Bogens Verden 1995 nr.5
| Redaktion |
Indhold dette nummer |
Bogens Verden |
Næste artikel |
Forrige artikel |
Skolebiblioteker under forandring
Samfundets forventninger og skolebibliotekets muligheder. Foredrag ved Danmarks Skolebiblioteksforenings årsmøde, den 17.8.1995. |
Af Henrik Christoffersen
1.
Inden for skolebiblioteksverdenen har megen opmærksomhed i de sidste par år været rettet mod den nye folkeskolelov og den derpå baserede bekendtgørelse om skolebiblioteker.
Jeg er ikke sikker på, at det er særlig perspektivrigt, hvad der er kommet ud af disse sidste par års arbejde i skolebiblioteksverdenen. Vi befinder os i en situation, hvor skolebibliotekerne har været under pres, og i en sådan situation har det været et hovedsigte for skolebibliotekernes folk at få beskyttet og sikret deres institutioner. Det er forståeligt, men det er ikke særlig fremadskuende eller spændende.
Lad mig som eksempel på denne tilgang pege på den position, Danmarks Skolebiblioteksforening har indtaget i forhold til bekendtgørelsen. Det virker på mig som om, det mest afgørende for foreningen nærmest har været en garanti for, at der gælder forbud mod beskæftigelse af andre end skolebibliotekarer i skolebiblioteket. Ligeledes har det været vigtigt for foreningen at få cementeret nogle tilhørende institutioner, nemlig de pædagogiske centraler.
For alle andre end de, som lever i eller af systemet, er det mindre interessant at anlægge en institutionel synsvinkel på problemet. Det må unægteligt være nærliggende at starte med, hvad der skal gøres frem for at samle opmærksomheden om, hvem der på forhånd skal gives rettighederne. Skolebibliotekernes virkelige udfordringer er ikke politikere, som vil skære ned, og skoleledelser, som vil flytte ressourcerne andre steder hen på skolen. De virkelige udfordringer er sandelig at finde ude i verden. Dér, hvor de unge lever, og dér hvor deres fremtid ligger. Hvis skolebibliotekernes folk for alvor forstår at tackle den virkelige verdens udfordringer, så skal de såmænd nok også kunne klare de politiske og bureaukratiske udfordringer.
2.
Lad mig prøve på en enkel måde at tegne et billede af, hvorledes jeg ser den virkelighed, skolebibliotekerne og vores informationsformidling i det hele taget står overfor.
Befolkningens samlede træk på det danske biblioteksvæsen har været for nedadgående i de senere år. I biblioteksverdenen kædes dette sammen med besparelser, men denne forklaring har højst en helt marginal betydning. I de forskellige dele af biblioteksvæsenet er der ingen sammenhæng mellem udvikling i ressourcer og i udlånstal.
Det faldende udlånstal er snarere udtryk for en ændring i behov og ønsker i befolkningen. Det får vi et langt klarere indtryk af, hvis vi går lidt i dybden og ser på udviklingen i udlånstallene i de forskellige dele af biblioteksvæsenet. I øvrigt viser det sig da også, at det især er et nyt mønster i børns og unges brug af bibliotekerne, som forklarer ændringerne i det samlede billede.
Ser vi på udviklingen i udlånene i folkebibliotekerne siden omkring 1980, vil vi se, at folkebibliotekernes udlån i voksenafdelingerne stort set ikke har ændret sig. I 1991 udlånte voksenafdelingerne 1 % flere bøger end i 1980. På det seneste er de samlede udlånstal i folkebibliotekerne yderligere gået ned, men vi savner endnu den egentlige biblioteksstatistik for forrige år for at kunne sige noget nærmere om den seneste udvikling i de forskellige dele af folkebiblioteksområdet.
Forskningsbibliotekerne, som jo også henvender sig til den voksne befolkning, har øget deres udlån stærkt. Alt i alt har der altså frem til det seneste været en mindre fremgang i de samlede biblioteksudlån i den del af biblioteksvæsenet, som henvender sig til voksne.
Bag denne samlede mindre fremgang gemmer sig en strukturforskydning i retning af, at en stigende andel af udlånene vedrører uddannelse samt forskning eller andre specifikke faglige aktiviteter, mens den rekreative læsning nok er veget. Det er her værd at bemærke, at det i betydelig grad er de unge, som har tegnet ændringerne i brugermønsteret i den del af biblioteksvæsenet, som traditionelt henvender sig til voksne. Det er helt klart i høj grad de unge, som står bag de nye brugerønsker i forbindelse med uddannelse. På den anden side er det nok også de unge, som bidrager til faldet i den rekreative benyttelse af voksenafdelingerne.
Børnenes og de unges traditionelle træk på bibliotekerne er reduceret betydeligt siden 1980. Det har både børnebiblioteksafdelingerne i folkebibliotekerne og skolebibliotekerne mærket. Tilsammen har folkebibliotekernes børneafdelinger og skolebibliotekerne haft en udlånstilbagegang på knap 10 % fra 1980 til 1991.
I biblioteksvæsenets institutioner opleves de ændrede behov og ønsker på børne/unge-området som et betydeligt problem:
I skolebibliotekerne ses udelukkende et faldende udlånstal, og skolebibliotekernes folk er tilbøjelige til at opfatte dette ikke blot som et problem for skolebibliotekerne, men også som et problem for ungdommen og for samfundet.
I folkebibliotekerne ses for det første et faldende udlånstal i børneafdelingerne. Det opfattes her som et problem på samme måde som i skolebibliotekerne. I folkebibliotekerne opleves forandringerne for det andet også som nævnt som et problem i voksenafdelingerne. Her er opstået et nyt pres fra unge under uddannelse eller med andre specifikke faglige behov.
For her kommer de unge nu, når de skal skrive opgaver i folkeskolen og i deres videre uddannelsesforløb. Det synes folkebibliotekerne gennemgående er noget, de bør være påpasselige overfor, fordi folkebibliotekernes voksenafdelinger ikke har været indrettet på at dække dette behov.
Den udvikling i de unges ønsker og behov, som har fundet sted, ser jeg grundlæggende som noget, der rummer vældig positive elementer. Børnene og de unge spreder deres rekreative oplevelser, så nye medier og oplevelsesmuligheder nu tager noget af den plads, som bogen traditionelt har haft. Og samtidig udvider de unge deres læsning og brug af materialer, som udtrykkeligt har et udviklende sigte.
Tal, som alene opregner udlånene i børneafdelinger og skolebiblioteker har ofte givet anledning til fremmaning af et skrækbillede af børn og unge som bogdroppere. For det første er en sådan påstand forkert al den stund et faldende børnetal kan forklare tilbagegangen i udlån. Men ikke mindst uddannelserne bidrager i disse år på væsentlig måde til, at unge finder nye måder at bruge bogen på - det indebærer altså også, at de unge finder nye måder at bruge bibliotekssystemet på.
Men de forskellige dele af biblioteksvæsenet ser i høj grad denne udvikling som negativ. Enten fordi de udsættes for mindre benyttelse, eller fordi de udsættes for nye ønsker om benyttelse, som de kun delvis finder at kunne efterkomme: Nogle føler, at de får for lidt at lave, og andre føler, at de får for meget at lave.
Sådan anskuet bliver det klart, at det slet ikke er lykkedes at få trukket en samlet betragtning på det danske biblioteksvæsen op, og at der følgelig heller ikke foregår en sammenhængende fornyelsesproces.
3.
Inden jeg gør forsøg på nogen konklusion, vil jeg godt gøre mig nogle overvejelser om baggrunden for de stedfundne skift i børns og unges ønsker og behov i forhold til bibliotekerne.
Det er nærliggende, at de vigende udlånstal for bøger til rekreativ læsning for børn og unge ikke alene hænger sammen med det faldende børnetal. Situationen er jo den, at børn og unge nu i højere grad deler deres tid mellem voldsomt mange flere underholdningstilbud fra den bugnende underholdningsindustri.
At biblioteksvæsenet også mærker, at børn og unge stiller nye specifikke faglige krav er virkelig tankevækkende. Og det er yderligere tankevækkende, at disse nye krav ikke netop rettes derhen, hvor børn og unge traditionelt er blevet betjent af biblioteksvæsenet, nemlig til skolebibliotekerne og folkebibliotekernes børneafdelinger. Derimod er det i betydeligt omfang folkebibliotekernes voksenafdelinger, som kommer til at stå over for de unges nye krav.
Læren heraf er jo, at det faktisk ikke er det rene sjov og pjat for de unge. De vil noget med bibliotekerne, og det er alvor - måske mere alvor end vi har været vante til. Og de unges krav er ganske konkrete og præcise. Dette her burde hensætte den ganske bibliotekariske verden i begejstring - men det gør det altså ikke. I stedet har vi set udvikle sig noget, som også rummer lighedstræk med en spillen sorteper mellem de forskellige dele af biblioteksvæsenet om, hvem der skal lægge ressourcer til betjeningen af de unge. Der nedsættes arbejdsgrupper og holdes alvorlige møder om de store problemer. Og det i en situation, hvor det faldende samlede udlånstal og den nyindførte edb-teknologi er ensbetydende med, at der er ledige ressourcer til stede i biblioteksvæsenet.
De unges nye ønsker og behov er i virkeligheden en ganske naturlig side af informationssamfundets fremvækst. De unge viser en bemærkelsesværdig forståelse for, at det gælder om at kunne betjene sig af samfundets informationssystemer. Og det er vel at mærke den virkelige verdens systemer, det drejer sig om.
Efter min opfattelse er det en af biblioteksvæsenets største udfordringer vi her taler om. Jeg kan næppe forestille mig nogen bibliotekarisk opgave af større samfundsmæssig betydning end denne at give de opvoksende årgange en ordentlig adgang til de informationssystemer, som de har brug for i deres udvikling og som de har brug for i deres videre tilværelse.
I denne sammenhæng skal jeg ikke komme nærmere ind på specielt folkebibliotekernes forhold, men jeg kan ikke tilbageholde en bemærkning om, at folkebibliotekerne i disse år efter min opfattelse ikke kan sige sig fri for at svigte.
De markante udlånsfald i børneafdelingerne indebærer faldende ressourcekrav, og der udvikler sig hermed muligheder for at frigøre ressourcer til de nye ungdomsbehov, men det er mit indtryk, at disse muligheder for omstilling kun udnyttes beskedent.
I det hele taget genfinder jeg ikke i folkebibliotekerne den bevægelse væk fra det rekreative og i retning af det betydningsfulde og udviklende, som vi ser i befolkningens efterspørgsel sådan som den kommer til udtryk i udviklingen i udlånstal og henvendelser om støtte ved uddannelse m.v. Vi ser eksemplvis folkebiblioteker, som i disse år anvender betydelige ressourcer på en udbygning af forsyningen med rekreativt orienterede tilbud på videoområdet samtidig med, at de finder det vanskeligt at imødekomme de unges nye behov for støtte til uddannelse m.v.
Folkebibliotekerne bør med en moderne ledelse have ressourcer til at give de unge en ordentlig betjening, når de kommer med deres seriøse behov. Jeg er opmærksom på, at en del folkebiblioteker nu gør en god indsats og virkelig har taget fat på at få skabt en moderne og tilfredsstillende biblioteksbetjening af de unge. Men alt for mange er ikke kommet med, og der er stadig en betydelig reservation mange steder.
Der tales vældig meget om ny informationsteknologi i folkebibliotekerne, og mange er bekymrede for, at folkebibliotekerne vil miste opslutning, hvis de ikke nu kommer med på "teknologitoget". Jeg har på en måde megen forståelse for synspunktet, men det er også overfladisk. Det er ikke medierne i sig selv, som er interessante, men brugen af dem. Og her er det altså i høj grad de unge, som anmelder de nye behov.
Jeg mener, at de unges nye behov simpelthen er disse års chance for folkebibliotekerne. Det er her, at ny indsats af uomtvistelig samfundsmæssig betydning kan gøres. Og det indebærer så i øvrigt også en stærk anvendelse af ny teknologi.
4.
For skolebibliotekerne må de udviklingstræk, som jeg har trukket op, have store konsekvenser. Det bliver stadig mindre relevant, at skolebibliotekerne fremtræder som egne, selvtilstrækkelige institutioner.
Den nye folkeskolelov er ensbetydende med, at skolen i det hele taget skal intensivere arbejet med informationssamfundet. Det bliver yderligere en selvfølgeligt integreret del af skolens undervisning at arbejde med nye teknologier og nye informationssystemer til informationsbehandling. Det vil også indebære, at både lærerne og eleverne vil vende sig yderligere mod de informationskilder og informationssystemer, som står til rådighed i det omgivende samfund. Skolebibliotekerne og skolebibliotekarernes fremtid vil bero på, om de formår at befordre og formidle denne udvikling.
Internt på skolerne bliver der med udviklingen af informationssamfundet sat fokus på samspillet mellem skolebibliotek og lærere. Der arbejdes for indeværende med planer om milliardinvesteringer i ny informationsteknologi i skolerne. Hvor er skolebibliotekerne henne i denne sammenhæng? Kobles skolebibliotekerne ud her, så vil de for alvor være blevet marginaliserede. Så vidt jeg kan se, er der en mulighed for, at det sker - i det mindste nogle steder.
Eksternt bliver der med udviklingen af informationssamfundet sat fokus på samspillet mellem skolebibliotek og folkebibliotek. I dag fungerer samarbejdet ikke godt. Lad mig illustrere det med en henvisning til Jens Thorhauges bog om "Bibliotekerne i kultur- og informationspolitikken" i Kulturministeriets serie om Kulturens Politik. Her redegør Thorhauge for erfaringerne med forsøg om integration mellem skole- og folkebibliotek. Han kan kun henvise til et enkelt vellykket forsøg - ellers er de igangsatte forsøg faldet uhel¬digt ud. Thorhauge peger på, at der gjorde sig helt særlige omstændigheder gældende i det enkelte forsøg, som lykkedes. Herom skriver han:
"dynamikken i projektet skyldtes først og fremmest, at de ansatte var i stand til at sætte sig ud over gængse forestillinger om, hvad der kan lade sig gøre i et integreret skole- og folkebibliotek".
5.
Biblioteksvæsenets organisatoriske forhold er ikke heldige, og her ligger uden tvivl en del af forklaringen på, at det ikke er lykkedes at få trukket nogle samlede betragtninger på det danske biblioteksvæsen op og få sat gang i en udviklingsproces, som hviler på et sammenhængende og tidssvarende rationale.
På det overordnede niveau giver det samordningsproblemer, at det kommunale biblioteksvæsen henhører under to forskellige ministerier. Det er givetvis en del af forklaringen på, at det går så trægt med at få gjort noget for de unge, som gerne vil bruge folkebibliotekrne i forbindelse med deres uddannelse.
I nogle kommuner er det kommunale biblioteksvæsen endda også opdelt mellem to udvalg.
Organisationerne omkring det kommunale biblioteksvæsen fungerer heller ikke optimalt.
I sidste ende er denne situation i organiatorisk henseende måske et udtryk for en begrænset politisk forståelse og interesse.
Jeg vil i det mindste gerne efterlyse sådan en interesse og forståelse. Der er brug for sammenhængende og visionære billeder af, hvad det gælder om. Og der er brug for kraft til at skabe nogle stærke og samlede løsninger.
6.
Den nye bekendtgørelse om skolebiblioteker er jo hovedtemaet for dette årsmøde. Nogle vil måske spørge om, hvad mine betragtninger har med bekendtgørelsen at gøre.
Spørgsmålet er ikke så dumt, og lad mig retorisk rejse det. Det giver mig anledning til at lade mit svar blive til mine afsluttende bemærkninger.
Indirekte har jeg jo allerede givet min besvarelse: Bekendtgørelsen forhindrer overhovedet ikke, at skolebibliotekerne i en eller anden form kommer til at give et afgørende bidrag til skolernes videre bevægelse ind i informationssamfundet. På den anden side lover bekendtgørelsen og det arbejde, som har fundet sted omkring dens tilblivelse, heller ikke, at det sker. Nærmere kan jeg ikke komme i min vurdering af det formelle og institutionelle.
Men det ligger i det, jeg har sagt, at skolebiblioteksinstitutionen efter min vurdering står over for fundamentale forandringer i tilpasningen til en verden, hvor et telefonstik i dagligstuen, på arbejdspladsen eller i klasselokalet sætter dig i forbindelse med en uendelighed af informationer.
Det bliver stadig mere selvfølgeligt, at skoerne rummer kvalificeret ekspertise på informationsområdet, men det bliver stadig mindre selvfølgeligt, at denne ekspertise skal tage udgangspunkt i en egen speciel informationssamling.
Derfor bliver det også stadig mere naturligt, at skolernes ledelse gør sig selvstændige overvejelser om den organisatoriske og personalemæssige forankring for skolernes informationsudvikling. Skolebibliotekerne og skolebibliotekarerne må overfor denne udfordring vise, at der her findes den ekspertise, de visioner, den kraft og hvad der ellers skal til. Det er en spændende og krævende udfordring.