Bogens Verden 1996 nr.1
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Uudsigeligheder Jacob Paludan skriver om Kunsten, navnlig Lyriken, set fra det oplevede og det filosoferende Synspunkt. Kroniken fortsætter de tidligere "Erindringsblade".
[Nationaltidende, 24/2 1946]Allerede som Barn bemærkede jeg visse "Underligheder" i mig, som ikke lod sig drøfte med andre. Det var ikke Kønnet (der, som Freud rigtigt har lært os, 'kan eksistere længe før puberteten'), det var ikke, at Verden svarede saa daarligt til, hvad den gav sig ud for o.s.v. Der er nok af den Slags Fælleserfaringer, som dog enhver oplever med sin særlige Nuance. Nej, den Underlighed, jeg vil nærme mig her, refererer sig til Opdagelsen af Kunstens Verden.
Ubeskrivelige er de første Øjeblikke, da man møder den, og lad os ikke indbilde os, at gennem et Liv i Kunsten lader denne Henrykkelse sig bevare. Ikke at Kunstens Væld paa nogen Maade er for svagt til at bære, men Svævefornemmelsen kan ikke blive ved. Den første Kærlighed gælder for noget enestaaende, og man maa give Kunsten samme Rang. Vist saa, det første Kys, det første syn af Havet, den første Storviolinist, det første Maleri, der griber - Ettallet er nu det særlige Tal i hele Millionsystemet.
Nogle Vers af J.P.Jacobsen og Rørdam, og en ny Tilværelsesdimension blev aabenbar. Henrykkelser kan ikke beskrives, man maa altid gribe til det ydre - forstærket Hjerteaktivitet, Trang til at komme ud, under Vintersterner eller i den lune Nat, alt det. Men allervigtigst: Smerte og Glæde fornemmet under ét. Det, at de ikke slukker hinanden, staar over vor vante Logik: det er Hegelsk, det er det højere Livs Signatur.
Men alle Mennesker af Følelse vil have noget saadant at berette. Det var forløsende at læse andre, og gaadefuldt, at naar noget skrevet tog En, saa maatte man jo paa en Maade have haft det i sig i Forvejen - ellers var det vel blot blevet Volapyk. Men hvor, hvorfra og hvorledes? Man kunde altsaa eje sjælelige Omraader uden dog selv at eje Nøglen. Og det var lige saa umuligt at lokalisere disse Omraader som at lokalisere Vorherre ved at pege opad.
Det underlige, det særegne var imidlertid, at fuld Dækning gav ingen Læsning. Det var en Følelsesrække, jeg aldrig fandt udtrykt, og som nok overhovedet ikke lod sig udtrykke. Jo mere man læste f. Eks. Drachmann, en Stormester, men (for mig at se) i et lidt almindeligt Rige, jo haabløsere stod man tilbage med en Fornemmelsesmusik, der syntes for bagatelagtig i Forhold til den solide Traditionalitet, alt det, der obligat skal føles, og som naturligvis Mestre kan forme og variere saa det giver Domkirkeekko. Det var noget andet, der gav mig det uforvekslelige Stød af "varmt og koldt" og dermed Overbevisning om at have Kontakt med Skønhedssfæren: det havde ingen saadanne Muligheder og manglede overhovedet Ord. Det gik ligesom udenom det fastslaaede lyriske Apperatur og fortabte sig i livløse Omstændigheder- livløse, fordi der ikke forekom Mennesker deri; en glippende Interesse for Mennesker har altid været mit professionelle Minus. Jeg følte for hvad der stod tilbage, naar Mennesker var gaaet, og for Landskabet, naar intet var sket. Billeder af f. Eks. en blødende Sensommersol over Skovkviste i min næste, meget fjerne Ferie kunde vise sig, fyldt af et Tungsind uden Lige - men ogsaa af en Sødme, der gav Balance, og som jo maatte have Forklaring og Hjemsted som alt andet. Egne, hvor jeg havde været, drog mig med større Betydningsfuldhed end der mærkedes, da jeg var der, som ønskede de at blive Scene for noget usket. Sagligheder af sælsom Smag eksisterede ved Siden af den bogførte og tilladte Æstetik, og naar en ny jog gennem En, komplet ordløs og fremmed for denne Verden, maatte man spørge sig selv, om man ikke var abnorm. For var end Kunstsproget ogsaa til for Uudsigelighedernes Skyld, saa udklang Poesien almindeligvis dog i "Sundhed" - og at Kunst og Sundhed er ganske forskellige Kategorier, kunde man godt ane uden at have studeret Sagen. - En anden Lidelse ved litterær Métier syntes at være, at Sted og Situation nok lod sig beskrive, men aldrig Associationerne, Tingenes blandede Fortidsbilleder, aldrig den irrationelt sammensatte Tilstand, hvori man møder en Oplevelse, og som minder om Lærebogstegninger af gennemskaarne Storbygader med Tunneler, Kabler og Rør i krydsende Mangfoldighed. En Nedskrivning af den oplevede Sandhed til det halve eller kvarte syntes uundgaaelig, selvom Ordenes Bitoner og hemmelighedsfulde Svingningskvaliteter, gemte visse begrænsede Muligheder.
Men for at gøre en lang Historie kort, da Beaudelaire og de saakaldte Symbolister omkring Mallarme kom inden for min Horisont, forstod jeg, at Jagten paa denne Art Uudsigeligheder forlængst var gaaet ind, og da jeg læste Marcel Proust, følte jeg mine modnere Aars største betagelse og Forbløffelse. Ganske vist, han havde en glubende Menneskeinteresse, men ved Siden deraf var han "Under realiteternes", det ellers oversetes, den upaaagtede Genstandsverdens Digter. Denne Mand havde med en uhyre Taalmodighed indfanget de modstridende, tilsyneladende vildt forvirrede sjælelige Impressioner og givet dem det erkendtes Skønhed, saaledes som Radiokrystallen ordner det kaotiske elektromagnetiske Bølgehav og fremtvinger den artikulerede Tone. Hans æstetiske Værdier er af vor Tid og vilde have været uopfattelige tidligere. Han vidste alt det med, at Tingene er omhyllet af Minder, Drømme, Forventninger, og at alt dette ogsaa er Realiteter. Man erfarede, at nye Erkendelser og ny Formtrang er ligesom usynligt til Stede i en Tids aandelige Atmosfære - det Kornmod af svimmelt glimtende Følelser og Erkendelser (hvilke for mig er næsten det samme), jeg havde opdaget paa mine Himle, var forlængst registreret af andre, og man forstod, at Ensomheden i den aandelige Verden er aldrig absolut. Dette var sandelig en Opdagelse. Betrængthed er fælles som Kløe i Foraarets Knopskæl, selvom Foraarenes Aarstal langtfra stemmer: hvad man saa selv udfolder, er noget andet - Safter, der er nærmere i Slægtens Træ, sætter sig uvægerligt igennem.
Kunstnerisk disponerede mennesker er ikke sjældent ogsaa Teoretikere. Det er den anden Side af samme Sag, ikke noget fremmed, hvad der allerede fremgaar af, at Kunstneren selv uophørlig maa være sin egen Kritiker. Dog er Teoretiseren og Filosoferen efter manges mening en slemme Synd, kun det umiddelbare tæller, synes de: en Mand, der var selve Skuespilkunstens Indbegreb, Johannes Poulsen, lægger ikke Skjul paa sin Afsmag for Dramatikere af Ipsen-Typen. For saadanne er paa Bunden Intellektualister og livsterne Regnemestre, selvom det først bliver dem bevidst, med Forfærdelse, i deres sidste Stykke. Efter den nævnte opfattelse er det noget, der hedder "Livet selv", det gælder. Man kunde maaske være saa snu at indvende, at Livet selv er ikke blot Drifter, Instinkter, Kongekroner og tvetunget Narrespil, men ogsaa Søgen efter Sandheden bag - eller hvis dette Udtryk i vor Tid er for fordringsfuldt, efter "Invarianter".Fejl eller ikke, jeg kom omtrent lige saa tidligt, som jeg blev æstetisk vakt, ogsaa til at interessere mig for Tingene's videnskabelige Aspekt. Skal det endelig undskyldes, saa lad det være et Arvsanlæg, det er da en kurant Glose. Min Interesse gjaldt dog mindre Litteraturvidenskaben med dens Historie, Data og Strømninger, end hvad det hele egentlig var, og hvordan det i Dag lod sig opfatte og forsvare. Herom skrev jeg en Artikel, "Lyrikens Væsen", som mig bekendt ingen rigtig fik fat paa. Dens Tanke var, at mens den øvrige Verden efter den Kirkelige Indflydelses Reduktion hengav sig til struggle for life, i Fredstider med politiske og monetære Vaaben og i Krigstider med de noksom bekendte, flød Lyriken jævnt og evigt uden nogensinde at klargøre sig, hvilken Autoritet den egentlig paaberaabte sig, hvilken højere Verden, den færdedes i, og hvor disse Rosenriger var beliggende - en telefonisk Henvendelse til det nærmeste Universitet vilde dog kunde oplyse, at Metafysik som saadan er Nutidsmennesket ubekendt. Det naturvidenskabelige Verdensbillede var akcepteret, hvorefter Mennesket er en Dyreart og Livet et Særtilfælde i Stoffet; selv de sublimeste Aandsytringer vilde vise sig at kunne føres tilbage til Atomsværme og Mekanicisme. Hvad i Alverden var det da, reelt, Lyriken sang om? Var den andet end en Efterklang fra Tider, da Oversanselighed var mer end en Vittighed i Auditorierne? Kunde den bedømmes fra noget andet Synspunkt end om dette var "godt" og hint "mindre godt", eftersom det nu klang for relikte Fornemmelser?
Uvivisomt lod der sig fortsætte endnu hundrede Aar i samme Skure med Digtproduktion, alt imens det æstetisk, kritiske Rullegardin med de evigt samme Gloser blev trukket op og ned - Publikum lider jo ikke af konstitutionel Spørgesyge, og Vanen er en uhyre Faktor. Skønhed forefandtes, nok om det, og Driften dertil forefandtes, selvom den ikke længer havde nogen forstaaelig Plads i Systemet. Men fra uventet Side - villelig ikke fra Æstetiken selv - udgik der Initiativer, som selvom de havde anden Retning, dog kom til at strejfe de her berørte Spørgsmaal. Den i Luften frit svævende æstetiske Betragtning fik Støtte fra solidere Hold. Det Navn, jeg her henholder mig til, er Russeren P.G.Ouspenski, der for mig blev en Oplevelse af anden Art, men ikke mindre Rang end Proust. At de - uden at have kendt hinanden - staar i en vis Relation til hinanden, siger sig selv. Det gør Banebrydere altid.
Han afstedkommer, ligesom Einstein og andre, Hjernetumult, hvor han viser sig, fordi ogsaa han har tænkt sig ind i Ting, hvor vor Forestillings- og Billedevne lader os i Stikken. Men Skridt for Skridt bliver han begribelig.
Det var Kant, der mente at Tid og Rum ikke var noget virkeligt, men blot Ejendommeligheder ved vor Opfattelse af de egentlige Realiteter, der maa findes i Verden, og som kun naar os gennem en højst ufuidkommen Sansetelegraf. Det har altsammen Gyldig hed i Dag. Vi opfatter kun det eksisterende som gennem en tynd Sprække; vi ser, ligemeget hvilken Vej, vi end kigger, kun et Tværsnit af Virkeligheden, vi raader kun over Nuet. Men at vi lader os narre af Tingenes Udseende, bliver mer og mer klart for Tanken.
Ifølge min Hjemmelsmand og hans Meningsfæller er det saakaldte Hinsidige ikke noget, man skal oplede i en hypotetisk Himmel eller efter Døden. Det er her allerede, men uopfatteligt for de fleste af os, fordi vi kun har den haartynde Sprække at orientere os igennem. Vi tror, at Verden er omskiftelig, at f. Eks. Stjerner bliver ældre, og dør - men det er os, der er paa Rejse gennem en én-gang-for-alle-Verden, som en Larve rejser fra en Statues Isse til dens Fod. Tiden, den fierde Rumdimension, narrer os til at tro, at Tingene sker; for et lidt højere Syn er alting fra Fødsel til Død én Figur.
Nu har man jo hundrede Gange hørt, at Digtere hældede Hovedet til Filosofier, som næste Slægtled pillede totalt fra hinanden. Men Ouspenski staar stærkt: ved sin ene Haand har han Tidens Matematikere, som uden paa nogen Maade at søge æstetiske eller moralske Værdier forlængst har overskredet de Dimensioner, vi direkte fatter - og ved den anden "Østens Vise", der ikke i en Fart løbes omkuld, selv med de Hastigheder, vi nu raader over....
Under sin Udvikling af Dimensionslæren gør Ouspenski ikke alene det bedrageriske ved Tiden fatteligt, han slaar ogsaa andre Vinduer op. Hvis man tænker sig, at en Stok, en Spiral og en Mønt anbringes, saa en Vandflade skærer dem, vilde et Væsen, der kun levede indenfor Vandfladen, blot bemærke tre Cirkler og intet kunne ane om de tre Legemers virkelige Form, endsige Funktioner. Overfor firedimensionale Legemer, der skærer vor Verdens "Sprække", er vi lige saa ilde stedt. Vi indser uden Vanskelighed, at f. Eks. Stokken og Spiralen kan bringes til at berøre hinanden udenfor Fladen, i vort Rum, men fatter ikke, at Ting maaske kan berøre hinanden udenfor dette Rum, der altsaa selv er en Flade, et Tværsnit. Derimod kender vi alle de mærkelige "Lyn" i Bevidstheden, naar en Oplevelse synes at glimte mod noget, vi fjernt mindes - eller noget fremmed. Og vi kender den berømte Følelse af Genoplevelsen ("Jeg har været her før", kalder Priestley et Stykke herom). Man kan utallige Steder læse om saadanne Fænomener, poetisk hos Proust, sagligt hos andre, og overalt fremhæves den intense Realitetsfornemmelse, der ledsager dem. Det forekommer overordentligt sandsynligt, at Forklaringen nu endelig er fundet, efter at Fjerdedimensionen er indgaaet i vor Forestilling som det tidløse - og naturligvis kan Fænomenet ogsaa virke i den Retning, vi kalder Fremtid, ikke mindst i Drømme.
Man hører fra gammel Tid om Tingenes Noumener, deres skjulte Side, den, der for Platon og andre var den virkelige. Det er for Nutiden blot Talemaader: der er ingen egentlig Forskel paa en Mands Vandring til sit Arbejde og en andens til et Forræderi: Træ af en Skibsmast, en Galge og et Gravkors er Træ og kun Træ, "hvad Analysen viser" Kun Digterens Sjæl véd Forskellen - f. Eks. hævdede Strindberg, at en Violin nødvendigvis maatte være imprægneret med sin Fortid: hvem den havde tilhørt, hvem dens Publikum og hvad dens Repertoire var. Snak, siger Manden fra Gaden, som kun tror paa kemiske Analyseapperater. Men kan en Analyse klarlægge en Mønts Værdi? Nej, lige saa lidt som man kan fotografere en Tanke eller sælge "Ægyptisk Mørke" paa Flasker. Tingenes Noumener er maaske alligevel reale og strækker sig ud fra dem - men ud i en Dimension, der lige saa lidt kan udpeges med Fingeren som jeg som Barn kunde lokalisere Skønhedsriget eller Vorherres Bolig.
Endelig gør Ouspenski det forstaaeligt, hvorfor Kampen for at udtrykke sjældne Sjælsoplevelser er haardere end den sproglige Modstand alene gør den. Det, der skal udtrykkes, er nemlig udenfor vor daglige euklidiske Verdens Logik, der f. Eks. aldrig kan faa det til at passe, at Smerte og Fryd tilsammen er en oplevelse af sublim Art; - Hvis vi atter tilkalder Manden fra Gaden, vil han utvivlsomt be' om Fryd alene. For Ouspenski er Kunsten den religiøse Indsigts Lillebror - og den Indsigt har i hvert Fald aldrig fundet, hvad vi kalder klare Ord.
For at opsummere: han giver den saakaldte "idealistiske" Verden et Sted at være (Ordet idealistisk er desværre degenereret her menes omtrent: Modsætningen til den fysiske, synlige og paatagelige), Goethes "her det utænkelige levende bygger" bliver derved til mere end en lyrisk øvet Oldings Versmusik. Han gør den evige Trang til at eje alt i ét mere konkret forstaalig end Mystiken formaar, og det uudsigelige bliver til mere end en Grille hos sværmeriske Ynglinge. I en indisk Fortælling gaar nogle blinde Mennesker rundt om en Elefant, føler her og der og erklærer saa, at det drejer sig om fire Støtter og et tykt Reb. Han gav os Elefanten. De blinde er naturligvis Maale- og Veje-Positivismen, "Videnskaben i Dag".
Jeg fortryder af Grunde, der gerne efterhaanden skulde være skimtelige, ikke mine filosofiske Sonderinger, selv om det koster Læsere. Kun de kan maaske forklare, hvad min anden Halvdel spørger om. Lige i disse Dage gav et Blad mig en Liste over, hvilke Autorer, jeg nu burde sætte mig ned og studere, hvis min eventuelle videre Udvikling skulde blive efter Forventning og Ønske. Men jeg er ogsaa bange for, at jeg fortsat maa søge i de Retninger, der skønsvis synes at pege mod Fremtid, selv om de gaar gennem tykke og besynderlige Skyer, og selv om jeg skulde forspilde en Anerkendelse, der naturligvis er mig dyrebar.... Den stadigen Venden Bøtte, nu Materialisme med de Garanter, nu Idealisme med de andre lige saa kendte, altsammen taget paa Tro og Love med afvekslende Straal af Øjne i den ene Lejr og den anden, det er ufornyende, det er rent ud sagt kedeligt.
I Romanen, alle skønlitterære Publikationers Marcipanbrød, ønskes almindeligvis ingen højere Betragtninger; dog virker Romaner i Længden tomme og usande, naar kun Mennesket og aldrig dets Metafysik tages med. "Der filosoferes lovlig meget - Læseren trættes til Tider", lød det engang lidt forknyt fra en Anmelder om en bog af migl. Jeg følte Trang til at gaa hen og stoppe Dynen yderligere godt og lunt ned om ham.
"En Vinter Lang".
Tilbage til toppen