Bogens Verden 1995 nr.4
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Eksempler på liv
- en ny genre?Af Steffen Hejlskov Larsen
I løbet af de sidste år er der på bogmarkedet dukket flere små bøger op, der kun består af korte prosastykker uden tydelig episk sammenhæng. Man ved ikke, om der er tale om prosadigte eller korte lyriske romaner.Går man på biblioteket, som jeg, kan man finde Solvej Balles "&" fra 1990 anbragt på hylderne med digte, mens Christina Hesselholdts "Køkkenet, gravkammeret og landskabet" fra 1991 og "Det skjulte" fra 1993 står blandt romanerne.
Da jeg benyttede computeren, fik de to sidste bøger dog betegnelsen "kortroman", men under dette stikord dukkede også en rigtig roman som Astrid Saalbachs "Fjendens land" op - nok fordi den i handlingen har flere spor, der krydser hinanden, således at bogen opløser sig i en række kortere situationer.
Hesselholdts og Saalbachs kortromaner er imidlertid helt forskellige, også når det drejer sig om det formelle. Alle situationerne i "Fjendens land" fungerer helt entydigt i det episke forløb, mens teksterne i Hesselholdts bøger knap nok er situationer, men først og fremmest personernes indre stemninger med mange psykologiske over- og undertoner. Der er ingen klar markering af konkrete datoer og lokaliteter i fiktionen.
Især Hesselholdts første bog kunne lige så godt kaldes en digtsamling, eftersom de meget korte tekster til læserens yderligere desorientering alle har titler og ser ud som prosadigte med mange indrykninger.
Man kunne komme ud for lignende i 60erne og 70erne - Kirsten Thorups "Love from Trieste" fra 1969 og Michael Strunges "Fremtidsminder" fra 1980 f. eks. Dem kaldte man i sin tid uden videre for digtsamlinger. På trods af at Thorups bog foregik et bestemt sted om end i al ubestemthed, havde et begrænset persongalleri om end af noget tvetydige eksistenser og en kronologisk udvikling i hvert tilfælde i tekstforløbet. Og på trods af at "Fremtidsminder" også var fiktion, om end science-fiktion: Meddelelser blev sendt fra et rumskib til jorden om en kommende katastrofe. Poesien var budskabet. Læst fra en ende af kunne der også anes en flakkende udvikling i bogen.
Der er faktisk flere episke strukturer i Solvej Balles "&" end i "Fremtidsminder". De få og korte tekster skildrer en by med mennesker på cafeer, i gaderne og ved havnen, - et landskab med en flod, der flyder forbi husene, der skuer ind i hinanden, - og en giftig regn, der falder over det altsammen. Selv om byen kunne ligge hvor som helst i den vestlige civilisation, er den dog mere konkret nærværende end Strunges platform i rummet.
I dette miljø optræder der tilmed forskellige personager, og der er til overflod en handling: personen "&" finder således "Den anden". De har øjnene til fælles. "&" er udstyret med øjne som en kikkert, der desværre ser hver sin vej, indad i sjælen og udad mod horisonten. "Den anden" er lige så handicappet, blot er hans øjne som terninger, der kan kastes, dvs. lægger mærke til helt tilfældige ting, tror man. Et lille afsnit med et par tekster fokuserer på deres mærkelige affærer.
Et andet lille afsnit skildrer et fremmedgjort kærlighedsforhold mellem jeget og en eller anden mand. De mødes på "neutral grund", og de skilles på samme lokalitet, formodentlig i det lige omtalte landskab.
Absurde historier, der kunne være udkast til "sære fortællinger" af Villy Sørensen, ligger således i svøb i disse "digte".
Mellem det lyriske stemningsdigt og den kronologisk opbyggede fortælling er der tydeligvis et utal af mellemformer, hvor forskellige episke mønstre er splejset sammen med lyriske beskrivelser. Genren "tekst", der i 70erne blev lanceret som en hybrid, har tydeligvis vundet hævd og vinder terræn i ingenmandslandet mellem de traditionelle genrer.
Skal der snart indrettes en hylde for "tekster"? Siden Solvej Balles og Christina Hesselholdts bøger er yderligere Helle Helles "Eksempler på liv" udkommet i 1993 og i 1994 Per Petris "Om lykkelige logerende".
Man spørger sig selv om, hvorfor hybridformen interesserede de unge forfattere.
Det kan hænge sammen med undervisningen i Poul Borums forfatterskole. Det kunne måske også være et udslag af en bevidst forlagspolitik - flere af bøgerne er udkommet på Rosinante. Men det kan også være udtryk for et bestemt syn på verden hos de unge - en ny tidsånd. Det ville være interessant.For at få afdækket kortformens eventuelle ideologi vil jeg nu tage fat på de aspekter af bøgerne, der mere eller mindre tydeligt begrunder teksternes stil. Mest artikuleret i denne sammenhæng er Solvej Balle, Christina Hesselholdt og Helle Helle.
Førstnævntes meget korte titel "&" betyder selvfølgelig "og", hvad der i logikken betegner sideordning af to eller flere elementer. Det er hvad der er tale om i hendes bog. Ingen over- eller underordningsrelationer. Alt kan føjes til eller trækkes fra, fordi intet hænger sammen. Det gælder forholdet mellem de elskende: "Umærkeligt gør vi hinanden større og mindre... Det er ondt eller godt at lægge til. Ondt eller godt at trække fra". Og det gælder forholdet mellem det beskrivende jeg og det beskrevne; som om iagttageren har kikkertøjne, ligesom "&"et, og terningøjne, ligesom "den anden". Tingene kan forstørres eller formindskes, lægges til eller trækkes fra, tilfældigt som terningerne falder.
Beskrivelserne er i øvrigt næsten udelukkende visuelle, som en film hvor lyden er koblet fra. Alt ses af et neutralt jeg, der synes mere optaget af at det regner, end af at forholde sig til åbenlyse overgreb. Det er klart, at virkeligheden problematiseres, når den anskues på denne måde. Et sted i "&" står der da også: "Vi tegner anførelsestegn i luften, når vi snakker. To fingre på hver hånd tegner streger i luften, og stregerne ophæver ordene lidt. Sådan kan vi sige virkelighed og verden og tid, oppe foran øjnene".
Forfatteren studerer sine objekter i overensstemmelse med formelle regler og ud fra en dyb skepsis af naturvidenskabelig art over for alle værdier. Hun taler helt konsekvent og umetaforisk om "matematikken i rummet" et sted. Hendes personer i den følgende roman "Ifølge loven" gererer sig som hende - som var de gale videnskabsmænd eller blot kunstnere, der på modernistisk vis vil tage vor tids teknologiske fremmedgjorthed på sig.
Hver person har sin specifikke og snævre synsvinkel på verden, som de lever metodisk op til. Så selv om Solvej Balle bruger en mere traditionel episk form her, fremtræder verden alligevel fragmentarisk og usammenhængende. Livssynet er i det store og hele det samme i de to bøger.
Tilværelsesopfattelsen og genren forudsætter således ikke hinanden - "&"s lyriske tekster kan helt selvfølgeligt udbygges til længere episke forløb i "Ifølge loven", på de samme præmisser. Men der er overensstemmelse mellem livssyn og stil. Og det fragmentariske favoriserer fragmentet.
Christina Hesselholdt lader også sproget styre sine personer. I begge hendes bøger optræder citater på centrale steder med en psykologisk funktion i handlingen. I den første bog er det er par linjer fra Højsangen i Biblen, i den anden er det et lille afsnit fra hesteslagtningsscenen i J. V. Jensens "Kongens Fald". Sprog er bevidsthed, og bevidsthed er sprog, - nogle gange kaldet spor eller skrift som her, hvor den efterladte mand møder sin døde hustru og hele tabte liv overalt i huset, der er blevet til rent psykiske kulisser for ham: "Han har hængt tæpper over spejlene, fordi gengivelserne af alle dem, der har set sig i spejlene eller er passeret forbi dem, er blevet hængende. Han er udsat for sporenes opmærksomhed, og selv lægger han uophørligt sine spor til mængden af spor. For hvert nyt spor øges opmærksomheden - som om han afgav skrift, der ophørte med at tilhøre ham".
Det, der optager personerne i Hesselholdts bøger, er forholdet mellem skriften og virkeligheden, dvs. forholdet mellem fotografiets, planchernes og modellernes forhold til det afbildede. Den første bog handler om hovedpersonens forsøg på at komme fri af "sporene" ved at forvandle sig til et fotografi i dødsøjeblikket. I den anden bog søger Marlon at finde sin krops virkelighed. Først i røntgenfotografier af sig selv. De er ikke virkelige nok. Dernæst i tredimensionelle modeller, som han køber. Afsindig sidder han i sit værelse og pakker sine organer ud, mens han råber deres navne. Men heller ikke denne manen giver tingene realitet, så han dræber sin pige og skærer hendes organer ud - de skal glinse og skinne af blod for at være virkelige.
Pointen er imidlertid, at da Marlon har dræbt sin elskede, bliver alting omkring ham levende og vil ham til livs. Han må flygte ind i et billede ligesom hovedpersonen i den forrige bog. En fotograf foreviger ham med sin elskedes hjerte i hånden.
Marlon er psykopat eller slet og ret gal - ikke nogen kirurg eller naturvidenskabsmand. Men han tænker som en idealiseret sådan. Han tænker som en maskine, der ikke kender forskel på levende og døde. Mennesker er som træer, man kan skære i. Organer er som sten, der kan føjes ind i en mur.
Marlons verden foldes nærsynet ud på bogens sider, som derfor opleves, ligesom han aflæser verden: følelseskoldt, distanceret og æstetisk. "Virkeligheden" bliver skrift, citater og snapshots.
Christina Hesselholdts bøger styres af en meget opmærksom ligegyldighed, der minder om holdningen i Solvej Balles bøger. Det begynder at ligne et mønster.
Helle Helles bog afslutter mønsteret. Hun kalder den "Eksempler på liv" - og titlen dækker hendes bog såvel som hele genren. De unge forfattere har mistet troen på universelle løsninger, helhedssyn og store ideologier. Ambitionen er højst at skildre eksempler på liv".
Kortformen er handy for Helle Helle, - den kræver ikke overblik og forpligtende holdninger, og netop fordi livet synes hende utrolig mangfoldigt, er det vanskeligt at sætte hendes sommerfugletekster på nåle med etiketter under. Men den følgende tekst er meget tæt på grundsynet:
"I lejligheden ved siden af bærer et ungt par flyttekasser over dørtrinet. Glas, gardiner og lamper, står der på kasserne. Pigen åbner en kasse med påskriften Køkkenudstyr. Der ligger 4 håndvægte i kassen. Pigen åbner kassen med påskriften Bøger. Der ligger et kilo appelsiner. Så åbner hun kassen med Glas. Der ligger en død fugl. - Hvad er det med os, siger hun til sin kæreste. - Jeg ved det ikke, siger han. - Jeg har forfærdelig ondt i hovedet. Det er en rigtig underlig begyndelse.Et generationsportræt, der ironisk forklarer, hvorfor kortformen falder unge forfattere så naturlig. Måske lidt overfladisk, men i hvert tilfælde ganske morsomt. "Hvad er det med os, siger hun. - Jeg ved det ikke, siger han. Jeg har forfærdelig ondt i hovedet."
Det er de hurtigt enige om, og for at gøre det hele bedre åbner de en flaske vin."
Tilbage til toppen