Bogens Verden 1995 nr.4
| Redaktion |
Indhold dette nummer |
Bogens Verden |
Næste artikel |
Forrige artikel |
Erik Menneskesøn
En samtale med Lars-Henrik Olsen |
Ved Bo Elbrønd-Bek
Lars-Henrik Olsen (f. 1946) har skrevet mere end 60 bøger mest for børn og unge om natur og miljøproblemer samt om Nordens mytologi, Danmarks historie og danske folkesagn. I sit alsidige forfatterskab formidler han med stort engagement en viden om naturen, baseret på et videnskabeligt grundlag kombineret med egne naturoplevelser, hvorved han har skabt fornyelse i faglitteraturen. Af hans senere værker må i særlig grad fremhæves Erik Menneskesøn (1986), der foreløbig er trykt i 30.000 eks., og fortsættelsen Kampen om Sværdet (1991). Endvidere kan nævnes Dværgen fra Normandiet (1988) samt den store romantrilogi om Svend Pindehugger Som Landet lå (1993), Skjult af Skoven (1993) og Ravnens Skrig (1994). Som en fortjenstfuld påskønnelse er Lars-Henrik Olsen bl.a. blevet tildelt Den Danske Boghandlermedhjælperforenings Børnebogspris 1986 og Danmarks Skolebibliotekarforenings Børnebogspris 1989. Sit afgørende gennembrud fik han med romanen om Erik Menneskesøn, hvori den oldnordiske mytologi på original vis gøres levende og personligt vedkommende. Vi hører af gode grunde ikke meget om Eriks forhold til sine jordiske forældre. Hans ensomhed og mangel på kærlighed udtrykkes måske bedst, da han er alene hjemme og uden skrupler lader sig føre til en anden verden af en vildt fremmed mand. Dér møder han til gengæld den varme og tillid, som han har savnet, og først da vokser han og bliver sin opgave voksen. Her lærer han at forstå, at alt afhænger af ham, og kun ham alene. For at skabe sit eget liv, må man turde være den, man nu engang er.
Hvordan opstod idéen til Erik Menneskesøn?
Den opstod efter, at jeg i flere år havde isoleret mig i et lille hus uden elektricitet og telefon i Värmland. Samtidig med at jeg havde brug for at komme væk, var jeg dybt fascineret af den store nordiske natur. Jeg er uddannet som zoolog, og allerede, mens jeg læste, tog jeg op til Värmland og boede alene i månedsvis. Det var utroligt fascinerende for mig at gå i den uendelige, mørke skov, mellem elsdyr, ulve og bjørne, los og bævere, traner, urfugle og tjur. Undertiden kunne jeg gå i dagevis, før jeg kom til en vej eller noget beboet. Jeg var fuldstændig overladt til mig selv og den store, barske natur.
Af og til, når jeg sad nede ved søen, hørte jeg nogle forfærdelige skrig og anede ikke, hvad det var. Det lød som et barn, der var ved at drukne. Men nogle dage efter fandt jeg ud af, at det var en rødstrubet lom, som var kommet. Eller jeg sad oppe i fjeldene en kold februarnat, og lige med ét er der en stor los 400-500 m borte, der pludselig brøler som en løve på Serengeti-sletten. Jeg begyndte at få underlige fornemmelser af den store natur, og samtidig begyndte jeg at læse om den såkaldte lavere mytologi, om alle disse væsener man troede på: elverpiger og bjergmænd, lygtemænd og mosekoner, varulve og helheste, og hvad de ellers hedder. Og nogle gange fik jeg en fornemmelse, som om de væsener var omkring mig. Selv om jeg er uddannet zoolog og ikke overtroisk, blev min interesse ganske langsomt vakt for den gamle mytologi. Hvis man skulle få en fornemmelse af Nordens mytologi, så var det netop sådan et sted. En sommerdag ruller et uhyggeligt tordenvejr nærmere og nærmere. Pludselig ser jeg lynet slå ned i et træ få hundrede meter fra mig. Et ordentligt brag, træet bliver flækket, flammerne slår op, alt syder. Der er en ozon-stank uden lige, og det er ligesom græsset står og vibrerer. Og så tænker jeg: Det kunne være Tor! Det er indgangen til Erik Menneskesøn. Det er på baggrund af de oplevelser, jeg har haft dér, at jeg blev meget fascineret af Nordens mytologi og begyndte at læse om det.
Hvilken genre tilhører romanen?
Det er en skønlitterær roman, som er skrevet mest for børn, men på en sådan måde, at den også er spændende at læse for voksne. Og når den er spændende at læse, skyldes det også de myter, som fortælles i bogen; der er næsten samtlige gudemyter, man kender. Der er en hel masse gudemyter, som man kun har bevaret i korte glimt. Men jeg har taget samtlige kendte med på nær én enkelt, der var for svær. Det er historier, som, før de blev nedskrevet, har levet i mundtlig form blandt mennesker i flere hundrede år. Og efter at de er skrevet ned, har de levet til i dag, dvs.: der er virkelig gods i de historier, for de har overlevet i mere end tusind år. Det er også det, der gør bogen spændende, fordi man får disse gamle gudemyter fortalt. Jeg fortæller dem på en ny måde, som jeg tror vil virke mere inspirerende end bare at genfortælle myterne. Jeg holder mig meget stringent til selve myterne, som jeg ikke har rørt ved. For at komme så tæt ind på livet af guderne som overhovedet muligt, så ville jeg ikke bare genfortælle myterne, men jeg ville prøve at beskrive guderne som personer, komme bag ved dem og få dem til selv at fortælle myterne, for så ville det virke mere ægte for børn eller voksne.
Hvad du her beskrev var mere stoffet end genren. Der er mange forskellige typer af romaner som f.eks. dannelses- og udviklingsroman, rejse- og eventyrroman, historisk roman og science-fiction eller kriminal-, detektiv- og spionroman. Hvordan rubricerer du selv din roman?
Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare det. Der ligger jo meget mere i den end blot at beskrive Nordens mytologi. Det, som man også meget tydeligt kan læse i den roman, det handler om, hvordan man især før i tiden havde to store supermagter, der stod skarpt overfor hinanden. Vi havde den vestlige verden og østblokken, som var underlagt Sovjetunionen. Og det er det samme i romanen: Vi har gudernes verden, som vi beundrer, men så har vi også jætternes verden, som er utrolig spændende. Og nogen af guderne vælger jo parti eller forsøger at spænde over begge verdener. Skade og Njord f.eks., hvor Skade skal bo ni nætter sammen med Njord i gudernes verden, hvorefter Njord skal bo ni nætter sammen med Skade i jætternes verden. Og jeg prøver at fortælle, at selv om der er store modsætninger i form af den kolde krig, så er der måske også meget rart at leve i Sovjetunionen. Til gengæld tror mange sovjetborgere, at der er forfærdeligt at bo i Amerika, men det kan måske også være meget godt. Man skal i og for sig bare lære de to verdener at kende, så vil man opdage, at der er værdier i begge verdener, som det vil være åndsvagt at miste.
Er der nogen af anmelderne, som har set den dimension?
Nej, overhovedet ikke. Jeg er naturligvis også inspireret af Oehlenschlägers digt "Guldhornene", men det er der heller ingen anmeldere, som har lagt mærke til.
Er det skuffende?
Nej, det gør ikke noget, for jeg tror alligevel, at det sidder i baghovedet hos de fleste, når de læser det. Jætterne er jo ikke onde; de er drillesyge, de leger lidt. Tors brudefærd eller Tors besøg hos Udgårdsloke er nogle skægge historier. De er ikke så barske; der sker i virkeligheden ikke rigtig noget for alvor. Ragnarok-myten, som kommer til sidst, er selvfølgelig barsk. Den rummer en meget stor del af Nordens mytologi, men det er ligesom om den er føjet til som en biting. Den har ikke ret meget med gudernes verden at gøre. I Ragnarok mødes guderne og jætterne i det sidste voldsomme slag, hvorefter nogle få overlever og grundlægger en helt ny verden.
Når Erik bliver bragt op til gudernes verden, er det fordi der er opstået en krisesituation, hvorunder Iduns æbler er blevet stjålet. Og dem skal han sørge for at bringe tilbage, hvilket han gør i kraft af sin ungdom og sit mod.
Ja, også fordi jætterne sandsynligvis ikke vil fatte mistanke til sådan en ung fyr, som rejser i deres verden.
På det tidspunkt, hvor du skrev romanen, havde du da en intuitiv fornemmelse af et nært forestående tidehverv? Du relaterede selv til den kolde krig, supermagternes konfrontationer. I den situation kunne der måske netop være brug for en Erik Menneskesøn som katalysator. Opløsningen af de fastlåste billeder og forestillinger ville uvægerligt frisætte ny energi og livskraft.
Ja, det er muligt. Men sådan har det i hvert fald ikke været planlagt. Nej, det eneste jeg ville, det var, at jeg ville have et påskud til at komme op hos guderne og få dem til at fortælle, og her skulle jeg bruge en dreng som hovedperson.
Der var livskraft i de gamle myter?
Netop.
Men den nordiske mytologi bliver jo integreret i Eriks egen historie, i den udvikling, som han gennemløber.
Ja, det har du ret i. Han er en ganske almindelig fodboldglad dreng, der ikke tænker så meget over livet, og som deroppe hos guderne lige pludselig kan se nogle ting, han slet ikke troede eller vidste eksisterede, dvs. hans øjne bliver ganske langsomt lukket op for den fantastiske verden, han kommer til, samtidig med at han i løbet af romanen vokser fra at være et barn til en færdig mand. Han indleder således et kærlighedsforhold til en pige, hvilket han aldrig har prøvet før - og det er så Tors datter, Trud, som er nævnt ganske få steder i mytologien. Man aner overhovedet ikke noget om hende. Og det betyder, at jeg med god ret kan lege lidt med hende og bruge hende som en person. Det er der ikke nogen, som kan anklage mig for. Og på den måde er der flere personer, jeg kan bruge, f.eks. i myten, hvor Balder er død, og guderne skal begrave liget. De lægger Balder på et stort skib, som der så skal sættes ild til. Man kunne forestille sig, at alle guderne med Tor i spidsen står nede på stranden; både mænd og kvinder er frygteligt kede af det. For det er jo den bedste gud, der er død, hvorfor de vil give ham en kongelig ligfærd. Tor prøver forgæves at skubbe skibet ud, men det står fast i stranden. Og det er første og eneste gang, at man får at vide, at der er en jættekvinde, der hedder Hyrrokkin, som derefter kommer ridende. Hun kommer ridende på sine børn fra jætternes verden, og hun føder ikke almindelige børn, men ulve, jættestore ulve. I myten står der, at der skal fire einherjer eller bersærker til at holde den her ulv, så stor er den. Hun bruger en giftslange som tømme, og hun kommer fra noget, der hedder Jernskoven. Og hun går lige ned og skubber skibet ud i havet. Det må være utroligt pinligt for Tor med sit styrkebælte og sine jernhandsker, at sådan en gammel kælling kan gøre det, som han ikke kan gøre. Og det er klart, at sådan en person, som er nævnt ganske kort i mytologien, kan jeg jo godt lade mine hovedpersoner Erik og Trud møde i Jernskoven. Her prøver jeg så at beskrive, hvad en jernskov er; det må selvfølgelig være en skov af jern. I jætternes verden kan alting ske. Det er i virkeligheden meget nemt at bygge dén historie op: Når Erik rører ved et blad, han tror er blødt, ja, så viser det sig altså at være lavet af hårdt stål, hvorfor han kommer til at bløde. Hvad kommer der ud af hånden, når man bløder: blod, og hvad laver man, når man går: blodspor. Hvem kan dufte det? Hyrrokkins ulve, som selvfølgelig kommer efter dem. Og så er hele historien lavet, men samtidig har jeg fortalt meget tydeligere og klarere om jætternes verden, hvor hun kommer fra, også hendes styrke, hun kommer nemlig ridende og ser drengen og pigen stå der, griner af dem, velkommen til ulvenes land, siger hun. Og det virker i mine øjne meget stærkere, end hvis man bare fortalte, at der var en stærk jættekvinde. Den scene tror jeg aldrig læserne glemmer. Det er derfor jeg gør det på den måde.
Især i begyndelsen af romanen fornemmer man tydeligt din pædagogiske holdning. Havde du ikke tilstrækkelig tillid til den nordiske mytologis bærekraft?
Nej, jeg vidste godt, at den kunne bære. Men hvis jeg bare skulle genskrive myterne, så var det en overflødig bog, for dem er der skrevet utrolig mange af - de står inde på hylden - det var der ikke nogen fidus i. Min intention var at få børn til at forstå og gide læse dem, fordi de bøger, hvori myterne er skrevet, er mest i et sprog, som børn ikke forstår eller gider læse. De er skrevet ligesom andre sagn, og det virker ret kedeligt på børn.
Især i indledningen kan man flere steder se, at du giver læseren en ekstra forklaring, en lille hjælpende hånd.
Ja, det er rigtigt, det gør jeg jo lidt, plus at jeg lader ham komme til Ull, hvor Erik bliver trænet. Det er måske også lidt pædagogisk, men man kommer altså ikke sovende til noget her i livet. Der skal et forarbejde til. Han bliver virkelig trænet i det, som man nu skulle kunne dengang, dvs. bruge et sværd, kaste med spyd, skyde med bue osv. Det virker måske lidt pædagogisk.
På den ene side er læseren godt klar over karakteren af forholdet mellem Erik og Trud, og på den anden side er tilløbene til mere eksplicitte erotiske scener udraderede. Skyldes det hensynet til romanens primære publikum?
Det skyldes også, at drengen og pigen er meget unge; de føler sig frem. Der er en ganske svag hentydning til, at de har lavet noget sammen, og det er da de kommer til Heimdal og får lov til at sove sammen for første gang; Trud ligger salig og kikker på Erik. Han forstår det ikke helt, eller også vil han ikke; han er meget genert. Jeg synes ikke, man skal beskrive i detaljer, hvad de har lavet; det er bedre at overlade det til fantasien. Det vil virke ødelæggende for børnene, der læser den. Og der ligger selvfølgelig også et hensyn til, at den er skrevet for børn i 12-15 års alderen, i begyndelsen af deres pubertet. Og dér synes jeg, man skal være meget varsom.
Mens jeg skrev Skjult af Skoven kom jeg op at skændes med min kone, fordi min unge hovedperson, efter at han har været med i slaget ved Lyndanisse, hvor Dannebrog faldt ned fra himmelen, rejser ind i landet sammen med tre andre danske bønder og en fed tysker og plyndrer landsbyer. De skal have noget med hjem, fordi det er den eneste løn, de får, men de kommer alt for sent ud. De andre er allerede redet ud. Men efter at de har redet et langt stykke tid, kommer de endelig til en landsby, som er beboet. Mændene har været med i slaget på esternes side, hvorfor der kun er kvinder tilbage; de flygter til skovs. De danske krigere plyndrer så byen, hvorunder de uheldigvis, i et forsøg på at få lys, kommer til at sætte ild til nogle af husene. Og måden, hvorpå den der fuldkommen nyttesløse ødelæggelse sker, er egentlig uhyggelig. Derefter rider de efter kvinderne i skoven på jagt efter smykker. De vil også gerne være sammen med en kvinde efter at have været uden kvinder i et par måneder. Det kommer til en voldtægtsscene, hvor pigen bliver opdaget, fordi hun har et spædbarn. Jeg lod først en af mine bønder slå spædbarnet ihjel, fordi han ikke kunne holde det hyleri ud, - men da sagde min kone nej, det kan du ikke være bekendt over for din læser. Du har bondefanget læseren til at læse den bog, og det her er for voldsomt. Du må ikke lade dem slå barnet ihjel; det går ikke. Det ville jeg først ikke indrømme, men i stedet lod jeg så en af personerne smide barnet ind i skoven, hvor min hovedperson tager det trøstende op, mens han ser de andre mænd voldtage pigen. Hvis han ikke havde gjort det, var jeg bange for, at man ikke ville kunne lide ham mere. Og det skal man.
Det gælder om at holde en fin balance.
Ja, men jeg prøver at beskrive krigens gru, som man kan opleve den i det tidligere Jugoslavien. Og det er selvfølgelig lignende hensyn jeg tager, når jeg prøver at beskrive kærlighedsforholdet mellem Erik og Trud, som jeg tror virker meget bedre, end hvis jeg udtrykkeligt havde skrevet, at de havde noget seksuelt sammen.
Det bemærkelsesværdige ved din helts rejse er, at han medbringer den traditionelle belønning for en heldig udført rejse. Hjælperen er tilmed identisk med belønningen, hvilket er meget usædvanligt. Hvad er årsagen til det? Først når en sådan færd lykkes, får man i reglen prinsessen og det halve kongerige.
Men gør man det? Det er nemlig det, man ikke gør. Det er det, der ikke står. Han siger hverken ja eller nej til sidst. Tor vil gerne give datteren til Erik og siger: Du har fortjent hende! Erik har vist, at han virkelig er værdig til at bo deroppe. Han er faktisk lige så stærk og modig som guderne. Men Erik når ikke at svare, før end de begynder på deres festmiddag. Og derfor lader jeg historien være meget åben til slut. Børnene kan så spekulere på: Bliver han deroppe eller kommer han hjem? Og selvfølgelig kommer han hjem. Det gør han i den næste bog, hvor han er hjemme og leder efter spor fra fortiden.
Sammenlignet med en lang række andre episke værker, hvor det handler om en helts færd ned i Underverdenen, er det meget usædvanligt, at heltinden deltager på lige fod. Hun sidder gerne pænt hjemme og venter.
Ja, det er rigtigt.
Men her er de mere eller mindre lige.
Fuldkommen lige. Hvis ikke hun havde været med, så havde Erik aldrig klaret det. Hun er jo med, fordi hun kender "historien" lidt bedre end Erik, selv om han har fået den fortalt, før han tog ud på sin færd. Han har hørt om jætterne, men hun kan bedre huske dem. Og hun kender måske også jætterne og kan se, hvad det er for et hus, de er kommet til - og nu skal de passe på. Hun er ligesom symbol på det, vi oplever nu, hvor mænd ikke er mere værd end kvinder. - Men de skal lære at samarbejde og stole på hinanden. Erik og Trud er lige gode i deres mission. Alene klarer de det ikke, men sammen kan de. Og så skal der to til et par, når det gælder kærlighed.
Det er altså også en refleksion over det ændrede kønsrollemønster, der ligger til grund for din afvejning af forholdet?
Klart.
Eriks magiske dolk eller sværd Muddur er både et aggressions- og et fallossymbol, der bogstavelig talt vokser i takt med farerne.
Den fandt jeg i Den ældre Edda, hvor den er nævnt ganske svagt. Og så skulle den have et navn, og så vidt jeg husker er Muddur færøsk for lille kniv. Men den er altså nævnt i mytologien, det er derfra, jeg har hentet den.
Sådan som det fungerer i teksten, er aggression og seksualitet bundet nøje sammen. Har du tænkt nærmere over det?
Ja, det har jeg. Tjalfe er dér en vigtig person. Han er også forelsket i Trud. Der er en scene, en foldboldkamp, som er meget spøjs. De kommer ud og ser de døde vikinger, som ifølge mytologien slår hinanden fuldkommen fordærvet ude på Idasletten, hvorefter valkyrierne heler dem. Her kan Tjalfe se, at Erik kan noget, som han ikke kan, nemlig at spille fodbold med et afhugget hoved! Erik vækker jalousi og had, hvilket går igennem bogen hele tiden; man er lidt bange for, hvad Tjalfe nu kan finde på. Og eftersom han først og fremmest er jætte, kan det være ret farligt at have ham som fjende, hvilket de da også får. Deres vidunderlige lille lund bliver ødelagt, og det er selvfølgelig Tjalfe, der har gjort det. Jalousi kan vække ødelæggende aggressioner.
I og med at Muddur også er et fallossymbol, bliver aggression og seksualitet bundet nøje sammen hos Tjalfes modstander Erik!
Ja, men det har jeg sådan set ikke tænkt over. Det kan jeg ikke svare på. Når jeg beskriver mine personer og gengiver deres tale og handlinger, gør jeg det, så det bliver så naturligt som muligt, - i hvert fald set ud fra mit synspunkt. Han reagerer, som jeg ville have gjort i hans alder, hverken mere eller mindre. Og hans kniv er hverken større eller mindre fallossymbol end Tors hammer og Odins spyd.
Rejsen til Underverdenen, et universelt mytisk motiv, repræsenterer et væsentligt trin i heltens psykologiske og spirituelle modning. Efter at have løst den stillede opgave kan han vende beriget og transformeret tilbage til livet. I bogen danner konfrontationen med døds- og kaosmagterne forudsætning for Eriks endelige initiering og omverdenens sociale accept af forholdet til Trud. Men sker det ikke meget tidligt i deres udviklingsforløb? De er immervæk kun 12-13 år.
Ja, det er muligt. Men lad os hellere sige 13-14 år. Børn modnes tidligt i dag. Og egentlig helt er han vel ikke. Han overlever vel blot og er modig. Kærligheden til Trud, og at hun hele tiden ser og bedømmer ham, gør, at han tør mere, end hvis han var alene.
Hvis man ser på forskellige kulturers mere eller mindre voldsomme initieringsriter - herhjemme har vi konfirmationen -, bliver de unge mænd jo også konfronteret med døds- og kaosmagterne som en forudsætning for mødet med seksualiteten.
Ja, eller en dybere forståelse af livet. Hvad man kan miste, hvis man ikke opfører sig ordentligt. Det er helt klart, at det skal ligge tidligt netop på den måde. For det første skal de ned til dødsriget og opleve den verden, og det sker lige i starten, hvor Erik har forladt Asgård; nu er han på egen hånd. Og så har jeg gjort det på den måde, at jeg følte ligesom, at han skulle genfødes, i og med at han kommer ned i Underverdenen og bl.a. møder den kloge Mimer, som giver ham nogle dessiner på, hvor de skal gå hen og finde livsæblerne. Men da de omsider kommer ud, er de blevet hele mennesker. Og derfor skulle den i romanens forløb ligge i den første del af anden halvdel, hvor livet for alvor begynder for de to unge mennesker.
Ud fra personernes alder ligger det meget tidligt.
Ja, det kan man godt sige. Men han er jo allerede vokset gevaldigt i de måneder, han har været deroppe; han er blevet halvt voksen. Men symbolsk set skal han dø, før han kan leve videre!
Er det også ment som kritik af en kultur, hvor barndommen kunstigt forlænges og puberteten truer med at blive kronisk. I den narcisistiske barndoms- og ungdomskultur, som har udviklet sig i den vestlige verden, udskydes/forskydes mødet med døds- og kaosmagterne, eller det søges helt elimineret.
Hvordan mener du?
Før i tiden, når unge mennesker blev konfirmeret, markerede det overgangen til arbejdslivet, nu fortsætter de i stedet skolegangen. Der sker praktisk talt ingen ændring i status eller livsform. Det er en kunstig forlængelse af et socialt set uforpligtende barndoms- og ungdomsliv. Måske er det også en af årsagerne til, at dine unge læsere fascineres af historien om Erik, for det handler jo om noget, som egentlig hører hjemme på et tidligere tidspunkt, men som de mere eller mindre bliver snydt for pga. ændringer i kultur- og samfundsliv.
Ja, det har du ret i. Jeg kan ikke rigtig svare på det, for jeg er enig med dig. Man kan sige, at man ikke giver børn ansvar, så meget som man gjorde tidligere, hvor man også var afhængig af deres arbejdskraft. Erik får et stort ansvar lagt på sine skuldre, og han klarer sin opgave. Han bliver den voksen. - Og til mine unge læsere er der måske det budskab i bogen: Du kan, hvis du vil! Tro på dig selv. Du er god nok!
Eriks færd kan opfattes som en regression tilbage til den nordiske oldtid. Iduns æbler i sig selv repræsenterer jo muligheden for foryngelse - og også regression. Nogle steder bliver der gjort opmærksom på, at hvis man er alt for ung, skal man passe lidt på med disse æbler, fordi man pludselig kan ryge tilbage til fosterstadiet.
Det er vist nærmest ment som en joke.
Hvorfor søgte du selv tilbage?
I romanen? I den norrøne mytologi eller hvad? Fordi jeg ikke kendte mytologien særlig godt, da jeg begyndte at arbejde med stoffet til bogen. Og når jeg nu skulle beskrive mytologien, måtte jeg lære den nærmest udenad. - Jeg følte også, at det var nødvendigt at fortælle børn og unge om vores fortid, give dem tillid ved at fortælle om vores forhistorie. De har sandelig noget at være stolte af, for de er en del af den kultur, som skabte denne gudeverden. Der er ikke mange folk i verden som kan prale af en så stor og billedrig mytologi.
Når du opfatter Iduns æbler som en mulighed for foryngelse, men også en kreativ regression, hvilket kan være nødvendigt for at vinde ny kraft og styrke, var det så noget i din personlige tilværelse eller i samtiden, hvor du følte behov for at regenerere?
Det er meget personligt, fordi jeg har haft en utrolig hård barndom, hvor jeg har fået forfærdelig mange høvl af min moder - og for at kunne overleve i mit barndomshjem, måtte jeg flygte, jeg måtte væk. Da min mor ikke havde kræfter mere - jeg kan huske, jeg havde en slåskamp med hende, da jeg var 12 år og lagde hende ned på køkkengulvet - da hun altså ikke kunne klare mig mere, så tvang hun min far til at slå mig, hvorfor jeg fik et stort misforhold til ham. Før havde jeg forgudet ham, jeg holdt utrolig meget af ham. Og han hjalp mig også, men til sidst turde han ikke for min mor. Jeg føler, at min barndom blev ødelagt af det. Jeg fik ikke rigtig nogen barndom, fordi jeg blev meget sky som person. Jeg tror, det er min mor, som har lært mig at blive forfatter, fordi hun tvang mig til at finde på alle mulige løgnehistorier for at undgå at få tærsk. Det forhold, som jeg havde til min far, kommer meget tydeligere frem i en nyere roman, der hedder Dværgen fra Normandiet. I Erik Menneskesøn er Tor i virkeligheden lidt af min far, som jeg gerne ville have, at han skulle have været. Han er en faderfigur for mig i den roman. Men det er så følelsesfuldt - og det kan man overhovedet ikke forstå eller læse i bogen. Men med livsæblerne kommer jeg tilbage til min egen barndom, som jeg prøver at fortælle lidt om. Det er der ingen, der forstår, og det er der heller ingen, der skal! Det er jo ikke derfor, jeg skriver bogen. Men når man befinder sig midt i en skriveproces, er det en form for selvterapi, hvorunder man arbejder med sig selv. Og jeg digter måske et idealbillede af den verden, jeg egentlig selv gerne kunne have tænkt mig at have levet i, hvis det ellers var muligt at gøre tingene om. Så du har lidt ret. Du er den første, der spørger om det, men jeg kan ligeså godt være ærlig.
I Kampen om Sværdet har jeg vanskeligere ved at se, hvordan nutids- og fortidsplanet spejler og uddyber hinanden.
I den næste roman, som er efterfølgeren af Erik Menneskesøn, er Erik kommet tilbage til Jorden. Efter endnu engang at have gransket mytologien var det morsomt at se, at det eneste sted på Jorden, der er stedfæstet i mytologien, er Læsø, hvor Ægir og hans kone Ran skulle bo. Ran var en frygtelig jættekvinde, som lokkede søfolk til sig og druknede dem i et stort garn, hun havde. Morsomt at se, at mytologien senere er kommet til at passe på virkeligheden. Hvis man læser om, hvor der er sket flest skibsforlis, er det ikke langs Jyllands vestkyst, som man måske umiddelbart ville tro, men omkring Læsø. I en af de forsvundne myter, som man bare har bevaret i ganske korte glimt, går Tor i land på denne her ø og bliver overfaldet af bersærkerkvinder og må flygte. Det er det eneste, vi ved. Da mytologien levede blandt folk i den tidlige vikingetid, var Læsø en ubeboet, skovbevokset ø. Man kunne godt forestille sig, at der har boet nogle mærkelige væsener - jætter - derovre. Men det er altså kommet til at passe på virkeligheden, fordi senere, da Læsø blev beboet af bønder og søfolk, boede kvinderne alene på øen, mens mændene var ude at sejle. Når et skib var ved at gå på grund - eller de lokkede endda skibe til at gå på grund -, så overfaldt de ofte søfolkene og slog dem ihjel for uhindret at kunne stjæle lasten. Det passer utrolig godt med mytologien, som altså ikke stammer fra et tomrum. Der må være et eller andet, som måske kan være rigtigt.
Et andet eksempel har vi i historien om Vølund Smed, hvor han sidder oppe i den nordlige del af Finland og smeder guld. Men det var først i 1850erne, at man virkelig fandt, at der var guld i Finland. Det synes jeg er morsomt. Hvordan den gamle mytologi end er kommet til at hænge sammen med det, der er sket senere, er meget mærkeligt. Det gør det i mine øjne endnu mere spændende. Man kan blive helt religiøs af det. Hvis Erik i Kampen om Sværdet skulle komme i kontakt med den verden, han har oplevet, så er det eneste sted, hvor det kunne lade sig gøre, det er selvfølgelig ved at tage til Læsø. Og dertil lader jeg ham komme. Her finder han et gammelt, rustent sværd på havets bund, som er Sigurd Fafnersbanes gamle sværd. Det tager han op under lidt dramatiske omstændigheder, fordi Ran, som stadigvæk er deroppe, vil ikke have, at han får fat i det gamle sværd. Og jeg synes også, det er morsomt at huske myten om kong Arthur, hvor den unge Arthur hiver et sværd op af ambolten. Den historie stammer også fra Nordens mytologi. For det var i historien om Vølsungerne, hvor den store Vølsunge havde bygget en hal omkring et stort træ, der hedder Barnestokken. Og da har han problemer med sin datter og nogle naboer i nabogården, og de ved ikke rigtig, hvordan de skal klare sig, kommer Tor ind og stikker et sværd ind i Barnestokken, ind i træet, og siger: Den, der kan hive det her sværd ud, får det bedste sværd. Og det kan kun Vølsungs ældste søn. Det er det sværd, Sigurd Fafnersbane får af Odin. Gram hedder det, og det er det sværd, Erik finder i havet ved Læsø. Odin har aldrig fået det tilbage. Da Sigurd blev dræbt, og hans elskede Brynhild lagde sig ved hans side, blev Gram lagt mellem dem. Siden har man ikke hørt mere til det. Men Sigurd og Brynhild kunne godt være brændt på et bål på et vikingeskib, og derved har Ran kunnet få fat i det kostelige sværd. Da Odin ser, at sværdet er dér, vil han ned og have fat i det, men jætterne vil ikke give det fra sig. Og derfor opstår der en voldsom kamp. På den måde prøver jeg billedligt talt at få de gamle heltesagn ned på jorden på Læsø.
Hvordan bliver temaet på nutidsplanet, repræsenteret ved Marie og Erik, vævet sammen med temaet på det mytologiske plan?
Myten om Sigurd Fafnersbane handler om mod, ærlighed og kærlighed. Sådan var det også i Erik Menneskesøn. Erik klarede sin opgave, og det tror han også, han kan her i Kampen om Sværdet. I myten dør Sigurd, og han får ikke sin elskede Brynhild. Erik dør også på en måde, men Marie, hans jordiske pige, kalder ham til live. De to kærlighedshistorier fletter myternes verden sammen med nutidsplanet.
Samtidig med at der på det mytologiske plan udfoldes en konflikt, bliver Erik, der menneskeligt set står i en bestemt problematik eller udviklingsfase, inddraget i kampen på Læsø. Til sammenligning tjener Erik Menneskesøn, hvor det lykkes helten - i og med det heldige udfald af konfrontationen med døds- og kaosmagterne - at integrere skyggesiden. Det er som bekendt forudsætningen for, at man kan blive et helt menneske. Men hvordan passer den tematik, der udfoldes på det mytologiske niveau i Kampen om Sværdet, med det der sker med Erik og Marie på nutidsplanet? Hvordan bliver, med andre ord, nutids- og fortidsplanet flettet ind i hinanden?
Efter at have oplevet denne underlige mytologiske verden et halvt års tid kommer han hjem, men ingen vil selvfølgelig tro, at det er rigtigt, hvad han fortæller. Han er blevet et helt andet menneske, han er voksen og fornuftig, han læser, hvad de andre synes er meget mærkeligt, og han kan en masse historier. Dvs. at han kommer hjem med en fortid. Han kommer hjem med den viden, som jeg gerne vil have, at børnene skal få ved at læse disse bøger. Selv om han altså er en fuldt voksen person og nu forelsket i en jordisk pige, kan han alligevel ikke helt slippe den oldnordiske verden, men vil gerne tilbage, står og vakler lidt, og derfor er slutreplikken meget central i bogen, hvor han siger: "Nu er jeg endelig kommet hjem!" Nu er jeg tilbage, fuldt og helt. Så er han, kan man sige, helt renset for alt det, han har oplevet. Nu ligger det tilbage i ham, som noget han har oplevet og gjort ham til et forstandigt menneske. Han kender den verden, men er nu frigjort og færdig. Og derfor kan de virkelig for alvor begynde på deres kærlighedsforhold. Han har jo forsømt hende meget.
Det er igen en kamp med kaosmagterne, en døds- og genfødselsmyte.
Det er det helt klart, ja. Dér hvor han står alene og slås. Det er vel den scene, du tænker på. Men romanen her var meget sværere at skrive, og den er måske heller ikke blevet så vellykket som den første. Det kan virke for langtrukkent at høre om disse gamle gudesagn, men jeg har valgt de bedste af de myter, hvor guderne spiller en stor rolle. De er lidt lange i forhold til i Erik Menneskesøn, fordi gudemyterne er jo ret korte, hvorfor man hurtigt kan komme videre i et spændende forløb.
Jeg kan godt forstå Maries skepsis i begyndelsen, men selv efter mødet med Odin, hvor hun får indsigt i mange forskellige ting, lader du hende - omtrent til det sidste - fastholde en rationel forklaring.
Ja, hun vil ikke rigtig tro på det og opdager først til allersidst, at det måske har været Odin, hun har siddet og snakket med. Det jeg også vil sige med det, det er, at der er mange parforhold, som bliver opløst meget hurtigt og af og til så hurtigt, at man knap når at lære hinanden at kende, før man skilles. Men hun holder altså fast i Erik på trods af, at han er lidt mærkelig. Hun tror på ham, håber til det sidste og bliver ganske langsomt overbevist om, at hendes valg er rigtigt. Og det er måske et spark til de mennesker, som lidt for nemt bryder op. Det er så let at forsvinde, blot gå fra hinanden. Men man skal holde fast, for det kan altså godt blive bedre. Man skal arbejde med det og måske forstå nogle ting. Det er så nemt bare at sige farvel, nu går jeg, og så kan du være dig selv. Men det gør hun altså ikke. Og det er en del af det, jeg gerne vil prøve at beskrive i og med deres forhold.
Men det afspejler vel også, hvor dybt det egentlig ligger dig selv på sinde?
Ja, det gør det da. Jeg har været gennem to skilsmisser.
Har du skrevet din romantrilogi om korstoget til Estland uden at skæve til B. S. Ingemanns historiske roman Valdemar Seier? Og har der i givet fald været nogen litterære forbilleder for Erik Menneskesøn og Kampen om Sværdet?
Jeg har selvfølgelig læst Ingemanns roman, men jeg bryder mig ikke om den. Den er ikke god; den er jo også skrevet for lang tid siden. Jeg synes ikke, jeg har nogen bestemte forbilleder blandt forfattere og deres værker. Og hvis jeg har, er det ikke så meget, fordi jeg har læst det, de har skrevet, men fordi jeg kan værdsætte dem som mennesker. Når jeg skriver, skriver jeg, som jeg har lyst til, på min måde, som jeg nu bedst kan. Jeg forsøger at udvikle mig ved at frigøre mig mere og mere fra min faglige ballast som zoolog og skrive om mennesker og menneskelige problemer. I mine tre romaner, trilogien om Svend Pindehugger, der drager med Valdemar Sejr, har jeg kun én myte at hænge hele handlingen op på, nemlig myten om Dannebrog, som faldt fra Himlen. Den forsøger jeg at gennemhulle, og resten har jeg selv fundet på. Det er en større udfordring for mig at frigøre mig fra noget bundet og skrive ud fra mine egne følelser og få dem mere frem - og det er vidunderligt at sidde og arbejde med. Og det er der, jeg står lige nu.