Bogens Verden 1995 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Albert Dam
- en af de store enereAf Knud Erik Pedersen
"Vil man læse noget, over for hvilket betegnelsen "talent" synes irrelevant - noget dybt ejendommeligt, som tager én medmenneskeligt i struben, så er der den nu 74årige Albert Dam. Men læsere med mere traditionelle behov og sky for anstrengelser være hermed advaret."Sådan sluttede Jacob Paludan i efteråret 1954 sin stærkt anerkendende anmeldelse af Albert Dams roman, "Dag så lang", og det ville være synd at sige, at den læsende almenhed ikke tog advarslen alvorligt. Ganske vist betød det sene gennembrud med "Syv Skilderier" (1962) en strøm af ny- og genudgivelser i løbet af 1960erne, og Dam var efter mere end et halvt århundredes skribentnød i den situation, at han kunne få alt det udgivet, han kunne overkomme at skrive. Tiljublet af kolleger og kritikere blev han, flerfoldigt prisbelønnet og endda sat i forbindelse med Nobelprisen - han havde en varm fortaler i Arthur Lundquist, men trods al denne bølgende virak, der givetvis forsødede hans sidste leveår, vakte hans bøger kun ringe genklang blandt godtfolk. "Kritikerne har i det sidste par år gjort deres arbejde - nu er det de øvrige læseres tur," mente "Land og Folk"s Hans Ole Larsen i sin anmeldelse af "Menneskelinjen" (1965).
Siden det blev krvet, er der gået 30 år, og på trods af et par opsigtsvækkende udgivelser af efterladte romanmanuskripter i 1980erne er dette store, på mange måder enestående, forfatterskab på vej ud i glemslen; kun de færreste synes at have mod på at påtage sig "arbejdet" med at læse ham.
Det er ikke tilfældigt, at anmeldere bruger ord som arbejde og anstrengelse i forbindelse med Damlæsning, for vist er han et krævende bekendtskab; prædikater som sær, kantet og egensindig er blevet hængt på ham - og ikke med urette - men hans få livlæsere er ikke i tvivl om, at han giver os langt mere, end han kræver. Det er en lutring for sind og tanke at læse denne digter, der stiller så mange spørgsmål uden at gøre sig til af at kende de endegyldige svar, en digter, der har tvivlen som sit frugtbare ståsted, og som omfatter alle skråsikkert troende med dyb skepsis, den slags mennesker, der med et Sandemoseudtryk har sat "et kyskhedsbælte om deres tanke".
Det er karakteritisk for Dam, at han i bog efter bog konfronterer sin læser med de basale eksistentielle spørgsmål: Hvem er jeg, hvorfra er jeg kommet, hvor går jeg hen, hvad er hensigten med mig, er der nogen hensigt. I den forstand kan man godt kalde ham filosof, men vel at mærke en filosof uden noget system - ganske som den Søren Kierkegaard, han i sit dybt originale filosofiske værk, "Vesteuropæers Bekendelser" (1963), yder en uforbeholden reverens og kalder "en førende åndsmagt", hvis rige tankebaner stadig hundrede år efter hans død giver udbytte til mange i den vesteuropæiske kultur.
Også Dams tankebaner er værd at følge i al deres springende uforudsigelighed, men først og fremmest er han dog digter, og det skal være min påstand, at selv om han kun havde efterladt sig skæbnefortællingen "Værkbrudt" fra "Morfars By" og pragtstykket "Alrune" fra "Syv Skilderier" var han fuldt ud værdig til optagelse i den danske litterære kanon. Forfatterskabet byder imidlertid på meget andet, som man skal have ualmindelig godt råd for at vende ryggen til. En af hans debutromaner - for pauserne i forfatterskabet er så lange, at man kan tale om i hvert fald tre debuter - "Så kom det ny Brødkorn" (1934) er et storladent epos om et menneskes livslange higen mod dets drømte mål og hører til på top-ti-listen over århundredets danske romaner. Tyve år senere kom "Dag så lang", hvori en gammel mand ligger på hospitalet og gør sit livsregnskab op, en roman, der har meget at sige om resignation, styrke og afmagt, en digterisk illustration til eksistentialismen er den blevet kaldt. "Morfars By" (1956) er vel den af Dams bøger, der har fundet vej til flest læsere, uden at det vil sige særlig meget; heri rejser han et monument i ord over sin fødeby Virring og dens mennesker, sådan som han har lært den/dem at kende dels ved selvsyn og dels ved at lytte til andres beretninger. Den bog tåler godt at nævnes ved siden af Johannes V. Jensens "Himmerlandshistorier".
I sin høje alderdom tog Dam sig så for gennem i alt 23 skilderier fordelt på tre bøger at fortælle menneskets udvikling fra de rottestore væsener, homo prægenitus, der siddende i tertiærtidens trætoppe overværede slagsmål mellem kæmpeøgler, til homo simplex futurus, som i "Om mange år" er brudt op fra metropolerne og alle deres tekniske fix for at overleve i en førcivilisatorisk urtidstilværelse, idet de strengt følger et normsæt, som skal hindre tilbagefald. Tyve siders fremtidsvision, der i mine øjne sagtens opvejer langt de fleste murstenstunge sciencefiction-romaner.Det skal indrømmes, at det kræver en ikke ringe læserindsats at følge denne lange rejse i tid og rum til vejs ende, men også fastslås, at det er møjen værd. 70 millioner år er dog en kendelig udvidelse af ens erfaringsområde; så må man finde sig i nu og da at skulle hugge sig gennem en jungle af underlige navne og verber og ordkonstellationer uden at få ret mange håndsrækninger af digteren, hverken i form af linjebrud eller tegnsætning. Til gengæld for denne møje får læseren lejlighed til gang på gang at dykke ned i medrivende, indædt anskueliggørende passager og prosalyriske sprogstrømme, bringer de største af genrens mestre i erindring.
Jo, Dam skal man læse, hvis man vil vide besked om én af de store enere i århundredets danske litteratur. En troende skeptiker, en hårdnakket fortaler for modsætningernes samhørighed, en digter, som var usikker på alt, selv usikkerheden, en sprogets og livets elsker, som kan lade en skildring af en rutebilrejse med et barnebarn munde ud i linjer som disse, der lader os ane, at Dam blandt meget andet også er et stykke af en mystiker:
"Hun skulle vokse til og lyse, hans datterdatters slægt skulle stråle i en fremtid der bar det der også havde været under hans nederlag, store brede marker med korn og græs, fjernt hentet kraft der gav varme, blanke maskiner der lavede varer, en storbys lys og færdsel, aftenhimlens stjerner og et snevejrs hvide vinterpragt, et menneskesinds sår og et menneskesinds fortrøstning. Det havde været et mirakel for ham, og det var ikke blot det at alt det havde været, det helt utrolige for ham at synes, var at det kunne være og han havde levet med det."
Tilbage til toppen