Bogens Verden 1995 nr.6
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Manden der gjorde sit liv til fiktion Af Erik Skyum-Nielsen
En samtale med Poul Behrendt om "Djævlepagten", hans detektiviske skildring af Thorkild Hansens balancegang mellem sandhed og løgnI midten af november udkom på Gyldendal et værk, som ikke rigtigt ligner nogen anden bog. Poul Behrendts Djævlepagten fortæller over mere end tusinde sider sin "historie" om Thorkild Hansen, og historien fortælles med en minutiøs grundighed, som man ellers kun ser i politirapporter og anklageskrifter. Poul Behrendt har ikke forsøgt at skrive en litterær monografi, men bogen kan på den anden side heller ikke kaldes biografi: dertil er den for roman-agtig i sine rekonstruktioner og for processuel i sin komposition. Man kommer vel egentlig genren nærmest, hvis man betegner Djævlepagten som en til lejligheden frembragt hybridform, der forener dokument med fiktion, og som bygger levnedsskildringens stof ind i dens skriveproces. Poul Behrendt lader kilderne tale i kraft af et retorisk arrangement, der så at sige kalder konklusionerne frem hos den enkelte læser.
Ved "Djævlepagten" forstår Poul Behrendt den aftale, Thorkild Hansen på et tidligt tidspunkt synes at have indgået med denne verdens ordnende magter. Han ville ikke (som i sin ungdom) være "den lille i kærlighed", og han ville ikke (som sin fader) fremstå med svaghed som mand. Nej, han ville have magt, herunder bl.a. penge og sex, men først og fremmest berømmelse, succes. Tro mod dette ønske knyttede han sig som ganske ung til en gavmild franskmand, der blev hans kæreste og nære ven. Og tro mod samme ønske om magt afskrev han som voksen mand retten til et lukket privatliv, i og med at han solgte forlaget Gyldendal retten til sine dagbøger, både dem han havde skrevet, og dem han regnede med at skrive.
Fra Thorkild Hansens side var hensigten formentlig den at redigere hele det private materiale, inden det skulle i trykken. Men før han fik dette arbejde gjort, indhentede døden ham. Bogens Verdens samtale med Poul Behrendt begynder i dette slutpunkt.
- Hvornår begyndte du at interessere dig for Thorkild Hansen?
"Det startede i januar 1989, da jeg af Det Fri Aktuelt blev bedt om at skrive hans nekrolog, fire uger inden jeg ellers skulle have tiltrådt som medarbejder ved bladet. På det tidspunkt havde jeg som de fleste andre læst Det lykkelige Arabien, Jens Munk og Processen mod Hamsun. Men jeg havde også anmeldt Thorkild Hansens Søforhør og kunne huske det sted, hvor der står, at en ting tager den tid, der er til den, og at det er ikke sikkert, resultatet bliver ringere af den grund. Selv kom jeg til at skrive bedre af at skrive i en avis. Thorkild Hansen blev en slags forbillede for mig, eller med et lidt gammeldags ord: min ægide, i og med at han landede mig der, i rollen som journalist. Men ved hen ad vejen at prøve mange forskellige genrer i Det Fri Aktuelt fik jeg også en indgang til fortolkningen af Thorkild Hansens forfatterskab, som jo er lavlitterært, fordi dets basis er dagbogen og den journalistiske reportage. Hans forestilling om det sublime udspringer f.eks. af hans fascination ved det at røre ved en autentisk dagbog. Det hensætter ham i ekstase! Og når han skriver sine rejsebøger, bygger han dem op omkring forstørrede reportager, hvor anslaget bærer helheden i sig".- Hvordan opstod planen om et større værk om Thorkild Hansen?
"Det skete efterhånden som de posthume udgivelser indløb. Først kom Thorkild Hansens Billeder, som jeg gennemheglede i en anmeldelse. Den var så mangelfuldt redigeret, at jeg måtte gå tilbage og finde frem til de originale artikler fra Billed-Bladet.Dernæst udkom på Brøndum Enemærker, en samling digte af Thorkild Hansen, som jeg dog ikke fik lov at anmelde, men som har været et fundament for mit arbejde med ham. Bl.a. fordi det er der han formulerer sin aforisme: "Dette er den endelige sandhed om mig: jeg lyver." Men også fordi han tre gange skrev personlige digte, nemlig til de kvinder, der fyldte mest i hans liv: Else Rahbek, Birte Lund og Gitte Jæger. Her sker der virkelig noget, her digter han om begivenheder, der har styret hans liv. Dybe er digtene ikke, men de er dybtfølte og gav mig en nøgle, der senere viste sig at slå nøjagtigt til. Digtene bekræfter, hvad man kan finde frem til ved at gennemanalysere hans dagbogsoptegnelser: nemlig at hans anden kone Gitte Jæger for ham stod som den genfundne Else Rahbek - som om han i hende fik sin første store kærlighed tilbage. Denne forståelse fik jeg siden bestyrket, ved at jeg fik adgang til store dele af hans breve. Skriftlige kilder viste sig at bekræfte ting, jeg i forvejen havde færten af eller havde gættet mig til.
I december 1990 kom så dagbøgerne fra 1947-52, Et atelier i Paris, som jeg anmeldte på dagen, selv om de to bind blev udsendt til pressen så sent, at så godt som ingen nåede at læse dem til ende. Bagefter følte jeg, at jeg ikke havde fået sagt blot en brøkdel af, hvad der var at sige om de bøger. Men jeg fik da rejst tvivl om deres autenticitet!
Næste afsæt kom, da jeg fik henvendelse om at bidrage til en antologi om Thorkild Hansen, der skulle redigeres af Iben Holk, men endte med at være redigeret af Lars Peter Rømhild. Jeg skrev om Det lykkelige Arabien, som viste sig at være anset for en uhyre kontroversiel bog blandt fagfolk inden for filologi, zoologi og botanik. Alle mente vist, at bogen var skrevet af en charlatan. Men de fejl, Thorkild Hansen lavede, var for intet at regne imod de fejl, fagfolkene selv begik i deres indædte angreb på ham.
Da jeg havde skrevet mit antologibidrag, valgte jeg imidlertid at holde det for mig selv. Nu tegnede der sig nemlig en bog om hele forfatterskabet, og for at få en biografisk indgang til den tog jeg fat på dagbøgerne. Men jeg kunne ikke forstå visse begivenheder i De søde Piger, hans dagbog fra 1943-47, og fik derfor brug for at tale med en eller flere af de involverede personer. Jeg henvendte mig til Else Rahbek og til Thorkild Hansens studiekammerater Peter Seeberg og Kai Aalbæk-Nielsen med den begrundelse, at jeg skrev på en monografi om Thorkild Hansen; men bagved lå en voksende mistanke om omfanget af de friheder, Thorkild Hansen havde taget sig i sin omgang med sandheden."
Mellem sandhed og løgn
En afgørende påstand i Poul Behrendts fremstilling gælder arten af det venskab, Thorkild Hansen i efteråret 1947 knyttede med Jean Seillière. Var forholdet, som den af ham selv udgivne dagbog hævder, af såkaldt "platonisk" art, således at baronens mange gaver blev skænket i frihed, og således at intimiteten aldrig blev af direkte fysisk karakter, eller skal dagbøgerne tværtimod læses som dæk-tekst over noget knap så platonisk? Det springende punkt bliver her baronens "platoniske penge", altså gaverne, for hvis det, som Poul Behrendt mener, kan godtgøres, at disse indimellem gik hen og blev særdeles kontante, så brister også den ligning med to ubekendte, som Thorkild Hansen selv stillede op, og ifølge hvilken forholdet umuligt kunne være fysisk, sålænge gaverne ikke blev givet i rede penge. Efter Poul Behrendts detektivarbejde tyder en hel del på, at Thorkild Hansens efterladte bøger om de fem år i Par(ad)is kan læses som aktstykker i et kæmpemæssigt cover-up, der blot har ligget og ventet på, at nogen gennemskuede det.Afsløringen er dog langtfra så enkel, som den måske kan lyde. For rundt om i Thorkild Hansens produktion kredses der ganske ofte om netop den standende konflikt mellem løgn og sandhed. Som regel får forfatteren da fremstillet sig selv som den, der sidder inde med nøglen til selv de største hemmeligheder; men nok så paradoksalt understreger Thorkild Hansen samtidig, at indsigten i den besværlige sandhed bunder i viden om løgnens natur. Og midt iblandt hans bekendelser til sandhed finder man passager, der røber, at han kendte løgnens omkostninger af egen bitter erfaring. Eksempelvis citerer Poul Behrendt fra en kulturkronik om Jean Genet følgende ganske sigende ord:
"Alting kommer for dagens lys. Hemmelighederne er ikke usaarlige, men ender altid med at punkteret Alt opklares før eller siden. Menneskets problemer, mysterier og gaader drages af en usynlig kraft imod deres løsning, selv om det ogsaa er deres død. Alle spørgsmaal gaar gravide omkring med resultatet i maven. Gaaderne vil opklares, og det er det eneste, de vil. Det er en naturlov. Den gælder for oldtidsfund, mordsager og ligninger med to ubekendte. Tilbage er kun løsningerne. De ligner gravsten. Her hviler menneskets problemer."
(Thorkild Hansen i Ekstra Bladet, maj 1951)
- Hvornår begyndte du at fatte mistanke til ham?
"I første omgang da jeg fik at vide, at han havde brændt sine originale dagbøger. Det betød, at ingen skulle have mulighed for at sammenligne det udgivne med det oprindelige. Gitte Jæger hævdede over for mig, at der i Pariserdagbøgerne ganske vist var foretaget stramninger, men ikke ændret på kendsgerninger. Da jeg anmeldte bogen, troede jeg på det, men da jeg læste den grundigt igennem, gik det op for mig, at han skrev for godt og for stramt. Der måtte være udeladt og redigeret overalt.I anden omgang kom mistanken af, at jeg fik mødt og talt med Else Rahbek og Thorkild Hansens første hustru Birte Lund samt med Anne de Lattre, datter af Thorkild Hansens franske ven og velgører Jean Seillière. For da stod jeg med hovedskelettet til en dybtgående research omkring Thorkild Hansens liv. Fra de to kvinder fik jeg en anden historie end Thorkild Hansens, og gennem Jean Seillières datter fik jeg et vist indblik i forholdet mellem ham og Thorkild Hansen.
Havde jeg fra begyndelsen haft den adgang til brevene, som jeg siden fik, ville jeg ikke have rejst for at møde de involverede. Men mundtlige kilder kan, selv om de rummer fejl, sige ting, skriftlige kilder ikke kan, fordi de skriftlige er for tæt på.
Hvad angår de tidlige dagbøger, er De søde piger hele vejen igennem et litterært arrangement, en glaseret historie, meget mindre forfærdelig end virkeligheden. Thorkild Hansen klarer sig igennem den med rekonstruktioner og skæbneforklaringer, og han blander sig meget mere som fortæller end han gør i Et atelier i Paris. Men går man til hans breve, finder man en gruopvækkende historie, hvor Thorkild Hansen falder helt fra hinanden. Man har set det beskrevet før, bl.a. af Thorkild Bjørnvig i hans første bog Stjærnen bag Gavlen, men man har, tror jeg, aldrig før i prosa set den klassiske digterhistorie fortalt, så groft håndgribeligt og med en sådan detajlerigdom."
- Har du kunnet bygge på andres arbejde, eller har du arbejdet med følelsen af at stå alene, skulle begynde forfra?
"Der er en rig Thorkild Hansen-forskning, og jeg er ikke den første, der forsøger at kigge ham i kortene. F.eks. var der i sin tid folk, der anholdt ukorrektheder i Hamsun-bogen. Men hvad angår Thorkild Hansens fortolkning af sit eget liv, har jeg ikke kunnet bruge forskningen til noget."- Thorkild Hansen skrev bogen om Hamsun på et tidspunkt, hvor han ellers havde besluttet sig for at dokumentere sit eget liv på basis af dagbøgerne. Hvordan ser du på den baggrund Hamsun-projektets stilling i hans forfatterskab?
"Trilogien om Hamsun trækker på kildematerialet og er skrevet i medvind. Men den betegner et skift i forfatterskabet i og med, at den beskriver en stor ener i kamp med massen. Thorkild Hansens tidligere bøger skildrede anti-helte: Carsten Niebuhr, Jens Munk og Peter von Scholten, personer der ikke blev regnet for noget særligt, før Thorkild Hansen beskrev dem, men som nu i kraft af ham er blevet heroer af en slags. Thorkild Hansen falder nemlig ikke på knæ for store helte, han skaber dem selv."- Hvor lang tid har du arbejdet på Djævlepagten?
"Seks år i alt, deraf 3 år intensivt."- Hvor og hvornår opstod krriserne i processen?
"Mit arbejde blev til at begynde med hæmmet af, at Thorkild Hansens anden hustru bakkede ud. Omvendt blev det fremmet af, at Else Rahbek og Anne de Lattre dukkede op og satte mig i stand til i et års tid at køre på mundtlige kilder. Lidt efter lidt fandt jeg vej til flere af de personer der havde stået Thorkild Hansen nær Og jeg satsede på at lægge min metode op ad hans, således at det der svarede til dagbogen, var brevet, og det der svarede til reportagen, var interviewet. Næste åbning kom, da Gitte Jæger efter udgivelsen af to rejsedagbøger i Øer gav mig adgang til Peter Seebergs breve til Thorkild Hansen. Det sendte mig hele vejen tilbage i historien. Da Peter Seebergs stemme kom ind, fik jeg én, der kunne sige det jeg selv ville sige. Jeg har nemlig forsøgt at undgå at tale i eget navn og har i stedet ønsket, at konklusionerne skulle fremgå af materialet og af selve den rækkefølge, hvori oplysningerne præsenteres. Hver ny oplysning skulle helst have betydning i kraft af, hvad læseren allerede ved. Det er et episk og retorisk træk - at tilbageholde informationer.Og der er ikke meget ved at skrive en bog, hvor oplevelsen anden gang er identisk med den første gang. Så kan man lige så godt skrive avisartikler.Næste større krise i arbejdet kom, da jeg ville dokumentere, hvordan Thorkild Hansen i de udgivne dagbøger omredigerede sin tid i Paris. Det krævede, at jeg gik på arkiver og dykkede ned i aviser, satte mig ind i dele af den økonomiske historie og gennemgik Ekstra Bladets honorarprotokol, så jeg kunne skrive hvad der svarede til Fridtjof Brandts bog om Kierkegaard og pengene. Problemet var jo, at Thorkild Hansen modtog temmelig mange midler igennem sit venskab med Jean Seillière, men at baronen på den anden side kun kunne give ham penge, hvis Thorkild Hansen ikke følte sig ydmyget af det. For at deres forhold kunne være frit, krævedes derfor dels gaver, dels et kriminelt element. Thorkild Hansen siger det, og han siger det ikke. Men ved at grave i omstændighederne og bl.a. sammenligne Thorkild Hansens egne oplysninger om sine indtægter som journalist med de beløb, der fremgår af Ekstra Bladets honorarprotokol, fik jeg de detaljer, der dokumenterer, at dagbogen er en fiktion.
Midt i arbejdet på bogen fyldte jeg så halvtreds. Gitte Jæger mødte op, og ved den lejlighed besluttede jeg at lade hende læse, hvad jeg indtil da havde skrevet. Det viste sig, at hun reagerede mere og mere positivt, jo mere hun fik at læse. Derigennem fik jeg adgang til breve mellem Ole Wivel og Thorkild Hansen, og udsigt til med tiden at kunne læse brevvekslingen mellem Thorkild Hansen og Jean Seillière.
I arbejdets sidste faser væltede det ind med nye informationer i form af endnu flere breve, også imellem Else Rahbek og Thorkild Hansen. Alle de skriftlige kilder, som jeg knap havde turdet håbe pa at se, fik jeg pludselig lov at læse. Ting som det ellers ville tage mange år at nå frem til, åbnede sig for mig. Det krævede en ny stillingtagen til hele bogens anlæg."
At lære at elske sin skæbne
- Hvordan vil du karakterisere Thorkild Hansens psyke?
"Sammensat! Han har været ikke så lidt af en distanceblænder og en effektiv charlatan. Lystløgner var han åbenbart også, det lader til at han simpelt hen fandt det morsomt at lyve. I hvert fald lyver han både når det er nødvendigt og når det ikke er det. Og han indsætter, når han lyver, en mulighed for at opdage løgnen. Der med bevæger vi os over i et grænseområde mellem charlataneri og kunst.Et af de træk ved Thorkild Hansen, der har overrasket mig, er hans ekstremt høje bevidsthed om, hvad han har skrevet før. Der er i hans forfatterskab en høj grad af intertekstualitet. Og når han skriver noget nyt, blander han gentagelse og brud. Et eksempel som for mig gav et chok, var den kronik om Store Klaus og Lille Klaus, som han skrev under en polemik omkring Jørgen Gustava Brandts og Asger Schnacks bog med portrætter af danske nutidsdigtere. I den artikel, vendt mod Klaus Rifbjerg, viser Thorkild Hansen sig i besiddelse af en elefanthukommelse svarende til Klaus Rifbjergs egen."
- Har du undervejs fået sympati med Thorkild Hansen?
"Sympati, ja. Men ikke medlidenhed. Det jeg har skrevet, er en tragedie - defineret som et forløb, hvor alle de formål, et menneske har med sit liv, frustreres og man går ind i en blindgyde, som der imidlertid er en anden mening med. En indsigt, man ville have betakket sig for. hvis man havde fået den tilbudt.Bogen krumslutter og dementerer dermed sin egen begyndelse og hele det mellemliggende forløb. Vi møder en mand, der er klogere da han er 18, end han virker som 62-årig. En sær-skæbne, der har lavet ting med sit liv, som ingen anden har gjort.
Hvis jeg er kommet til at beundre noget hos Thorkild Hansen, må det være hans evne til at rejse sig og komme igen. Han fandt sig selv i nederlaget og fandt i sine nederlag en sejr. Nogle gange fordi han hadede at tabe og derfor måtte tolke sine nederlag om til sejre, men andre gange fordi han lærte at elske sin skæbne. Amor fati, kærlighed til skæbnen, danner en nøgle til forståelse af både Thorkild Hansens forfatterskab og hans kollega Peter Seebergs. De bruger det samme nøgleord, men forbinder noget helt forskelligt med det, selv om det for dem begge bliver et centralt livsanskuelsesbegreb, der samtidig er et æstetisk begreb. Deres bøger lader sig faktisk læse som replikker i en fortløbende dialog, hvor Peter Seeberg gang på gang kritiserer Thorkild Hansens episke synteser og begrebsdannelser, og hvor Seeberg er pioneren, men Thorkild Hansen popularisatoren."
Værkets metode
Et kapitel for sig selv er Poul Behrendts brug af fortælletekniske kneb. Han holder ofte vigtig information tilbage, indtil han kan anbringe den med maksimal effekt. Han trækker suverænt indbyrdes fjerntliggende situationer sammen til mønster-agtige scener, og han holder sig ikke tilbage for indimellem at fremsætte formodninger om, hvad den eller den har tænkt i en bestemt situation. Alt dette nærmer Djævlepagtens fremgangsmåde til romanlitteraturens - samtidig med at forfatteren tilstræber fuld objektivitet i den forstand at kildehenvisningerne står der med angivelse af person, sted og dato.- Et sted citerer du Tage Skou-Hansens definition på dokumentarisme, at den er eller skal være en selvreflekterende dokumenteret fiktion. Kan du på denne baggrund beskrive forskellen mellem din metode og Thorkild Hansens egen? Er det i din bog simpelt hen sådan, at det lige erkender det lige?
"Jeg har først og fremmest forsøgt at lave en bog, der ikke er lavet før. Mange kender den nye type af "gule" biografier, f.eks. om Bertolt Brecht. Det er denne genre, jeg har forsøgt at gennemreflektere, gøre mere bevidst. Jeg fremdrager således kun, hvad der ligger i logisk forlængelse af den historie, jeg er stødt på, og jeg prøver at indrette hele min fremstilling efter naturen af det menneske og det forfatterskab, jeg nu en gang er trængt ind i, herunder de breve, jeg efterhånden har fået adgang til, og de mennesker, jeg har mødt.Jeg ville som udgangspunkt ikke skrive en biografi. For Thorkild Hansen har allerede biograferet sig selv så grundigt, at en biografi skrevet på hans materiale ville indebære en skriven på et trin lavere end hans. Djævlepagten er snarere en meta-biografi, fordi biografien opstår som del af et større biografisk projekt.
Allerede i 1948 har Thorkild Hansen vidst, at han ville gøre, hvad han gjorde 25 år efter. Det sprænger al normal biografisk tankegang. Biografier er som regel retrospektive, men Thorkild Hansens dagbøger er allerede inden redigeringen prospektive, hvad der sætter tvivl om hele den biografiske substans."
- Hvorfor har du så ofte valgt en ikke-kronologisk komposition?
"Det hænger sammen med, at læseren skal kunne følge den biografiske proces. Jeg starter med de mundtlige kilder og opgiver ud fra dem at finde frem til en sandhed. Så får jeg adgang til de skriftlige kilder og deri gennem til det biografiske kernestof. Men samtidig prøver jeg så at gøre læseren til del af projektet. Jeg suspenderer eller detroniserer mig selv som den der afgør, hvad der skal foregå. Hvis læseren ellers gider læse bogen flere gange, vil han sikkert se mere, end jeg har set. Det er fortællingens begrænsning og fortjeneste."- Læseren involveres ved, at du sammenlignet med andre biografister anvender "indirekte" fremstillingsform. Du tilstræber diskretion, gør dig umage for at undgå anmasselse. Du overlader rummet til læseren. Men betyder det i grunden ikke kun en så meget desto mere effektiv læsermanipulation?
"Det kan man måske nok sige. Mit ønske har været, at læseren fra en rimelig indforståethed med Thorkild Hansen og hans forklaringer skulle gå til væmmelse og forargelse, ja, at Thorkild Hansen på et tidspunkt skulle være helt tabt for læserens sympati. Men billedet skulle også gerne til sidst vende for læseren, sådan som det gjorde det for mig. Men når jeg siger, at jeg har søgt at holde mig selv tilbage, tænker jeg bl.a. på, at jeg udelader Thorkild Hansens barndom og nøjes med indlysende elementer af hans baggrund. Han er en af de talrige mænd, der skammer sig ved deres fader. Det afstod jeg fra at analysere, selv om jeg ikke et øjeblik var i tvivl om, at det forholdt sig sådan."- Thorkild Hansens Pariserdagbog har i din fremstilling en kompliceret status. Du citerer den som kilde, men du anfægter samtidig dens autenticitet, når du ved at sammenligne med hans breve kan konkludere, at han må have redigeret den igennem for at tegne et ganske bestemt billede af sig selv Hvornår bruger du dagbogen som kilde, og hvornår som aktstykke?
"Det markerer jeg ved at bruge datid, hvor jeg betragter den som kilde, men skifte til nutid, når jeg ønsker at give læseren signal om, at vi nu er på gyngende grund. Vi kan aldrig vide, om det er breve eller dagbog, der taler sandt, når de kredser om de samme begivenheder. Men Thorkild Hansen har givet en slags rettesnor: Når han højlydt forkynder, at her tales der sandhed, véd man at det er 1øgn.Uanset hvor meget jeg anfægter de udgivne dagbøger, er de min bogs rygrad og hovedkilde. Skulle jeg afvise dem som ren fiktion, ville min bog miste sit gravitationspunkt. Fundamentalt er jeg henvist til den jordbund, Thorkild Hansen tilbyder, skønt der kan være store huller, der hvor jeg troede at være på fast grund. Hos Thorkild Hansen eksisterer løgnen på sandhedens betingelser - og omvendt."
- Går man din bog meget nøje efter i sømmene, opdager man, at der står spor tilbage fra forskellige stadier af afsløring. Du omtaler feks. Thorkild Hansens selvbebrejdelser i anledning af tilbagevendende onani, men hvis teorien om et realiseret homoseksuelt forhold mellem ham og Jean Seillière holder, må der vel være tage om en fiktion, der skal tildække anger af en anden art.
"Det er rigtigt nok. Det samme gælder Thorkild Hansens skiudstyr! Da det optræder i slutningen af første bog, tager jeg hans udregninger for gode varer; men da jeg vender tilbage til det i slutningen af anden bog, viser det sig, at beløbene i virkeligheden var meget højere, og at hele udstyret blev givet som en gave fra Jean Seillière til Thorkild Hansen."- Du indlever dig undertiden så langt, at du feks. taler om "Ryvangs Allé" og "skyggen fra London". Det første dækker et brat omslag i Thorkild Hansens forhold til sin første store kærlighed. Det andet dækker hans følelse af at blive betragtet som baronens unge smukke mandeven. Oventager du derved på en måde Thorkild Hansens selviscenesættelse?
"Det mener jeg ikke. Når jeg bruger den slags kodeord, sker det med en dobbelt markering. Jeg citerer - og markerer, at jeg citerer. Det skaber på én gang en fornemmelse af autenticitet og en bevidsthed om, at en bevidsthed er på færde. Læseren kan læse dokumentationen med en ny bevidsthed, som dagbogsskriveren ikke havde, eller som hverken afsender eller modtager af et brev havde. Simple udtryk bliver derved tredobbelt ladede."- Ville Thorkild Hansen i virkeligheden gerne afsløres?
"Ja, men han ville tilsyneladende helst selv bestemme, af hvem og hvornår. Og han har næppe ønsket at blive afsløret af mig! På den anden side har han ved at arrangere sine dagbøger på den måde han gjorde, fremskrevet en bevidsthed og muliggjort, at jeg nu i anden omgang kan fortætte tiden, sådan at en bearbejdelse, der normalt ville tage en menneskealder, nu sker anderledes hurtigt.Når man har at gøre med selvbiografier og biografier, kan man ikke læse en bog for det den siger, slet og ret. Man skal også vide, hvad den ikke siger. Og det kan man ikke engang vide ud fra hvad den siger eller blot antyder. Alle biografier og selvbiografier i det 20. århundrede er lavet med en bevidsthed om, at folk vil forbinde forskellige ting med dem. Thorkild Hansen siger f.eks. at han godt kunne tænke sig at skrive fodnoterne til Ole Wivels erindringer. Men selv lyver han i Søforhør så groft, at man slet ikke behøver møde ham med en tviviens fortolkningskunst. Thorkild Hansen er spændende, fordi han har gjort sin dagbog til en roman og gjort sit liv til et værk."
"Man kender en Mand paa det han fortier."
Thorkild Hansen om Stendhal, Resten er stilhed, 1953
Tilbage til toppen