhængskraft, men derimod et påtrængende behov for at bearbejde de mange følelser af skyld og savn, de mange erindringer om en verden lagt øde. Irakeren Jamal Jumá rykker i Et håndtryk i mørket ved den afstand, der skiller ham fra hans bror. I enkle knappe digte skriver han sig hen over afstande og ind i fangelejren, ud i ørkenens sand, hen til torturen og vagterne, til de når hinanden gennem tanken og mørket.
Bosnieren Mustafa Cico Arnautovic' digtsamling Fugle på hænderne er udsendt i en dobbeltsproget udgave: bosnisk og dansk. Han omtaler selv sit sprog som bosnisk i en fin note til det sidste digt, hvor han forklarer, at han godt ved, hvordan Jørgen Gustava Bra(nd)t's navn staves, men ønsker at skrive brat, der betyder bror på bosnisk. Udgiverne mener til gengæld, at samlingen er skrevet på serbokroatisk. Sådan var det for nogle år siden, men sådan er det ikke nu. I dag er det serbokroatiske sprog i Bosnien blevet til bosnisk. Arnautovic' samling er omfattende, sammenhængende og gribende, skrevet som den er mellem død og død. Således nedbrydes den positive eksistens og bliver til spøgelsesstemmer og syner. Husene opløses og findes nu kun som drømme. Ildfluer, som jeg fordum har set børn klistre på panden med spyt i det, der engang var Jugoslavien, sidder nu på panden i et digt: "Projektil som ildflue//lyser ud af min pande".
Også i Vladimir Arsenijevic's På underste dæk er Jugoslavien i krig, blot ikke lige i Beograd, hvor romanen udspiller sig. To unge mennesker på kanten af et stofmiljø kunne blive til en ganske almindelig ungdomsroman. Men deres rodede hverdagsliv og barn i vente har krigen som en altid nærværende klangbund, og næsten alle deres jævnaldrende glimrer ved deres fravær. Enten er de forlængst flygtet fra indkaldelser til en krig, der ikke er deres, eller de er ude at kæmpe med udsigt til kiste eller invaliditet. Derfor færdes de to unge i et underligt, socialt tomrum, som mærkeligt nok virker vedkommende også for en dansk læser.
Men det gamle Jugoslavien var også et land, der har haft plads til meget store grupper sigøjnere. Så lad mig slutte af med deres livsbekræftende digte fra Sigøjnerpoesi, der også er kommet på både serbokroatisk og dansk. De handler så dejligt ligefremt om kærlighed: "God morgen, du smukke//Jeg venter dig i skoven//med en flok ufødte sigøjnerbørn"; men også om druk, jalousi og løgn, spil, og spådomme, sult, armod og død. Om ikke andet, så har de mod og mandshjerte til at gå i rette med Gud: "Du ser, men hjælper ikke." Eller som i denne bøn: "Ingen er som du, Hr. Gud.//Vis nu en stakkels sigøjner din kærlighed://Lad alle mennesker dø.//Men du, Hr. Gud, bør overleve.//Og tænk dig så om,//når du skaber verden, på ny."
Tilbage til toppen