Bogens Verden 1995 nr.2
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Dobbeltblik
om Claus Bryld: Hvilken befrielse, Gyldendal, 1995
Af Tage Hind, forhenv. universitetslektor og modstandsmand
"Det er en historie uden anden sandhed end barnets og den unges - dette barns og denne unges - set på et halvt århundredes afstand" (69).
Hvilken befrielse er en modig bog, en ærlig, om end tvetydig tid set med et dobbeltblik: "jeg har altid måttet leve med dobbeltblik" (176). En bog om "slægtssoning" (84). Som i Aischylos' Orestien har erynnierne, skammens dæmoner, slået kloen i et menneskes sind, med den forskel fra Orestes at her er den erindrende uden egen skyld i det, omverdenen forventer sonet.Fremstillingen er frit associativ, handlingsgangen er springende indtil det abrupte, kronologien skifter i hurtigt tempo. En egenrådig stil, egnet til smidigt at bøje af når det gør mest ondt og alligevel som i lynglimt hensynsløst fastholde hvad det er der gør ondt. En fortælling fra en opvækst i nazismens og retsopgørets skygge som det i sig selv må have været en smertefuld befrielse at nedskrive.
Der åbnes med et velvalgt citat fra Joyces Ulysses, velvalgt fordi dette værk jo blandt meget andet handler om en søn der søger sin far, og fordi citatet indledes med ordene "Historien er et mareridt". Men allerede titlen er flertydig: Hvilken befrielse? Og: Hvilken befrielse! Et spørgsmål og et undrende udråb, der alt efter betoningen kan formidle lettelse og være et klageråb. Historisk set drejer det sig om Danmarks befrielse fra det nazistiske Tysklands militære og i realiteten administrative besættelse, om tiden før og efter 4. maj 1945 - en i høj grad tvetydig periode.
I morgentimerne 9.april 1940 kæmper danske soldater tappert og tåbeligt ved grænsen mod syd, samtidig med at fjenden uantastet sikres fri landgang fra søsiden i hovedstadens og provinsens havne. Derefter og i de følgende fem år er den danske hær og flåde sat ud af spillet, bortset fra admiral Vedels ordre til sænkning af marinens skibe 19.8.43 og oberst Paludan-Müllers ensomme kamp i Gråsten 26.5.44. Karakteristisk for modstanden efter 9.april, den blev overladt til enkeltpersoners frivillige initiativ - illegalt, officielt forbudt og hemmeligt ønsket. Samarbejdspolitikken var ikke ny, den største forsigtighed prægede dansk politiks forhold til Tyskland i alt fald fra midten af 30erne men bliver rimeligt nok markant under truslen fra de tyske bombefly. Modstandsbevægelsen var til gengæld uforsigtig, en frivilligt valgt risiko taget af relativt få og belønnet med udbredt taknemmelighed, da det blev klart, hvem der ville vinde krigen. Uden stilfærdig støtte fra store dele af befolkningen havde disse få ikke kunnet gøre hvad de gjorde, og der var mange andre måder at gøre modstand på end den direkte aktion. Hvor mange var vi? Som det er blevet sagt: det ved kun gud. Vistnok ikke flere end de organiserede danske nazister og LS-bønder, snarere færre.
Historikeren Claus Bryld er født 1940 i en ikke utypisk familie af højtuddannede, velstående og driftige danskere fra det højere borgerskab. Skønt grundliggende konservative - gud, fædreland og lidt landbrug eller anden på den tid profitgivende virksomhed - var familiens medlemmer politisk labile, de forsøgte sig i forskellige politiske partier, indtil de, så at sige alle, faldt til ro i DNSAP. De forblev loyale nazister af sind også efter befrielsen, selv om nogle af dem meldte sig ud af partiet o. 1943. De blev dømt som landsforrædere efter krigen, straffen var fra 5-15 år men de blev benådet før tiden. Enkelte havde deltaget i krigen på tysk side ved østfronten, en i SS division Wiking, men juridisk set havde de ikke begået kriminelle handlinger, de blev dømt for at være medlemmer af et ikke-forbudt parti, dømt for deres politiske meninger. En parallel til de berygtede kommunistlove, der jo også stred mod grundloven, og til indførelse af dødsstraf med tilbagevirkende kraft.
Claus Bryld har tydeligt nok haft en tryg barndom, en noget tyrannisk dominerende far og en blid mor, ingen af delene ukarakteristisk for dansk familieliv. Claus lærer at bede aftenbøn, der er ret stor åbenhed mellem forældre og børn, politik kan diskuteres selv om grundholdningen ligger fast, men der er visse tabuområder, der må ikke bandes, man skal sidde ordentligt ved bordet, og det seksuelle er lige så mørkelagt som vinduerne, når solen er gået ned. I det hele taget synes de mandlige medlemmer gennem flere generationer, Claus ikke undtaget, at have været friske og sunde spejderdrenge livet igennem, og det er jo ikke forbudt i grundloven. Omgangskredsen har været lukket, kun politiske meningsfæller, bl.a. Fritz Clausen, færdes i hjemmet. Måske det følelsesmæssige forhold mellem forældre og børn har været i nogen grad underudviklet hos disse begavede mennesker, det synes noget at tyde på hos den sensitive Claus, men gennem de første fem år af sit liv oplever han en stor tryghed, det kan der ikke være tvivl om, her knyttes de naturgivne og socialt givne bånd til familien så tæt, at de aldrig mere kan brydes.
Fra og med 5. maj 45 trues trygheden, 5. maj begynder det tvivlsomme "retsopgør". Først i gaderne, siden ved domstolene, i fængslet, i Fårhuslejren, og for drengen i skolen og blandt naboerne. Også tiden efter faderens benådning bliver urolig, i Marokko, i Birkerød, i København, en uro i familielivet der varer ved til faderens død og moderens selvmord, og endnu 50 år efter.
Erindringsbogen er delt op i ni kapitler, nogle af dem mere væsentlige i forhold til hovedtemaet end andre, men temaet slås an allerede i det første og længste. Hvorfor har dette kapitel overskriften Manolete? Svaret på det spørgsmål går så dybt og gør så ondt på både skriveren og læseren, at det ikke er helt let at beskrive, men svaret rammer ned i bogens hemmelighed som en matadors kårde rammer ned i tyrens livsnerve. Når det lykkes, hvad det ikke gør for Manolete.
El matador betyder dræberen, og som matador er Manolete en helt, endda en folkehelt: "Da Manolete gik ind til corridoen på Plaza de Toro i Linares den 28. august 1947 var det også for at blive i centrum. Han havde ikke behøvet give den opvisning. Et foto af ham før han entrer arenaen hin skæbnesvangre dag viser ham sikkert smilende og kampberedt. Ti minutter efter blev han båret ud, løftet til vejrs i guldstol af tre-fire mænd og med blodet løbende fra skridtet. Forfærdelsen står malet i hans ansigt" (49f). Sådan slutter kapitlet, matadorens helteliv endte med kastration. Og lige før dette grumme billede står der om faderen: "han ville også være i centrum".
Manoletebilledet får omfattende betydning, storpolitisk, om slægten, om faderen.
Den falske heroiske drøm om et nyt Europa, et germansk imperium med forbillede i det gammelromerske, historisk regressivt, anakronistisk, bryder sammen i 1945. Også flere generationer af slægten beskæmmes, selv morfaderen interneres. Og familiens selvbevidste centrum, faderen, "kastreres" i overført forstand, idet det lille barns trygge drøm om sin far som en ridder uden frygt og dadel - en smuk drøm for ethvert barn - splintres. Måske derfor denne abrupte, smidige stil: hver gang forfatteren nærmer sig svaret på, hvorfor det gik så galt, kan han vige uden om, lidt endnu. Han kan ikke få sig til som idyllikeren Carl Larsson direkte at "blotte sin fars blusel" (98), han må give svaret i et billede, billedet af Manolete.
Sønnen må forsøge at forsvare sin far, det er det subjektivt givne. Men hans forsvar bygger på den opfattelse, at faderen blev dømt for sine politiske meninger og ikke kunne dømmes for noget kriminelt. Juridisk set altså dømt med urette. Et legitimistisk synspunkt. Men det juridiske slår ikke til som vurdering, det ved sønnen godt. For den 9. april 1940 var en afgørende prøve for dem - og det var ikke så få - der i Danmark sværmede for Mussolini og Hitler eller direkte samarbejdede med nazisterne. Udmeldelse af DNSAP i 1943 var for taktisk tænkt og for sent. Ved forbliven i det parti under krigen anerkendtes de facto ikke kun Nazitysklands reale magtposition i Europa men også de forbrydelser der bragte nazisterne til magten og de forbrydelser der brugtes til at fastholde magten. Kriminelle kendsgerninger.
Sønnens forsvar af faderen bygger på den antagelse, at han ikke har begået kriminelle handlinger, og derfor bliver årstallet 1970 så betydningsfuldt i hans liv og Manoletekapitlet bogens ene højdepunkt. Nu 30 år gammel dumper sønnen, tilfældigt må man vel sige, en septemberaften 1970 ind i et selskab, hvor en af deltagerne viser sig at være en nær ven af faderen. Han kaldes Rus-Harald, fordi han har deltaget i kampene mod `russerne', det kaldtes Sovjetunionen i den kreds: "Det var her det begyndte... der var også en antikvitetshandler... Måske var det hans skyld, jeg blev så fortumlet, at jeg nu, tyve år efter reagerer ved at købe en billet til Malaga. Det eneste han gjorde var at rejse sig op og sige at nu gik han, for han kunne ikke holde ud at se nogen blive torteret. Han mente mig. Eller var det fordi Rus-Harald bagefter tog mig i hånden som en far... Et rituelt sønnemord med efterfølgende forsoning?" (10f).
En torturscene, rituelt sønnemord, en inderligt ønsket forsoning, i et kapitel der ender med billedet af tyrefægterens kastration. Hvem er tyren? Er det sønnen, fordi han skriver sig så nær på at blotte sin far? Er det faderen, der gennem sine handlinger tager sønnens kraft, lammer ham? Eller er det Rus-Harald, der måske taler sandt, måske bare praler med egne bedrifter? "Det var her det begyndte" - beslutningen om en erindringsrejse til faderens og sønnens steder for at nå frem til en forsoning. Hvori bestod torturen dér i september 1970? En scene "genoplevet hundrede af gange siden" (47).
Bødlen var Rus-Harald, ofret var sønnen, torturen består i, at Rus-Harald beretter om en begivenhed i internationalt farvand ud for Tanger i Marokko, vel o. 1950, da faderen ejede et par fragtskibe: "Jeg var jo gunman hos din far, og en nat skød vi fire spaniere, fire spanske toldere der ville borde skibet... vi var sgu nødt til det, hvis de havde taget os kunne vi være rådnet op i et spansk fængsel". "Jeg blev lammet, men var dog i stand til at fremstamme en protest... far var ikke kriminel, i hvert fald ikke dengang" (49). Sønnen tilføjer: "jeg vidste at mit liv blev ændret i det øjeblik". Senere samme aften sidder Rus-Harald og sønnen sammen i en bil: "han tog min hånd, bevæget, han talte ikke mere om drab men om ham og mig". Både som bøddel i i forsoningen bliver Rus-Harald substitut for faderen. Umiddelbart herefter slutter det første kapitel med fotografiet af tyrefægteren "med blodet løbende fra skridtet".
Bogens andet højdepunkt er dens sidste sider. Her står sønnen ved sig selv som den han var og er, et menneske der altid spontant holdt med de undertrykte og udbyttede imod tyrannerne. Dobbeltblikket er her afløst af klar holdning: nazisme og fremmedhad skal bekæmpes, og: "Vi kan åbenbart kun forstå os selv som enten sorte eller hvide, onde eller gode. Og hvem vil tilhøre de onde? Håbet er at det en dag vil ændre sig". De allersidste linjer viser, at håbet må begynde med, at virkelighed ses ærligt i øjnene, uanset hvor ondt det gør. Og slægten? Den kan man tage afstand fra, men aldrig melde sig ud af, den tilhører man uundgåeligt: "Morfar, hvordan var det, dengang oldefar kom i fængsel?" "Jo, det er en lang historie, og jeg ved ikke alting. Men nu skal jeg fortælle dig det jeg ved".
Da faderens død og barnebarnets fødsel fandt sted samtidig, skrev James Joyce et digt, han kalder Ecce puer, på ‚n gang ecce homo og Hvilket barn! Det slutter sådan:
On the glass
The world that was not
Comes to passA child is sleeping
An old man gone
O, father forsaken
Forgive your son.
Tilbage til toppen